19-årig tjenestepige

Anders Jørgen, Ryslinge højskole, Haastrup, Vesteraaby præstegård, Askov højskole, Bryllup

Mine første ungdomsår henrandt stille og roligt derhjemme; vi kom kun lidt sammen med andre unge end os selv; til bal kun én gang om året, det var, når der var skovbal i ”Enemærket”, der fik vi lov at komme med, ikke til andre baller. - Engang kom en danselærer til byen, han tilbød, at hvis han måtte bo derhjemme, så måtte vi tre yngste piger komme med gratis. Vi var svært opsatte på det - men det blev ikke til noget. Vi var skuffede, men senere kunne vi godt forstå, at vi intet havde tabt derved. - Vor tid gik temmelig rolig og ensformig med arbejde, og med den fornøjelse, vi selv kunne skaffe os. Humør var der jo mer eller mindre i os.

Senere kom vi med til noget, vi kaldte logilder. Det var voksne børn fra tre gårde foruden os, der slog sig sammen, og skiftedes til at danse i deres lo, efter musik af en harmonika. En lygte eller to var hængt op i et hjørne af loen. Om vi fik kaffe, husker jeg ikke, men vi morede os storartet. En gang havde vi dog danset så længe, så vi ikke gik i seng. Det var far utilfreds med, hvad ikke var så sært, og jeg blev sammen med tjenestedrengen sendt ud i ”bjergene” at samle sten. Det var jo mindre fornøjeligt.

Da jeg var 19 år gammel, kom jeg ud at tjene hos gårdmand Rasmus Rasmussen i Nørremark. Det var flinke og gode folk. Jeg passede køer, malkede, foruden alt andet forefaldende arbejde i en bondegård, sammen med datteren.

Jeg var der et år, og fik 50 kr. i halvårlig løn, hvad jeg syntes var en meget stor sum. Det var de første penge, jeg havde tjent, og fået håndgribeligt. - Så var jeg atter hjemme et år, hvorefter jeg kom til ”Ryegård” ved Haastrup hos min søster Birthe Kirstine, som var blevet gift med sin fætter Christen Sørensen. Her begyndte et nyt liv for mig. Det var som at komme til en anden slags mennesker her i Haastrup, her var højskoleluft, om jeg så må sige, og her var en anden ungdom, end den, jeg havde kendt. (Jeg kom fra de tørre egne!).

Hver lørdag aften om vinteren var vi i friskolen, hvor lærer Thomas Jørgensen Nørrelund læste højt og fortalte for os. Det var festaftener for mig, jeg kunne glæde mig hele ugen til den aften, og meget dårligt vejr skulle det være, om jeg ikke kunne gå derop. Der blev også sunget meget, og før vi skiltes, holdt Thomas Nørrelund aftenandagt.

Det var, som om vi var én stor familie. Undertiden fik vi lov at lege en times tid efter oplæsningen, og det var noget, der gik med liv og lyst og sang. Der traf jeg sammen med Anders Jørgen og mange andre gode unge mennesker.

Da jeg havde været på Rye et halvt år, rejste jeg ved maj 1885 på Ryslinge Højskole. Det blev for mig nogle uforglemmelige måneder. Mit højskoleophold der står i en særlig glans for mig. Alfred Poulsens foredrag, hans morgenandagt, sangen, samlivet o.s.v. En stor støtte havde skolen i pastor Karl Poulsen, som kom og holdt foredrag to gange om ugen. Og ikke mindst ved, at vi kunne gå i valgmenighedskirken der hver søndag. Den første søndag var jeg til alters der, sådan en altergang havde jeg ikke kendt før. - I Ryslinge har jeg haft mit sandelige hjem, og jeg ser med tak tilbage på, hvad jeg modtog derfra. - Fru Hedevig Poulsen havde gymnastik med os i den historiske lade i præstegården (der var den gang ingen gymnastiksal). Af redskaber havde vi kun en trapetz, og gulvet var af ler, og ikke videre jævnt, men fornøjeligt gik det alligevel. Det var den første sommer Alfred Poulsen holdt skole for kvinder. Vi boede fire piger sammen på et lille værelse, og jeg delte seng med Marie Olsen fra Stevns. Den gang gik det mere primitivt til. Vi skulle hver møde med ½ sengs klæder, altså - to i hver seng! Efter skoleopholdet har Marie og jeg haft forbindelse med hinanden i over 50 år.

Marie kom nemlig efter skoletiden til Haastrup Mejeri som mejersker og husbestyrerinde for Anders Jørgen, og jeg kom samtidig atter til Rye. Marie var i besiddelse af et sprudlende humør, så hun passede godt i forholdene på mejeriet, hvor hun var ene kvinde; men hun skulle nok hævde sig blandt sine mandlige omgivelser. Der var energi i Marie, og det var vel også nærmest hende, der fik sat kvindegymnastikken i gang i Haastrup. Det var den gang noget nyt. Vi var en 10-12 deltagere og havde gymnastiklærer tilfælles med karlene, der lige havde haft en mand på kursus. - Der blev så også oprettet en gymnastikforening, hvor jeg nød den ære at blive medlem af bestyrelsen tilligemed Marie Ellegaard, Anders Jørgen og to karle.

