"Konfliktmægling som en del af menneskers og fællesskabers udviklingsprocesser"
De afsluttende konklusioner nedenfor. Her er linket til hele artiklen:
Dens ærinde er at komme fremtiden i møde ved at gå fredens og livets vej
Vores tid er præget af, at nationalstaterne har magten og af en økonomi baseret på den internationale kapitalisme. Vi lever i en kultur med en ofte undertrykkende krigsretorik, vold og fordømmelser, der fokuserer på skyld og straf - iscenesat af ledende politikere, kraftigt understøttet af presse og medier.
Kapitalismens grundtræk har fat om mennesket som forbruger, og den har fat i samfundets fællesskaber for sundhed og social ansvarlighed, som bliver reguleret via lovgivning, regler og økonomi.
Sundhed handler i virkeligheden om at leve i sunde omgivelser og med sunde fødevarer i værdsættende og bæredygtige fællesskaber.
Social ansvarlighed handler i virkeligheden om ansvar og respekt for hinanden som mennesker og fællesskaber, både nationalt og internationalt. Der er handlinger vi fordømmer og bekæmper. Personer respekterer vi.
Vores kultur truer nogle af de værdier, som vi arbejder med i konfliktmægling, herunder værdighed, dialog og forsoning. Der er i den økonomisk velstillede del af verden imidlertid en begyndende folkelig erkendelse af, at økonomisk vækst og vold undertrykker den menneskelige vækst, livsudfoldelse og ansvarlighed for os selv og vores nære livgivende fællesskaber.
Men hvordan kommer vi videre, hvor vi som mennesker kan være, vokse og virke med engagement og værdighed sammen med andre mennesker? Hvilken vej skal vi slå ind på?
Det første er at tage opgøret med den voldelige kulturforståelse og lære, træne og blive en del af den ikke-voldelige kultur - personligt og i vores fællesskaber. Krig løser ikke verdens udfordringer. Tværtimod. Det ser vi gang på gang.
Vi må konkret sætte den ikke-voldelige kultur på dagsordenen:
Vi må studere de mange ikke-voldelige revolutioner, som har fundet sted i hele verden efter 1945 og fortælle om disse fredelige samfundsomvæltninger.
Vi må lære og tilegne os den ikke-voldelige adfærd og strategi, for at vi selv kan praktisere den i vores fællesskaber.
Vi må se i øjnene, at vi som mennesker bliver vrede, hadefulde og måske hævngerrige. Så hvordan kan vi udfolde vores stærke følelser, som stammer fra uretfærdighed, undertrykkelse og krænkelser, på en ikke-voldelig måde? For de skal foldes ud - ellers krænker vi bare os selv.
Vi må finde ud af at være på fredsvejen, fordi fred er vejen. Det vidste regeringslederne, da de efter 2. verdenskrig på deres folks vegne underskrev UNESCO’s erklæring, som det danske folketing tiltrådte i 1946.
UNESCO-erklæringen fra 1945
Efter anden verdenskrig blev UNESCO oprettet. UNESCO varetager FN's arbejde med undervisning, videnskabelige og kulturelle spørgsmål.I præamblen til UNESCO-erklæringen, som blev vedtaget ved oprettelsen den 16. november 1945, står der blandt andet:
Da Krige begynder i Menneskers Sind, må Forsvaret for Freden ligeledes opbygges i Menneskers Sind,
Vi erkender at Krigen (anden verdenskrig) var muliggjort ved fornægtelse af de demokratiske Grundsætninger om Menneskers Værdighed, Ligeberettigelse og gensidige Respekt for i Stedet at Udnytte Uvidenhed og Fordomme til at udbrede Læresætninger om Menneskers og Racers Ulighed,
At en almindelig Udbredelse af Kultur og Opdragelse af Menneskeheden til Retfærdighed, Frihed og Fred er uundværlig for Menneskets Værdighed og udgør en hellig Pligt, som alle Nationer må opfylde i gensidig hjælpsomheds ånd,
At Freden må opbygges paa Menneskehedens intellektuelle og moralske Solidaritet.
Kilde: UNESCO-erklæringen, ratificeret af Danmark den 11. juli 1946. Se bekendtgørelse nr. 19 af 18.12.1946, www.retsinformation.dk
Det andet er, at vi kan lade livets vej fylde mere.
Det moderne liv i byer og på arbejdspladser med strukturer, hierarkier og karriere kan give mennesker oplevelsen af, at vi selv skaber vores verden. Samtidig tilpasser vi os som lønmodtagere og forbrugere de roller, som samfundet tildeler os. Selv familie rollen mangler ofte den lidenskab og passion, som gør os til virkelystne, kreative og engagerede mennesker.
Vi er tilbøjelige til at tro, at vi kan være i livet som iagttagere og med en forbruger indstilling til andre mennesker og naturen, som om de er til for vores skyld.
Vi gør os til eksperter på kommunikation, sundhed, børneopdragelse - ja, selv kærligheden og medfølelsen kan gøres til teknik gennem overdreven brug af anerkendelse og empati. Vi er på vej til at gøre vores liv med andre mennesker til et spørgsmål om teknik og ekspertise.
Men vi kan gå dybere ind på livets vej. Vi er på den ene side en del af livet igennem uendelige generationer og på den anden side en del af den globale menneskehed. Vi er et menneske blandt mennesker.
Livets vej er at gribe barmhjertighedens, tilgivelsens og forsoningens mulighed, når negative og hadefulde domme og fordomme får overtaget. Det hele er naturgivne, stærke kræfter, vi har med os hele livet, og som driver os på godt og ondt. Undertrykker vi dem, krænker vi os selv og bliver modløse, stressede, uengagerede og uvirksomme. Får vi teknisk hjælp lindrer det i en periode. Engagerer vi os og får mod til at møde livets stærke og dynamiske kræfter, kommer vi ud over teknikken og kan give kærlig opmærksomhed og medfølende indsigt i vores eget og andres liv.
Menneskelige relationer og fællesskaber handler mere om lidenskab end videnskab.