Hejlsminde frem til 1863

I 1864 blev det område, som den danske konge regerede over, kaldt Helstaten.

Det bestod ud over kongeriget Danmark af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.

Dertil kom kolonierne Grønland, Færøerne, Island og Dansk Vestindien.

Sådan havde situationen været siden 1815, hvor Danmark som følge af sin deltagelse i Napoleons-krigene på fransk side, havde måttet afstå Norge til Sverige og til gengæld fået det lille hertugdømme Lauenborg.

Historisk set er Sønderjylland hele området mellem Kongeåen i nord og Ejderen (ca. ved Rendsburg) i syd - dvs. omfattende både Nord- og Sydslesvig . I nutidigt sprogbrug svarer Sønderjylland nu kun til området Nordslesvig.

Indtil 1843 boede der ingen ved slusehullet i Hejlsminde, men i 1843 blev det første hus, kaldet "æ Saltmai", bygget.

Fra dette tidspunkt bredte bebyggelsen Hejlsminde sig frem.

Man udskibede tegl og korn, drev fiskeri og havde kro på begge sider af udløbet fra Hejls Nor, Mindet.

Grænsen mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig gik ved Kongeåen og Kolding Å, så på dette tidspunkt var Hejls og Hejlsminde området altså en del af hertugdømmet Slesvig. 

Selvom hele området blev kaldt Helstaten, blev forskellige dele af landet regeret forskelligt, og der var sågar told på visse varer, der krydsede grænsen mellem hertugdømmerne og kongeriget. I Slesvig regerede den danske konge som enevældig hertug. I Danmark som konstitueret monark.

Det havde han været siden vedtagelsen af grundloven i 1849. Dengang havde indførelsen af folkestyret i Danmark kastet hele riget ud i en borgerkrig, hvor kongeriget til sidst havde vundet over hertugdømmerne.

Slesvig var fra gammel tid et dansk hertugdømme, hvor den gamle danske fæstning Dannevirke markerede grænsen mellem det danske og det tyske.

Indtil krigen startede i 1864 var Hejls og Hejlsminde området således overvejende dansktalende og beboet af danskere.