Julen

Af minderne fra min barndom hører også julen. Den gang kendte vi hverken til juletræ eller julegaver, og dog var der glans over den. Der skulle til at begynde med bages til jul. Det foregik i den store ovn, og var en hel begivenhed for vi børn. Rugbrødsdejen blev lagt aftenen forud, og næste morgen tidlig (ca. kl. 3) skulle der begyndes for at få det hele til side til den sædvanlige optid. Der skulle bages hvedebrød, julekager, og ikke at forglemme, prossekager i store lerfade. Der skulle steges flæskestege, ligeså udblødte, saltede lammebove til smørrebrød. Der skulle bages ”knepkager”, og ikke mindst pebernødder, som vi børn måtte hjælpe til med. Når ovnen så var varm (der blev fyret med risbrændeknipper), blev ilden raget ud med ”ovnsragen”. En ”viv” (halm fastgjort i enden på en lang stang) blev dyppet i vand, og med denne blev ovnen i en fart fejet for at få asken bort; så blev et lys (en pind omvunden med en strimmel lærred, der var smurt tang på) sat i det første rugbrød, der kom i ovnen, for at lyse op derinde, så der kunne skaffes plads til alt det, der skulle derind.

Og så gik det i en fart at bære brød til ovnen, sætte det på ”skydslen”, mens en anden skød dem ind og satte dem på plads. Når alle rugbrød var kommet ind, kom turen til franskbrød, julekager, prossekager, stege m.m., og til allersidst pebernødderne. Det var meget spændende og fornøjeligt.

Dagen før juleaften lå noget festligt i luften. Johanne bagte æbleskiver om eftermiddagen, karlene fejede gårdspladsen, der blev sat juleneg op til fuglene, og der blev skåret hakkelse til hestene (ved håndkraft naturligvis), så den kunne vare juledagene ud. Ja dette lyder sikkert ikke festligt i nutidsøren, og dog kan jeg endnu mærke det festlige og forventningsfulde i det fra dengang. Så kogte Johanne suppe (af salt svineryg), det var den stående højtidsnadver, derefter fik vi kødet med hvis peberrodssovs. Om vi fik nogen dessert, husker jeg ikke.

Når måltidet var til ende, kom salmebøgerne på bordet. Far læste aftenbønnen i salmebogen for den dag i ugen, juleaften faldt på, derefter foldede han sine hænder på bordet, og bad med sin dybe og alvorlige stemme: ”O Jesu Christo, vær mig arme synder nådig, und mig lykke og råd, visdom og god forstand. Bevar mig fra al ulykke, fra en hastig og brat dåd. O. Gud, tag aldrig din helligånd fra mig, reger mit hjerte, bevar min tunge, fri mine hænder fra det onde, og lad alle mine tanker, ord og idrætter komme, O Gud, dig til lov, pris og ære, mig og min næste til nytte og velfærd, og det for din søns, Jesu Christi skyld, som med dig lever og regeret, én sand Gud fra evighed til evighed, Amen!” Fader vor, du som o.s.v. Derefter blev der sunget nogle julesalmer. Senere kom pebernødderne frem, som vi spillede kort om, og ud på aftenen fik vi æbleskiver.

Julemorgen var også festlig og usædvanlig, for da skulle hele huset have æbleskiver på sengen! Og Johanne var naturligvis den, der skulle opvarte. Hvor smagte de vidunderlige de æbleskiver, vi fik på sengen julemorgen! Jeg synes aldrig, jeg har smagt sådanne æbleskiver siden. Og hvor var det morsomt at ligge vågen og vente, mens hun var nede hos karlene og inde hos far, til turen kom til os. Og sikken humør, vi var i. - Det var i de dage, hvor folk var nøjsomme og glade for lidt.