Hverdagen og Molen

Hverdagen

Regnen brusede ned i lårtykke stråler, og menneskene råbte om kap. Bilerne kørte, forbi i høj sonden, dyttede og råbte. Cyklerne fræsede igennem Ofelia plads og var ved at vælte flere gange. Duften fra de forskellige menneskers parfume blandede sig med duften af hav. Meyers nybagte kagers duft, trægulv så glat, som is, alkoholikere der sidder på en bænk. Pludselig kom der en mand ud fra corona testcenteret og overdøvede alle med sin dybe stemme, og råbte “folk der vil vaccineres, kan komme hen til mig”, dog var der ingen der rykkede sig og ingen der kiggede op fra deres så dragende smartphone.

Regnen var begyndt at stilne af og solen begyndte at vise sig fra sit skjul bag det tykke lag af skyer, dog så ingen forandringen på andet end deres vejrudsigt.

Molen

Jeg går langs det høje, tomme skuespiller-hus på Kvæsthusbroen i København. Det er en iskold og diset torsdag morgen, vinden suser forbi mig og kærtegner min venstre hånd. Den søde duft af nybrygget kaffe fra den lille skurvogn ude ved molen, fanger mig og jeg får lyst til en varm kop kaffe. Molen er ikke så mangfoldig som den ellers plejer at være. Jeg går med halvtunge skridt ned af molen. Der sidder et gammelt ægtepar henne på den ene bænk, de prøver at nyde den kommende solopgang, men på grund af det noget diset vejr kan det hurtigt blive svært at få øje på den store glitrende sol. jeg sætter mig på kajen lidt væk fra dem, og trækker mine røde uldvanter af mine hænder, og sætter mig derefter ned på den kolde og lidt fugtige kaj.

Jeg sidder betænksomt og tænker på hvor mangfoldig og frodig molen er når det er en højlys sommerdag. Det er den tid hvor der er så mangfoldigt at man ikke kan se den flisebelagte mole pga. menneskemylderet.