Vort samliv

Når jeg nu efter de mange års forløb ser tilbage på Vort Samliv - ja da ser jeg et lyst og lykkeligt tidsafsnit. Jeg ser for mig Anders Jørgen i travl virksomhed - rank, livsglad, optaget af mange ting. Han var først og fremmest mejerimand med liv og sjæl. Sit lys satte han ikke under en skæppe; han skrev mange artikler i ”Mælkeritidende”, gav råd hvor han kunne - uegennyttigt, blot det gavnede sagen. En dygtig mejeribestyrer var han, hvad også alle de anerkendelser er bevis på. Jeg har gennemgået de liggende diplomer, og deraf ser jeg, at for smørrets vedkommende har han fået 2 sølvmedaljer, 6 bronzemedaljer, 9 ”hædrende omtale”, og 10 gange i ”bedste tredjedel”. For ostens vedkommende er der ligeledes ved udstillingerne opnået 2 sølvmedaljer, 6 bronzemedaljer, 18 ”hædrende omtale”, og 5 gange i ”bedste tredjedel”. I alt 58 anerkendelser i de 24 ½ år, han var bestyrer på mejeriet ”Egedal”. - Han var formand for mejeristforeningen i Svendborg Amt i flere år. Han var så glad og taknemlig i sit arbejde, når han så, at det lykkedes. Jeg tør roligt sige, at han varetog sin betroede gerning, som var den hans egen. - Og kunde der, trods det, endda til enkelte tider lyde kritik af uforstandige medlemmer, så kunne han tage mod den med en forunderlig ligevægt - han virkede, så han kunne forsvare for sin samvittighed - det var ham nok; og aldrig hørte vi ham tale ilde eller ondt om sine medmennesker. Han har også lagt et stort arbejde i brugsforeningen, hvis formand og regnskabsfører han var i 27 år.

I foredragsforeningen, hvor han var formand i 32 år, har han også gjort et uegennyttigt arbejde. Han overtog stillingen med underskud i kassen; men sluttede med stor kassebeholdning og mange medlemmer.

I ”Østifternes Haveselskab” blev der også taget brug af hans evner og interesse; også der var han formand i den hjemlige kreds. Mangfoldige er de træer, han har podet ude omkring hos folk, og det var ham en særlig glæde, at se sit arbejde, der lykkes. Han plantede, podede, beskar og sprøjtede, og fulgte udviklingen med stor glæde og interesse.

Regnskab havde han som regel nok af; men fik dog altid tid til, når jagten om efteråret gik ind, at gå en tur med bøsse. Friluftsmenneske, som han var, og ivrig jæger. Efter en sådan jagttur kunne han komme hjem og være stok-træt - næste dag var lysten lige stor, og han og Hektor lige oplagt til at gå på igen. For ikke at tale om, når de i tusmørket skulle ud i mosen at sidde og vente på andetrækket. Det var særlig, når det var et uhyggeligt vejr med storm og regn, så var det ”et rigtigt andevejr”. Disse ture var jeg ikke særlig begejstret for, de skaffede mig mangen ængstelig time, når jeg syntes, det trak for længe ud, og det blev mørkt.

Vort hjem var meget spartansk; der var ingen fine møbler, det var nærmest blomster, der skulle pynte vore stuer, og disse var kun få og små, efter de mange mennesker, de skulle rumme. Der var således intet kontor, alt regnskab blev udført i vor opholdsstue. Der var selvfølgelig heller ikke varme på mejeristernes værelser, så når arbejdet i mejeriet var endt, måtte de opholde sig resten af dagen inde hos os; men vi havde som regel nogle gode og flinke folk, som vi kom godt ud af det sammen med. Der kom en del unge i vort hjem, vi havde det så fornøjeligt, og følte os unge med de unge. Jeg elskede mit hjem; vi havde det godt på alle måder. Vi havde begge haft den lykke, at være opvokset i hjem, hvor nøjsomhed og sparsommelighed var til huse; det giver den største tilfredshed i livet. Vore rejser og udflugter var ikke mange. Kun én gang i de mange år vi på mejeriet, foretog vi en stor udflugt. Det var i året 1901. Vi tog da 14 dags billet, og var ved det skønne Vejle, Silkeborgegnen, på Heden, ved Vesterhavet, Skagen, Aarhus, Kalundborg og Stevns (de tre sidste steder for at besøge nogle af vore tidligere folk). Det var en dejlig tur, men for at kunne tage den, måtte vi fæste stedfortrædere for en hel måned.

Når højskolerne havde deres eftermøder (efterårsmøder), var det os en særlig glæde, at være med der. Hvor kunne jeg glæde mig til en sådan dag. Undertiden lagde vi sammen med nogle venner, og kørte i vogn til Ollerup. Sikken fryd at drage ud i den tidlige septembermorgen, og køre den lange vej, tit under sang, hvor var det festligt, og feststemningen steg endmere, når vi sad i den store sal sammen med ligesindede, og dagen begyndte med sangen ”Den signede dag med fryd vi ser”, og derefter hørte nogle gode foredrag. Ja, det var fest.

Vi havde i mange år været så vidunderlig fri for sygdom, men som tiden gik, fik A.J. en del gigt, der generede ham meget i hans arbejde, så vi besluttede at flytte fra mejeriet. Han kunne ikke tænke sig, at stå som bestyrer og så ikke at kunne tage del i det praktiske arbejde i mejeriet tillige. I 1908 blev der så købt en grund, som til dels blev beplantet, særlig med frugttræer, og 1912 blev ”Bakkehuset” bygget. Vi fulgte fra første færd bygningen af vort nyt hjem, så vi var fortrolig med det fra grunden af. Jeg husker, at tit når jeg gik derhen, så lød det uvilkårlig indeni mig: ”Ja, byg og bo hos os, thi ville du bortflytte, da var vor fred forbi, og vi blev fjendens bytte”.

Den 1. november 1912 flyttede vi ind, og når det gik så let at sige mejeriet og vort første hjem farvel, så kom det jo af, at dem, jeg havde kær, flyttede med. - Som synligt tegn på mejeriets anerkendelse blev Anders Jørgen ved afskeden overrakt guldur med kæde, og jeg fik det kønne blomsterstativ med en stor palme.

På ”Bakkehuset” genvandt A. J. atter sin sundhed, og havde fuldt op af arbejde; først med at planere og plante den store have (ca. 5 spc. ??????land). Dernæst med regnskabsføring, både for brugsforeningen og ”Flødeeksporten” i Faaborg, hvortil han i flere år tog ud daglig, og førte mejeriregnskabet. Han var tillige formand og regnskabsfører for ”Kalklejet i Østerby”, og i ”Gødningsforeningen”, formand for Ventrevælgerforeningen i Faaborgkredsen, revisor i ”Sydfyns Diskontobank”, og i flere år var han kommunal revisor o.s.v. - Ja, han var en virksom mand. - Vi havde nogle lykkelige og gode år i vort kønne hjem. Vi sagde også tit: ”hvor har vi det dog godt”, vi syntes bedre end andre mennesker, og kunne undres over, at vi vedblivende måtte have det så godt. Vi kunne da også undertiden vedføje ”men vi ved jo ikke, hvad der er i vente til os”; og modgang og sygdom kom jo omsider.

Det var i sommeren 1923 vi blev klar over, at der var noget alvorligt på færde med A. J. Han havde i længere tid forud haft svært ved at få luft, hvis han anstrengte sig med arbejde. Jeg havde da foreslået ham, at gå til læge, men det ville han ikke høre noget om, han mente, at det var den astma, som lægerne havde sagt, han havde anlæg for, og som han ikke troede, lægerne kunne hjælpe ham for.

Først da han begyndte at blive hævet i ansigt og på hals, forstod vi, at der var noget alvorligt på færde, og først da søgte han læge, og det var også på høje tid. Røntgenfotograferingen viste, at han havde en svulst mellem lungerne. Efter lysbehandlingen i Odense var det imidlertid til vor store glæde, som al dårligdommen var blæst bort. Det blev dog kun en frist, hvad lægerne også havde været klar over, for hver 3. måned skulle han røntgenfotograferes. Det gik på til december 1924, så måtte han igen til Odense og have lysbehandling, og atter i aug. 1925.

Den 25. oktober på vor 36 årige bryllupsdag var vi for sidste gang sammen i Ryslinge Kirke, og gik til alters der. - Og den 30. oktober havde vi den glæde at kunne være med ved Johannes’ bryllup i Lyngby. Det blev hans sidste udrejse; for straks derefter var det også, som kræfterne var udtømte. I november 1925 blev han fotograferet sidste gang, og da var overlæge Christensen klar over, at det nu kun ville være spild af kræfter og penge, at få ham til Odense, da lysbehandlingen nu ikke mere kunne virke på ham.

Og så blev det en lang og trang tid for ham. Til tider var hosten meget slem, og han led af åndenød. Det var særlig strengt i april 1926, hvor han i nogle dage led frygteligt af åndenød. Da troede vi, at nu var stunden kommet, at vi skulle skilles, og han bad mig hilse børnene og takke dem, for alt, hvad de havde været for ham.

Men det gik den gang, som så mange andre gange siden - som vi troede, at nu kunne det ikke gå længere, blev han igen bedre, og derefter begynde at være oppe lidt igen.

I stille vejr kunne han sidde i gyngestolen ude på verandaen. Han elskede naturen, sin have, og frem for alt virksomhed. Det var så svært for ham, at arbejdet blev taget fra ham, at han skulle sidde uvirksom hen. Min tale om at han havde fået fyraften, efter af han havde gjort et godt arbejde, var ham ingen trøst, men han kunne da udbryde: ”tænk, at kunne vågne op om morgenen til virksomt liv”! - Da sygeplejersken en gang tidlig om foråret kom ind til ham, og præsenterede sine ny lange gummistøvler og sagde: ”sådant er par skulle du have på, og ud og trave i sneen”, så udbrød han: ”ja gid jeg kunne, så ville jeg gå ud af bagdøren med beskærersaksen i hånden og så ville jeg synge ”op sjung og glæd dig Danmarks søn”!

Ja, hans gode humør og hans viljestyrke hjalp ham over meget. Lægerne kom her tit, prøvede snart et, og så et andet, og så begyndte han på den daglige indsprøjtning af morfin og åtmysol, to gange daglig. Det sidste halve år lå han helt hen. - Jeg vil så gerne være tålmodig, sagde han, - og han var tålmodig, for det blev ham en lang ventetid. ”Jeg frygter ikke for døden”, kunne han sige, ”men jeg frygter for, hvis dette skal vare i flere år”, og når smerterne var over ham, så lød det atter og atter, ”kære Herre, hjælp mig, hjælp mig, luk døren op for mig”. - Den megen morfin han fik, friede ham nok ikke alene for smerterne en tid, og gav ham ro nogle timer, men den var vel også skyld i den underlige tilstand, han havde om dagen. Så snart han faldt lidt i blund, arbejdede tankerne og han talte næsten uafbrudt. Det var mest om hans arbejde på de forskellige områder, som han havde syslet med i sine velmagtsdage. Det kunne lyde næsten som en tale, og undertiden var det som han talte med folk, han spurgte, og han svarede, akkurat som han var vågen. Jeg har også i den tilstand hørt ham bekende troen, og engang sang han et vers af ”Kirkeklokke, ej til hovedstaden”. - Det kunne til tider smerte og knuge mig, at se min kære store mand ligge sådan, det var, som han gled fra mig ud i det tågede, og jeg kunne være så angst for, om der ville komme den tid, da han også i vågen tilstand ville glide ud i det tågede, og derved også fra samlivet med mig. Det sparede Gud os for. Vi fik lov at være sammen til det sidste. Vi kunne tale sammen, bekende vor tro sammen, den tro, der havde bundet os sammen fra første færd, og til sidste - og jeg kan sige, gør endnu - da følte vi ret, at vi hørte sammen, og at intet kunne skille os, trods døden. Jeg sagde engang til ham ”ja nu går du først, og siden kommer jeg; jeg er så aldeles sikker på, at vi skal mødes igen, og når jeg skal bort herfra, da er du med til at hente mig hjem” - med Guds hjælp, føjede jeg til, ”ja sig det med, sagde han, Gud velsigne alle jer, der bliver tilbage” ”og dig lille far”, ”ja, jeg er jo godt faren”, sagde han, ”og det er I jo også, når I selv vil - og det vil I jo nok”, føjede han til.

