Danerne

Nordiske bosættelsesområder i jernalderen

Danerne var den betegnelse indbyggerne i det senere Danmark fik i romerske og græske kilder. Altså er danerne forfædre til nutidens danskere.

Krønikeskriveren Jordanes (omkring AD 551) hævdede, at danerne oprindelig var suioner, der var en stamme, omtalt af Tacitus (~55-120). Danerne skulle have fordrevet herulerne (oprindelig germansk stamme) fra deres område og bosat sig der. Danerne blev også nævnt af Procopius (ca. 500 – ca. 565), og blev antaget for at være en nordlig germansk stamme.

Danerne blev først nævnt omkring det 2.-3. århundrede. Dette skulle også være omkring den tid, hvor Kong Dan lagde navn til danerne, ifølge Snorri Sturluson (1179–23.09.1241) i Ynglingesagaen. Dette er dog udelukkende et sagn.

Kong Dan er en af de danske sagnkonger. Han betragtes traditionelt som Danmarks første konge og som den, der gav navn til landet. Kong Dan anses dog for en mytologisk snarere end en historisk skikkelse.

Fordi Kong Dan tilhører en periode af Danmarks historie, som det er særdeles vanskeligt at udtale sig om med historisk nøjagtighed, er det ikke muligt helt at adskille de forskellige sagnkongeskikkelser fra hinanden. Kong Dan er dog muligvis identisk med Halvdan den Gamle.

Mange sagn anfører Halvdan den Gamle som den danske kongeslægts ældste stamfader. 

Saxo fortæller at Kong Dan var Humble's søn (relateret til Humble på Langeland) og at hans broder var Angel, der gav navn til anglerne og derved England.

Folkeslaget danerne kom til at lægge navn til landenavnet Danmark. Mark kan på oldgermansk betyde grænseegn, og derfor kan navnet Danmark måske betyde "Danernes grænseegn".

Når danernes historie er væsentlig for selvforståelsen i Hejls Sogn, skyldes det at Jylland blev underlagt danerne formentlig mellem 300 og 500 e. Kr. (efter anglernes udvandring til de britiske øer).