citat arkitekt Morten Sonnenborg aNNeKS aps arkitekter

Der er et øjeblik når man træder ind i et rum og kroppen ved det - før tanken når at formulere det. Noget i luften, i lysets fald, i den måde overfladen tager imod blikket. Det er dér vi arbejder. I det øjeblik hvor sjælen titter frem.

Vi begynder altid med at mærke. Vi er bygningsarkæologer. Hånden mod muren. Kalkens kølige, lidt porøse modstand. Træets åreringe under tommelfingeren - hvert år et lag, hvert lag en sommer. Gamle mursten der stadig gemmer på varmen fra den dag de blev brændt. Vi lukker øjnene og spørger bygningen hvad den husker. Den svarer altid. 

Dagslyset er det der afslører sandheden. Det vandrer. Det skifter. Det rammer en ujævn væg om morgenen og gør den til relief - skygger og fremspring der aldrig er ens to dage i træk. Det er i dette lys materialerne viser sig helt. Kalken der gløder. Patina er giver dybere lag. Det slidte træ der pludselig ligner noget man har lyst til at røre ved igen og igen. Dagslyset er ikke belysning. Det er selve sansen.

Vi river så lidt ned som muligt. Vi ser i stedet. Ser hvad der gemmer sig under det ligegyldige, bag det forsømte, inden i det der blot mangler kærlighed og en ny retning. Det gamle har en tyngde og en stoflighed som ikke kan købes eller designes frem - det opstår kun af tid og brug og mange hænder.

Vi bruger materialer der dufter af noget. Der føles af noget. Der med årene ikke mister sig selv men bliver mere sig selv - smukkere, dybere, mere ærlige. Genbrug er ikke en metode for os. Det er en overbevisning. En kærlighed til det der allerede har levet.

Som musikere kan høre, når en tone er falsk, kan arkitekter fornemme, når et rum er det. Det handler ikke om regler, men om gehør – en indre fornemmelse for proportioner, materialer og sanselighed, der enten stemmer eller skurrer. Et loft, der sidder en halv tone for lavt. Et gulvmateriale, der synger falskt mod lyset. En dør, der afbryder rytmen i et forløb. Arkitekten bevæger sig gennem rummene som musikeren gennem partituret – lyttende, afprøvende, altid på vagt over for det, der ikke klinger rigtigt.  

God arkitektur skal ikke mærkes som et bevidst valg, men som en selvfølgelighed. Rummet føles, som om det altid har været der. Det kræver paradoksalt nok enorm bevidsthed at opnå den ubevidste oplevelse hos brugeren.

Vi skaber rum hvor kroppen finder sig selv igen. Hvor støjen udenfor bliver fjern. Hvor man mærker gulvet under fødderne og lyset mod huden og tænker — her vil jeg være.

Vi transformerer.

Der finder vi hjem. Og jer.