En tid var han så dårlig, så jeg ikke turde gå i seng, men vågede om natten. Vor gode og trofaste Marie Nielsen, som var hos os det sidste år, for at jeg helt kunne være hos ham, blev så oppe nogle timer først, og så stod jeg op. Det var underligt at sidde der og vente på, at morgenen skulle bryde frem. Vi havde det som en lille verden for os selv, den store verden med al dens larm og uro var vi lukket ude fra. Vor verden var kun indenfor de fire vægge. Så lå det så nær, når jeg sad der ved nattetide, når tankerne gid opad, da at trække gardinet til side, se op mod himlen, om der ikke skulle være et lys og en hilsen derfra. Jeg husker en gang, hvor jeg trængte til en sådan hilsen, at jeg gik hen og kiggede ud, og da var der en stor klar stjerne (jeg så kun den eneste), og så udbrød jeg: ”å tak, nej du slipper os ikke”. - Han var klar over sin sygdom og vidste, hvor det bar hen, og at kun den store læge kunne hjælpe ham. Han havde bedt om, at få billedet af ”den store læge” hængt op ud for hans seng. ”Jeg mangler ham til at sejle min skude over på den anden kyst”, sagde han; ”hvor tit har jeg ikke set hans blik søge op til hans styrmand”. Det billede om sejladsen til den anden kyst havde han allerede brugt 40 år forud ved en lejlighed, da han syntes, han måtte give afkald på jordisk lykke. Han skrev nogle vers, hvoraf sidste lyder: ”lad jordiske håb og længsler kun glippe - min evighedslængsel jeg aldrig vil slippe - O Herre, giv styrke, giv kraft den at fremme - Og før du min skude mod kysten derhjemme”. - På ham, synes jeg netop de ord passer = ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord - med øjet, som det skabtes himmelvendt, lysvågent for alt stort og skønt herneden, men med de dybe længsler velbekendt, kun fyldestgjort af glans fra evigheden”.

En gang bad han om at få sin mors breve at læse. Han syntes, han var kommet sine forældre nærmere, sagde han.

Mærkværdigt nok, kunne han også følge med i regnskab. Ved min hjælp afsluttede han sit årsregnskab i Millinge Brugsforening i december 1926 (han havde dog i flere måneder haft lidt lejet hjælp dertil). Han havde da været formand i 27 år - og en dygtig formand, tør jeg nok sige, anerkendt af foreningen; og som et synligt udtryk herfor, blev han af bestyrelsen overrakt den store sølvskål, fyldt med dejlige frugter, på sin sygeseng juleaftensdag. Dette var en stor overraskelse og glæde for ham. - Og så kom vor sidste juleaften. Jeg tændte vort lille juletræ, som var anbragt i en urtepotte, og stillede et på en taburet i nærheden af sengen. Kun Marie var sammen med os. Jeg læste juleevangeliet og vi sang ”Julen har englelyd” og ”Dejlig er jorden”, og far sang med hele tiden. Så bekendte vi troen og bad fadervor sammen. Det var en underlig bevæget og vemodig juleaften, vi var jo klar over, at det nok var den sidste juleaften, vi fik lov at være sammen.

Og så gik dagene atter, stille og ensformige. Han var et tålmodigt og tillige et taknemligt menneske. Han var taknemlig overfor Gud, overfor vore børn, ”vi har nogle gode børn”. Hvor var de også flinke til at komme hjem og se til ham, trods de lange rejser fra Sjælland og Jylland. Han var taknemlig overfor pastor Thorvald Knudsen, Ryslinge, som af sig selv kom flere gange og tog os til alters. Den sidste gang, han var her, sagde far bagefter: ”Hvor er jeg glad for at han kom; han kom som han var kaldet - og det var han nok også”. Og han var taknemlig overfor gode og trofaste venner, som besøgte ham. I nøden lærer vi, hvem der er vore venner; og det glemmes ikke. Og han var taknemlig overfor mig; det kunne gøre ham ondt, at jeg skulle gå over ham i den lange tid. ”Hvor fører du dog en glædeløs tilværelse for min skyld”, men jeg kunne svare ham, at sålænge jeg havde ham, var min tilværelse ikke glædeløs; jeg havde ikke følt det som en byrde ved hans sygeleje, men var taknemlig for, at jeg måtte pleje ham og være hos ham: Nu bagefter synes jeg, at jeg sikkert kunne have været meget mere for ham.

Og så kom den sidste dag 29. april. Han var måske nok mere syg den dag, dog ikke sådan, at jeg fandt det nødvendigt at blive oppe om aftenen. Efter at han havde fået sin indsprøjtning og vi gik til ro, sagde jeg, som så mange gange før: ”når du nu vågner og der er noget, jeg kan hjælpe dig med, skal du kalde på mig”. Og så kaldte han, da klokken var elleve. Han var så syg, men vist nylig vågnet. Jeg hjalp ham tilrette, men mærkede snart, at der var forandring. - Og så lød det igen: ”Kom Herre, hjælp mig, tag mig hjem”. Det var det sidste jeg hørte. Åndedrættet blev svagere og svagere og - til sidst hørte det ganske stille op - han var kommet hjem, min trofaste og ædle ven, hjem til ”Livets land”, som han havde længtes efter.

Mor