De imarkulere bygninger der med deres rainbow agtigt farver får kanalen til at stråle med live og varme selv her i vintermånederne, det føles helt idyllisk med den dejlig duft af mad og restauranterne, der er ved at serviceres for dagens første kunder.
Jeg kan mærke vinteren, kold og tør mørk/lys huset mennesker folk fra en rainbows a intensiteter der omkring mig den kolde, det følelsesløse vejr der år efter år gør os triste men atter bringer det os tæt på hinanden den er som et rum med vægge der lukker sammen og tvinger os til at holde tæt sammen.
mennesker der står i en lange kø der snor som en slange,testcenter der er som bokse af lego der er blevet sat det forkerte sted men på en eller anden måde ser det helt normalt ud, lang kø, mundbind der dækker for ansigtet og skaber et mysterium om hvem der kunne være bag masken.
Jeg færdes over til nyhavnen i København.
Jeg bemærker mange mennesker.
Mange af menneskene hygger sig.
Stemningen er elskværdigt.
Menneskene har et smil på læben, og sludrer med hinanden.
Det er køligt.
Jeg kan fornemme kulden på mit skin, hvilket giver mig gåsehud.
Jeg står og observerer alle menneskene, imens jeg står alene.
Når de går forbi skubber de hinanden, fordi der observeres mange mennesker.
Lige pludselig rammer duften af mandler over til mig.
Jeg bevæger mig hen mod duften og går ned ad holbergsgaden.
Duften kribler i mig.
Idét, jeg vandrer rundt og går ned ad peder skrams gade 1 føler jeg mig fri.
Der er ikke nogen, der kan sige hvad jeg må eller hvad jeg ikke må.
Jeg tager mine høretelefoner på.
Jeg hører musik, imens jeg iagttager alle som jeg kan se.
Jeg kigger op, og bemærker der er julelys. Jeg kan se julelys over hele nyhavnen.
Lige pludselig vælter der sne ned.
Et snefnug bliver til flere snefnugs, og jeg kan virkelig mærke julestemningen nu.
Jeg får øje på en bænk, og sidder på bænken, hvor jeg drikker en varm kop kakao.