Anders Jørgen blev selvfølgelig formand; han var den fødte fører for ungdommen. - Der skulle jo så undertiden holdes bestyrelsesmøde, som altid foregik på mejeriet, og det var noget, der vakte glæde, når der en dag var anbragt en seddel i mælkespanden, hvorpå indvarsledes til bestyrelsesmøde på mejeriet. Når så det saglige var tilendebragt, begyndte legen. Der var ikke megen plads at røre sig på.

Haastrup Mejeri var et af de første på Fyn, og både mejeri og beboelse var meget lille og beskedent. Fra indgangen kom vi først ind i et lille bitte køkken, derfra ind i stuen, som heller ikke var stort; dernæst var der et ganske lille soveværelse. Ja, husrummet var lille, men hjerterummet var stort; hvor har vi dog tilbragt mange fornøjelige og gode timer i den lille stue, sammen med gode unge mennesker. Vi sluttede altid af med sang. - Underligt nok, da jeg i begyndelsen besøgte Marie, ønskede jeg, at A.J. ikke var hjemme, jeg var ligesom lidt bange for ham, eller jeg følte mig ham så underlegen, han sagde så meget, og jeg var så kejtet og tilbageholdende. Men det varede ikke længe, inden jeg syntes, der var ikke noget ved det, når han ikke var der. Påskedag den 25. april kom han og Marie ud og ville have mig med op på ”Trebjerg” at se solnedgang. Vi kom ikke på bjerget, men derimod i skoven. Det var en så forunderlig dejlig aften og tur, og vi har altid siden set på den som vor fælles ”fødselsdag”, hvor gnisten tændtes, som aldrig slukkedes, selvom vi den dag ikke var os det fuldt bevidst. Jeg havde fået sympati for ham, han var så ædel i al sin færd, en mandig og lys skikkelse. Og dog skulle der endnu gå en tid, gennem tvivl og modstridende tanker, gennem bøn om hjælp og klarhed, til vi nåede den faste forvisning, at det var os to, der skulle køre sammen. Og så blev pagten sluttet mellem os ved juletræsfesten i Haastrup Friskole den 30. december 1886. - Forholdet mellem os blev holdt hemmeligt et halvt år, og vist kun få anede noget derom. Brevvekslingen gik flittig pr. mælkespand, hvad heller ikke blev opdaget. Chr. Sørensen var blevet formand i mejeriet, så der var jo også af og til ærinde til formanden! Om lørdag aften mødtes vi i friskolen, undertiden i en nærliggende skov, hvor ingen forstyrrede os. Vort forhold er mig en glæde at tænke tilbage på; hver aften før vi skiltes, bekendte vi troen og bad fadervor sammen. Vi ville gerne have Vorherre med i vor pagt, der har fulgt os hele vort liv, og deri ser jeg vor største lykke, eller kilden til vor lykke.

Den 19. juni 1887 tog vi ringe på, sikkert til stor overraskelse for mange, og med forskellig opfattelse af det parti. Det var så sikkert også den særlige grund til, at Anders Jørgen blev sagt op i sin plads, hvad jeg tog mig nær, og ikke mindst de derpå følgende avisartikler, som var anonyme.

Vi vidste dog godt, hvor de stammede fra; men dèr, som altid mødte A.J. modstanderne på en saglig og fordragelig måde, han kom aldrig med stiklerier, men kæmpede med blanke våben, og har altid underskrevet med sit navn, hvad han har ført frem. - Han fik flere tilbud som mejeribestyrer, også fra Svanninge, som han tog imod, og maj 1888 rejste vi begge fra Haastrup, A.J. til ”Egedal”, som da var under opførelse, mens jeg som husholdningselev rejste til Vesteraaby Præstegård.

Om livet i en præstegård fra den tid, vil jeg så fortælle lidt. Jeg var fæstet til, at jeg ingen løn skulle have, men for lærdommen udføre husligt arbejde; og som det lød ”ikke holde mig for god til noget arbejde”, gøre stuepigegerning og lave herskabets mad. Husstanden, som jeg fik med at gøre, bestod af pastor Krohn, hans frue, der var syg. Kapellan Øhlenschlæger, tre døtre, en selskabsdame og en sygeplejerske. Da der var avling til præstegården, var der tillige en kokkepige, en lillepige, en karl og en havemand. - Jeg måtte op kl. 4 om morgenen for at nå, hvad jeg skulle udføre. Der skulle gøres rent i stuerne og på værelserne, laves mad, dækkes bord, vartes op og vaskes op; og efter to måneders forløb måtte jeg tillige overtage sygeplejerskens plads ved den syge frue, klæde hende på, spadsere med hende op og ned ad gulvet, køre hende i sygevogn ude i haven, klæde hende af om aftenen o.s.v., foruden alt mit andet arbejde. Jeg fik lært at bruge fødder og hænder. - I borgerstuen blev folkenes mad indtaget. Det var et temmelig uhyggeligt rum med stengulv. Det undrede mig i begyndelsen at se, hvor afmålt mange ting til folkene var. F.eks. til kaffe eller the havde frøkenen på en tallerken afmålt sukker i en lille bunke til hver især, og særlig forundret var jeg over et bræt med 5-6 fordybninger (på størrelse med hulningen i en spiseske), det var beregnet til smør eller fedt til folkenes mad, glat strøget - et hul pro persona - så kunne hver især sørge for at få fedtelsen til at slå til, til den ønskede mængde brød.

