Jægerstenalderen

Lokale stenalderspor

Rekonstrueret stenalder-boplads fra Ertebøllekulturen

På Hejlsminde Strand er der gennem tiden fundet en mængde flinte-afslag, og pilespidser blandt stenene i strandvoldene. 

Mange af øhavets stenalder bopladser ligger i dag på havbunden, og de mange stenslag her langs kysten kunne indikere, at stenalderfolk har boet på eller ud for Hejlsmindes nuværende østkyst.

Der savnes dog dokumentation for hvor disse bopladser i givet fald skulle være, men der spekuleres i, om bopladserne også her skulle ligge under bugtens bund.

En del fund er dog gjort på land i tidens løb, bl.a.:

Enkeltfund, Stenalder (dateret 250000 - 3951 f.Kr.)

        1985     Flintplads med groft tildannet flint, flækker, skiveøkse, spidsvåben. (Klestrup Kær mølle plads XIV.) ved Meng

Rundhøj, Stenalder (dateret 3950 - 2801 f.Kr.)  Dysse eller jættestue, Stenalder (dateret 3950 - 2801 f.Kr.)

      1928    En nu ganske forsvunden Dysse ved Meng  

Teorien om eksistensen af et formodet voldsted ved Slusebakken, på sydsiden af Hejls Nor er nu med større sikkerhed blevet afvist, efter udgravninger. Til gengæld fremkom en kogestensgrube og er par gruber med jernalderkeramik, hvilket ihvertfald  bekræfter aktivitet i Hejlsmindeområdet på et senere tidspunkt.

Baggrunden for spekulationerne om bopladser fra jægerstenalderen

Efter istiden, ca. 9.000 f.Kr. og de næste ca. 7.000 år frem, stiger temperaturen og området præges af globale klimatiske ændringer og mere lokale geologiske forhold i Holocænprioden.

Området bruges af folk fra Jægerstenalderen, der først jager urokse og rensdyr i tunneldalene og forskelligt vildt i skovene.

Jægerstenalder omfatter tidsmæssigt både ældste stenalder og ældre stenalder. Jægerstenalder i Danmark spænder ca. over 12.800 f.Kr. - 3.900 f.Kr.

Navnet er lavet for at markere de økonomisk-sociale forhold, som dannede grundlaget for den tilværelse, som datidens mennesker havde skabt sig. Betegnelsen jæger-stenalder markerer modsætning til senere tiders landbrugs-orienterede kulturer.

I Ældste stenalder var Danmark stadig i den sidste del af Weichsel-istiden - den senglaciale fase. Danmark var dækket af tundra eller parktundra og de forskellige jægerkulturer var afhængige af at kunne jage rensdyr.

I slutningen af Ældre stenalder steg temperaturn og havet, og Danmark blev dækket af tæt skov - herfra kendes den ofte omtalte Ertebøllekulturkendt fra en række kystbopladser.

Rensdyrjægerkulturerne antages at have haft en livsform der minder om nutidige rensdyrjægere - med faste vinterbopladser syd for Danmark, men rejsende med telte om sommeren for at kunne følge rensdyrflokkene.

Senere kulturer antages at have været mere bofaste - men dog stadig meget mobile; dels kender man ikke rigtigt spor af bygninger fra perioden, dels havde skovjægerkulturerne formentlig også behov for at kunne flytte bopladserne når klimaet og dermed vegetationen og byttedyrenes placering ændrede sig.

Alligevel ser man i perioden en tendens mod stadig mere omfattende bopladser, hvilket man har tolket som større bofasthed.