Livet i en præstegård er jo tit bleven skildret som noget særligt idyllisk, hvad jeg ikke særligt fandt her.

Præsten var en gammel stiv velærværdighed, meget aristokratisk og utilnærmelig. Han sagde du til alle, men forlangte selv De. Det var med frygt og bæven, vi bankede på hans dør, når vi blev sendt derop i et ærinde; enten lød der så et tordnende ”kom ind”, eller også han ikke svarede, så var vi lige til vi rystede, prøvede så med endnu en frygtsom banken, hvorefter det tordnede, eller vi trak os stille tilbage med den besked, at præsten ikke svarede. Han var meget præcis, og krævede det samme af os. Når han kom ned i spisestuen på slaget, så skulle maden være der.

Når han om søndagen kørte til annekskirken i Aastrup, holdt ”den lille lukkede” for døren, også på klokkeslæt, og så skulle jeg også være der, lukke døren op for velærværdigheden, og lukke igen. Ligeså når han kom tilbage, skulle jeg være der og lukke ham ud igen. Det gik meget stift og standsmæssigt til. I kirken brød jeg mig ikke om at høre ham, derimod syntes jeg så godt om pastor Øhlenschlæger, der da også var et almindeligt menneske.

Juleaften i en præstegård skulle vi jo også vente måtte være højtidelig og festlig. Denne var alt andet. Fru Krohn, som var adelig, var blevet opfødt på Brahetrolleborg, og grevinden der havde hvert år skænket et juletræ til præstegården, hvor 10 fattige børn fra sognet blev indbudt. Det store smukke træ stod i salen, og tidlig på juleaften kom læreren med børnene.

Træet blev tændt og de gik rundt derom og sang en salme.

Vi piger, karlen og havemanden fik lov at stå i døren og kigge ind til dem. Børnene fik så nogle nødder, æbler og lidt knas (om de fik et klædningsstykke, husker jeg ikke), hvorefter de listede af. Der sås ingen strålende glæde hos dem. - Vi andre listede også fra døren og ud i den uhyggelige borgerstue, hvor julegrøden blev indtaget af folkene, og vi mærkede ikke mere til julehøjtid. Det var en fattig juleaften. - Det skal dog siges til familiens ros, at de var meget flinke og gode imod mig, og at de gerne ville, jeg skulle lære noget, og have udbytte af mit ophold hos dem. - Men glad var jeg alligevel, da året var omme, og jeg sammen med søster Christine rejste til Askov Højskole maj 1889. Opholdet der står dog ikke for mig i den glans, som Ryslingetiden. Af lærerne satte jeg særlig pris på professor Poul la Cour og Begtrup.

Ved skolens ophør til aug. rejste vi begge atter til Rye. Mit bryllup var bestemt til 1. oktober, men blev på grund af ryesøsters lange sygdom efter Jørgen Ryes fødsel, udsat til den 25. oktober. -Dagen oprandt med strålende solskin, det havde frosset om natten, og luften var kold og klar. Begge mine ryesøstre pyntede mig som brud, før vi kørte til ”Egedal”. Karl Poulsen fra Ryslinge (hvortil vi var sognebåndsløsere) viede os i Svanninge Kirke. Kun min gamle far, Christen Sørensen, søster Christine og Johanne Storm var med i kirke. Teksten i brudetalen kan samles i sangen ”Ser til fuglene i luften” (om mand og kvinde). Det var et lille og beskedent bryllup, vi holdt; der var jo ikke plads til mange på mejeriet. Tre af mine søstre var ikke med, to var syge, og Hansine, der tjente i København, ville ikke rejse hjem, når det ikke skulle være et stort bondebryllup. Johanne havde hidtil været husbestyrerinde for Anders Jørgen. Dagen var dog ret festlig under de små forhold. Ved middagsbordet hold Poulsen en tale ud fra de ord, han havde set syet på en dug: ”Snehvid dug er bordets pryd, kærlighed er hjemmets lykke, nøjsomhed er husets dyd, gæstfrihed det bedste smykke”. Hen på dagen var det blevet gråt og koldt med støvregn, så vi havde fået ild i kakkelovnen, og jeg mindes tydeligt, at vi i skumringen sad nok så hyggeligt inde i dagligstuen og sang flere sange ”På det jævne”, ”Fremad er verdens vilde røst”, ”Et jævnt og muntert virksomt liv på jord”, o.s.v., mens det lyste så kønt ud i stuen fra kakkelovnen.

Og så begyndte et nyt afsnit af mit liv på: