Mejeriet Egedal

Det var ikke ganske let for mig at finde mig tilrette og bevæge mig i de nye forhold, en del uselvstændig og tilbageholdende, som jeg var. Her var jo en del folk - og endnu flere udenom; jeg har sikkert tit og ofte båret mig kejtet og forkert ad. Vi fik heldigvis mest lov til at være hjemme, og kom vi endelig ud, var jeg så ilde stedt i koneselskab. Jeg syntes slet ikke, jeg havde min plads der, jeg følte mig snarere som en grøn tøs; jeg har sikkert ikke sagt flere ord, en jeg var nødt til. Bedst befandt jeg mig i de unges selskab; men allermest glad ved at få lov at være hjemme hos os selv. Her var så solrigt på ”Egedal”, syntes jeg, både ude og inde, og sådan nogle hyggelige aftener vi havde. Anders Jørgen læste op for os, mens vi sad ved vort håndarbejde. Vi fik bøger fra læseforeningen i Faaborg (og var altså ikke indskrænket til, som i vor opvækst, at almanakken var vor eneste skønlitteratur!), her kunne vi altså få så mange bøger vi ville.

Tiden gik, og vi fik noget nyt og stort at tænke på = jeg skulle bliver mor - en forunderlig tanke og følelse; hvor ofte bad jeg ikke, at det barn, jeg skulle føde, måtte blive velskabt, og blive til velsignelse.

Den 29. jan. 1891, efter et uroligt døgn, meldte sig en lille dreng hos os, og aldrig har jeg vist været så taknemmelig, end i den stund smerten var ovre, og en lille sund og velskabt dreng lå i min arm.

2. påskedag blev han døbt i Haastrup kirke af pastor Karl Poulsen, og fik navnet Johannes (der betyder nåderig). Han var ret et yndigt barn, med et par forunderlig dejlige øjne. Han var så god og nem at have med at gøre, ikke ond og arrig, som så mange andre børn. Men han var meget langsom i det, noget sen til at gå, for ikke at tale om, at han var fjorten måneder, før han fik sin første tand! - En lydig dreng var han også.

Nede i haven stod et lille æbletræ med kun ét æble på, og Hansemand havde fået at vide, at han ikke måtte tage æblet. Hvor mange gange har vi ikke fra køkkenvinduet været vidne til, at han på sine små ben jokkede derned, gik om bag træet og så på æblet; når han så var gået derfra og kommet lidt op ad gangen, fristede æblet igen, og han måtte atter ned og se på det - men han tog det ikke. - Det gik jo lettere for ham, når min far kom ud til os. Så snart han var blevet sat ned, fik Johannes lov at undersøge de store dybe lommer i hans frakke, og der fandtes gerne æbler eller nødder til ham. Morfar og Johannes kom godt ud af det sammen.

Den 6. november 1892 kom der så en lillesøster (søndagsbarn), og Hansemand var meget interesseret i hende. Den første dag kom han og kastede et spil små kegler op i sengen til hende, hun skulle være med til at spille. Men mest interesseret blev han dog, når hun kom op og skulle vaskes og have rent tøj på, så stod han ved siden og så nøje til; når så svøbet var viklet af hende, og den lille krop rigtig kom til syne, kunne han overrasket udbryde: ”Ben, ben”, hun var jo ellers en lille bylt, der ingen ben havde! Så strøg han hende hen ad kinden og sagde ”bød” ”god”.

Kun 9 dage gammel den 15. november blev den lille søster døbt i Haastrup Kirke (også hendes fars dåbsdag). Hun fik navnet Kirstine efter hendes farmor. Den lille søster var fra første færd en rask pige, og jeg så straks i hende min alderdoms trøst og støtte. Hurtig i vendingen og udvikling gik hun ene, før hun var et år. Johannes ville gerne have hende med ud, og når jeg var betænkelig derved, trøstede han med ”jeg passer hende”, og så tog han så fast om hendes hånd, og de spadserede ud; men gavtyven sad i søster, så snart de kom lidt udenfor, smuttede hun fra ham, og løb så stærkt, hun kunne, ned mellem ribsbuskene, mens hun holdt armene i vejret for grenene, og så lo hun, mens Johannes løb bagefter til han igen fik et forsvarligt tag i hendes arm. - Hun havde stort besvær med at holde sig ved jorden, når der da var nogen, hun kunne komme op på. Hun var ikke engang to år, da jeg en dag fra køkkenvinduet, ser til min store skræk, at søster er kravlet op ad en stige, der stod op til vallepumpen, og står og kigger ned i pumpen. Johannes stod nedenfor. Han var ikke særlig modig, så det lød gerne: ”Tør du det søster?” og søster, hun turde altid! Så rolig jeg kunne, råbte jeg ud til hende: ”kan du stå rolig, så kommer mor ud til dig”, og ud ad køkkenvinduet med mig i en fart, og op på stigen og fik hende halet ned. - Birketræerne i haven havde også en stor tiltrækningskraft for hende, og tit og mange gange har hun været deroppe. - Fra loftet krøb de gennem en luge ud på det den gang flade tag over stalden. Også derfra kunne jeg til tider, til min skræk, se dem springe omkring, og høre søsters jubelråb.

Et under er det, at hun ikke tiere kom galt af sted: der siges jo også, at lykken står den kække bi; men mange gange måtte hun dog føle, at hendes forvovenhed ikke kunne gå helt upåvirket hen. Hun sprang jo op, og måtte derfor tit falde ned. En gang løb hun lige fra perronen og ville ned i maskinrummet, hvor der plejede at stå en trappe. Denne var uheldigvis taget bort, og søster faldt på hovedet ned på cementgulvet. To gange er hun faldet i kælderen, og kom godt fra det; men tit fik hun selvfølgelig en bule i hovedet, og undertiden var den ikke væk, før den næste kom; men det tog søster ikke så nøje. En gang havde hun spist et søm, da fik vi en ordentlig skræk i livet. Også det kom hun godt fra. Så har hun en gang gået med en nikkelknap i næsen i flere dage! Det blev først opklaret rigtigt, da knappen kom til syne. Jo søster har prøvet noget fra lille af. De to børn var ret et par modsætninger. Det var næsten, som det var pigen, der var dreng, og omvendt; hun den hurtige og forvovne, der skulle gøre vej, og han, den stilfærdige. Og som søster kunne slide og snavse sit tøj; hun ville endda så gerne være pæn, og hun syntes dårligt om, når vi undertiden truede hende med, at vi kom til at sy en kjole til hende af en sæk, for der var da noget at slide på.

- Rasmus Peder Jensen var i flere år deres gode ven. Når Johannes stod ved køkkenvinduet på den lille stol, som morfar havde lavet til ham, og han så Rasmus Peder komme nede på vejen, råbte han ned til ham: ”Gatyv Assum Petersen, du er en gavtyv” (hvad han selv havde lært ham).

Søster, der stammede rædsomt, kaldte ham Radde, radde, radde Peter! Han kom sommetider om aftenen og spillede Sorteper med dem, og så havde han æbler med til dem. Når han så blev Sorteper, græd han, hvad der morede dem kosteligt. Når han pløjede udenfor mejeriet, kunne søster godt følge ham fure op og fure ned. Hun var meget snaksom og meddelsom. Jeg er sikker på, at hun har fortalt Rasmus Peder en masse; han spurgte ud, og hun skulle nok svare. - Johannes kunne så imens gå i have og eng og plukke de nydeligste buketter, som han så kom og forærede mig. Han havde rigtig øje for blomster; jeg tænkte, der blev en gartner af ham. En gang kom han dog galt af sted med sit gartnervæsen. Fra køkkenvinduet kunne jeg iagttage dem i haven, og så kunne jeg en dag ikke begribe, hvad det dog var, Johannes havde for nede bag ribsbuskene under pæretræet.

Da jeg kommer derned, ser jeg til min forbavselse, at der ligger han omringet af alle de unge gulerødder, som han havde trukket op og båret dem derhen. - Det som fulgte efter, har jeg fortrudt. Jeg ser ham nemlig angst kigge op på mig og sige stille: ”du må nok slå mig”. Hvor rørende. Og jeg, jo jeg kendte så lidt til børneopdragelse, at jeg sagde: ”ja, du har fortjent det, og så skal du også have”, og jeg slog ham virkelig. Tit og mange gange når jeg har tænkt på dette bagefter, har jeg kunnet angre, at jeg kunne behandle ham sådan, når han tog det på den måde. Såvidt jeg mindes, er dette den eneste gang, jeg har tugtet mine børn - og fortrudt det.

Da Johannes var 3 ½ år sad han en dag sammen med nogle andre børn ude i vejgrøften, da lærer Mikkelsen kom gående med sin forlovede, som han ville ud og præsentere. Så snart de kom indenfor døren, udbrød Mikkelsen: ”Det er en velopdragen søn, De har”, for da de lige var kommet forbi børnene, var Johannes gået ud på vejen, set efter dem og sagt. ”sikken et par no’ne”. (kæresten havde nemlig gået og villet skubbe ham i grøften, fordi ”han gik så stiv som en gammel klokker”, sagde hun). Men det blev ikke ved det. Johannes kom snart ind, og da kærestefolkene havde lidt håndgemæng, havde hun fået en lille rift, og derover ville han kysse hende. ”Du må ikke kysse pigerne”, sagde Johannes. ”Hvem siger det? sagde Mikkelsen. ”Det gør far”! Da Mikkelsen så ville tage hende på skødet, udbrød Johannes: ”Nej, nu bliver det for sødt” - Det var noget tidligt, han optrådte som pædagog - og overfor en pædagog.

Søster var som sagt, den der plejede at gøre vej og svare for dem. Det gjorde hun også en dag, da lærer Brøndum og Frue gik forbi dem udenfor. ”Hvad hedder I” spurgte fru Brøndum. og søster svarede straks: ”jeg hedder Kedisa og Adde han hedder Hansemand”, hvad fru Brøndum ikke er blevet klogere af.

En særlig god ven havde de i vor mejerist Augustinus Uth, og det var gensidigt, det venskab. Jeg tør nok sige, at han var lige så glad ved dem, som de ved ham. Han var som deres storebror. Hvor kunne han synge og lege med dem. Jeg kan se dem endnu, når de tre gik i ring på gulvet og legede, f.eks. ”Adam havde syv sønner, se hvordan søster sprang, når de kom dertil”, sådan gjorde de alle. Når aftensmaden så var indtaget, var det blevet skik, at så tog Hammann den ene, og Aug. den anden op at ride. Søster sprang op på Puffen og råbte utålmodigt: ”Jehe Øggi Dida, Øggi”, og når hun så også kom op på ryggen, gik de to mejerister deres aftentur ned gennem Dalhbilds Gyde og op ad Rasmus Peders Vej med de to små ryttere. Johannes kaldte Aug. Kastimus, søster kaldte ham Dida, det kom hun nemmere fra. - Så skulle Aug. være soldat, og det skal ikke siges om søster, at ”ude og øje, var ude af sind”, for Dida var stadig i hendes tanker og tale. Hun havde en lille blikspand, og i den blev gemt mange forskellige sager til Dida, som han skulle have, når han kom hjem; om det så var syltetøj i et lille glas, var det gemt hen til ham. Når der kom nogen til os i den tid, betroede hun dem straks, at ”hun havde dyltet til Dida”.

Den aften, han skulle komme på besøg, var hun med pigerne langt ud ad landevejen for at møde ham. Hun stod op på en stentrappe og råbte så højt, hun kunne: ”Dida, men det hjalp ikke, de måtte vende om, og på vejen hjem faldt hun i søvn, bedst som de gik, så pigerne måtte bære hende resten af vejen. Da jeg klædte hende af, vågnede hun op med de sørgelige ord ”Dida kom ikke”. - Om natten kom han, og det var rørende at se ham næste morgen tidlig stå inde ved hendes seng og se på hende. Tårerne stod ham i øjnene. Soldaterfrakken havde han taget af, at den ikke skulle virke fremmed på hende. Der blev selvfølgelig gensidig glæde, da hun vågnede og kom i tøjet. Spanden kom ned, og syltetøjet frem, hun sad på hans skød, og de spiste hver anden skefuld.

På Johannes’ 5 årige fødselsdag fik de den lille Anna. Det var selvfølgelig også en stor begivenhed for dem. Hun blev hjemmedøbt allerede 2. februar, da pastor Poulsen den dag skulle til Haastrup. Begge børnene var inde og overværede dåben; jeg kan endnu så tydeligt se dem stå lige så stille på gulvet hen imod køkkendøren, og være optaget af det; mens den lille Anna lå i min arm og vedblev at se op på mig, som om hun forstod øjeblikkets alvor. Anna betyder ”elskelig”, og hun svarede til sit navn. De to større var meget glade for hende. Når de løb rundt om bordet (en meget yndet sport), så lød det i kor og takt: ”lille bitte Anna, lille søster Anna, lille trutte Anna”, og så forfra igen i lange baner.

Den 3. juli 1896 skulle moster Sine have bryllup, og hun holdt så bestemt på, at Johannes og søster skulle med i kirken. Jeg var ikke dristig ved det, men hun blev ved sit, at det ville være et skår i hendes glæde, hvis de ikke måtte komme med. De skulle gå lige foran brudeparret; de andre søskendes børn skulle også med, men de var alle sammen større. Resultatet blev, at de skulle med, og bryllupstadsen kom i orden. Dagen oprandt, og vi kom af sted til Svanninge, hvor brylluppet skulle stå i vor fødegård. Så skulle vi til kirke, og processionen satte sig i bevægelse med alle børnene i spidsen, de største foran, og de to mindste trissede af sted foran brudeparret. Nu havde jeg givet søster så mange formaninger om, at hun skulle være stille i kirken, men aldrig så snart var vi sat ned i stolen, for det lød (ikke just hviskende): ”næsen er lang”. Åh, hvor jeg blev bange, jeg kunne hvert øjeblik frygte, at søster tog ordet, så det var mig en lettelse, da præsten sagde amen, og det var gået godt. - Der var dog en ting, som søster ikke syntes om, og det var, at pastor Johansen helt overså hende, da han efter vielsen gik ned i kirken og ønskede brudeparret tillykke, og med det samme hilste på brudefølget, han hilste også på Johannes, der sad ovre ved siden af sin far, og så kunne han ikke se hende, der sad mellem mor og bedstemor, da han hilste på dem. Bagefter sagde hun, at hun kunne da nok høre, at ”Broddi ka’ bræge

Jeg gik altså lettet ud af kirken. Børnene gik nu sidst, og altså de to små allersidst. Johannes havde fået stråhatten baglæns på, så båndene hængte ham ned i ansigtet, men det gik alligevel. Der var også dem, der sagde, at han plukkede blomster undervejs i vejgrøften.

Anna var den største fra begyndelsen af, men hun var langtfra den kraftigste lidt længere hen. Der var meget sygeligt og nervøst over hende, der ytrede sig på forskellige måder. Når de præcis kl. 7 hver aften sagde godnat til hele selskabet, og gik ind for at klæde sig af, kunne der undertiden komme en sådan skræk over Anne for, at ”ræven kom ind ad vinduerne til dem”. Hun kunne klamre sig så fast til mig, ”far skulle komme derind o.s.v.” - Jeg ved ikke hvor hun havde fået den angst for ræven fra. Jeg syntes aldrig, der blev fortalt skrækhistorier for dem. Eller når de, hvad der var en stående regel, skulle i bad lørdag aften, så hørte det sig til at få koldt vand ovenpå det varme bad, og det havde Anna skræk for, så kunne hun tigge, om hun måtte være fri for det kolde vand; men så protesterede de andre to ”jo det skal hun ha’, når vi skal, skal hun også”; hun kunne da té sig så ynkeligt, at hun undertiden blev fri for det kolde. - Det kunne ellers tit gå lystigt til med badningen, og gjort vrøvl, når der blev lavet ”knagevand”. Jeg ved ikke, hvem af dem, der opfandt det ord. - Men når vaskeprocessen ellers var overstået, var det jo dejligt med de nyvaskede rene børn i de rene skjorter, så var de godt tilpas, og så satte jeg mig ind til dem som sædvanlig hver aften, bad Fadervor med dem, og sang en eller flere aftensange for dem, f.eks. ”Nu lukker jeg mit øje” - ”Jeg er træt og går til ro” - ”Sov sødelig” - ”Herre vær os altid nær” o.s.v.

Mon I kan huske noget af dette? - Dette aftensæde inde hos børnene kunne jeg ikke godt undvære, og betroede ikke gerne nogen andre at følge dem i seng; var jeg ude, ville jeg gerne hjem til de skulle i seng; eller hvis vi skulle ud om aftenen, da at følge dem i seng først.

Det var ikke fordi, vi ikke kunne overlade dem til vore folk, vi havde som regel nogle folk, der var gode mod vore børn. Der kan i særdeleshed fremhæves Mathea Nielsen, Petrine Storm, Kathrine Jensen, Karen Jensen og Karen Hansen, hos dem var børnene i gode hænder. Af mejerister skal særlig nævnes Augustinus, Sigurd Aaes og Otto Nohns.

Den første var hos os i ikke mindre end tre perioder, og han og Anna blev særlig indtaget i hinanden. Under sit sidste ophold hos os var han tit tung i sind på grund af kærestegrublerier, men Anna kunne han ikke stå for. Mange gange har jeg sendt hende af sted til ham, uden at hun anede, hvad mission, hun udførte, men hun kunne live ham op, den elskelige lille tøs, hun var. - Fang mig, råbte hun så til ham, og så løb hun alt, hvad hun kunne, men når han så var lige i hælene på hende, gjorde hun i en fart omkring, og løb lige i favnen på ham, og så lo de begge. Så kunne Aug. udbryde, hvad han gjorde så tit: ”Anna, du er den vildeste a ved!” ”Du er og den vildeste a ved”, svarede hun så undertiden. Han havde givet hende så mange kælenavne, som hun med den største alvor kunne opremse, når nogen spurgte hende, hvad hun hed. Så kom først navnet, og så ”solstråle”, ”gavtyv”, ”kælepotte”, ”skæmmel” og ”den vildeste a ved”. - Synge kunne hun så ganske tidlig, hun havde sådan en ren letbevægelig stemme. Hun kunne overraske os med, at hun kunne synge en mængde melodier. Den første, jeg mindes, hun sang, var: ”Her kommer Jesu dine små”. H. Jørg. Møller har bedt hende mange gange, når han som formand kom og lagde penge i, om at synge den for ham - men Annas stemme var ikke til den pris. Overfor fremmede var hun meget genert og tilbageholdende; kun hendes nærmeste vidste, at der bag det stille og tilbageholdende ydre gemte sig en rigtig skælm og spilopmager.

I moster Sine havde de også en særlig god ven; utallige er de gange, de tre spadserede derom, også sammen med vore to ”Hektor”, de var lige interesserede deri alle fire. Moster Sine forstod ret at gøre det festligt og fornøjeligt for dem; god mad og drikke fik de også; hun var ret en børneven.

Søster ville da også en gang være god mod moster Sine, og så ville hun give hende ”sirup med gryn”, som søster kaldte det - det var ormefrø! Men søsters livret!

Når moster Sine og Peder Jensen kom op til os om aftenen, blev der rigtig liv i børnesangene. Når moster Sine så kom ind og ville ”klaske” dem, så var de rigtig i humør. Når hun så atter var gået ind i stuen, kunne det lyde i kor derindefra: ”moster Sine, moster Sine, hele verset ud på melodien. ”folkeligt skal alt nu være”. Jo, moster Sine hun forstod rigtig at gøre sig afholdt af børnene, hun kunne lege med dem, feste for dem, både til sin fødselsdag, juletræ og mange andre gange, så det var ikke så mærkeligt, at de gerne ville derom.

Da pastor Johansen en 2. juledag holdt børnegudstjeneste, tog jeg Johannes med derned. Da vi så gik hjemad, spurgte jeg ham, om han kunne forstå, hvad præsten sagde. Ne-j, sagde han - syntes du ikke også nok, at det var sådan en bitte tysk! Det var han første kirkegang, når undtages, at han havde været med til moster Sines bryllup.

Så kom tiden, da han skulle begynde på sin skolegang, og det gik ikke så let til en begyndelse. På grund af de dårlige forhold i Svanninge Skole, ville vi nødig have ham derned. Vi forsøgte så, at få en lærerinde i huset. Vi fik også flere tilbud, men det førte ikke til nogen. Til sidst gik vi så ned til snedkerkonen i Svanninge, som havde en lille privat pogeskole, og bad hende læse med ham. Der gik han nogle måneder, før han kom i Millinge Skole. Jeg syntes, han var lidt tungnem, kunne ikke lære de tabeller, jeg havde skrevet op til ham. Men han havde kun gået i skole ganske kort, før Brøndum spåede, at ”han blev et regnegeni”! Så det var nok mig, der ikke havde forstået, at fange an på den rigtige måde med ham. Der var dog en metode, som lærer Brøndum brugte i sin skole, Johannes ikke syntes om, og det gjorde jeg så sandt heller ikke. Om morgenen, når de skulle begynde på skolen, lod Brøndum børnene skiftevis remse Fadervor op - det skulle vel kaldes morgenandagt! Kunne de ikke komme ordentlig igennem, var det ikke fri for, at de blev skammet ud, og Johannes tænkte med skræk på, når det blev hans tur. Jeg havde aldrig forsøgt på at lære ham Fadervor udenad, men kun bede det med og for ham. Dette forhold varede dog ikke længe, da Brøndum på grund af alder tog sin afsked. Efter et års tid at have haft hjælpelærer, kom Lauritsen til Millinge. Han var en lærer, der faldt i børnenes smag. Johannes udbrød en gang ”kunne jeg bare blive sådan en mand som Lauritsen - han er en rigtig mand - lige en svend med skæg”!

Tidligere havde han haft et andet ideal, nemlig Tordenskjold. Han kunne gå rundt på gulvet der hjemme med sangbogen i hånd, og synge begejstret og længe om Tordenskjold, og når han blev stor, ville han til søs, og så ville han have eget skib at føre o.s.v. - Søster havde ikke så eventyrlige fremtidsplaner, nej ”når hun blev stor, så ville hun være gårdkone”, for så kunne hun da få lov til at malke!! - Også hun begyndte sine daglige studier hos snedkerkonen, men søster var ikke begejstret; når hun om morgenen skulle af sted, kunne hun grædende udbryde: ”nu skal jeg i skole igen”. Da hun kom til Millinge var der intet i vejen. - Da Anna skulle i skole, var forskolen i Millinge oprettet og Anna elskede sin lærerinde frøken Frederiksen.

Fra deres skoletid mindes jeg et træk med glæde. Det var, når de kom hjem fra skole (og jeg var i stuen ved siden af), da at høre deres så snart de kom indenfor døren ”hvor er mor? Det lød som musik i mine øren. - Eller når jeg havde været ude, og kom hjem igen, da at høre Anne sige: ”jeg har længtes på dig!” Ja, det er lykkeligt, at blive savnet.

Mejeristerne havde engang taget Johannes med til en gymnastikopvisning i Faaborg, hvad han var meget optaget af; der var særlig et drengehold fra Fejrup, som gjorde indtryk på ham. ”De var så tykke her, fortalte han, og slog sig for brystet, og for yderligere at demonstrere, gav han sig til at marchere i stram holdning. Ja, gymnastik interesserede ham - men derimod ikke dans. - Der kom nemlig en danselærer til Millinge, og Johannes og søster måtte komme med, men Johannes udbrød: ”Jeg er da heldigvis ikke så tovlig!” Søster kom så heller ikke med før senere, da Anne kunne være med. De sagde ikke som Johannes, men dansede med liv og lyst, og det blev ikke ved ét kursus, det blev to, og det meldte sig tredje gang, ville Anna atter med; men nu syntes jeg dog, det blev for meget af det gode, og satte mig derimod, hvad Anna tog mig ilde op og udbrød: ”Du er også så missionsk”! ja, Anna dansede - og hun tog tillige folk af - hun kunne danse som Johannes Christensen, Christian Major, Johannes Engholm, og jeg ved ikke hvor mange; men så snart hun begyndte at optræde, kunne vi straks se, hvem det var, hun efterlignede. Det var altså hjemme, hun optrådte sådan, ude holdt hun sig på måtten og lukkede sin mund. - Da hun og søster var med hendes gode ven Thomas (mejerist) i besøg i hans hjem i Svendborg, og samtidig i Boltinge for at besøge Johannes der, blev der fortalt, at hun hverken ville snakke eller spise. Da de kom herhjem efter to dages forløb, var det første, hun foretog sig, at slå madskabets døre op og tage sig et par rundtenommer, og så sang hun dertil! Nu havde hun atter fået mund og mæle.

Årene gik, og snart nåede vi den tid, hvor den ældste skulle ud af reden; det piner. Ved september 1904 skulle Johannes begynde på konfirmationsforberedelse hos Karl Poulsen i Ryslinge, med ophold hos boelsmand Jens Nielsen i Boltinge, og samtidig gå i Ringe Efterskole hos Laura Rasmussen.

Far og Johannes cyklede derhen, og jeg stod ude på mejeriets græsplæne og vinkede, til de forsvandt bag Ravnebjerg. Det var første gang - siden er der vinket utallige gange til børnene, før de forsvandt bag Bakken - og jeg følte savnet.

Vi ønskede, og ville dem det bedste, og derfor sendte vi dem bort. Vi vidste, at de kom under god påvirkning både i kirke, skole og hjem, hvortil de blev sendt. At vore opdragere er et stort kald; vi ville så gerne hjælpe dem frem til det bedste i livet; men hvor er vi små og skrøbelige, hvor har jeg tit følt, at jeg ikke var den opgave voksen, at kunne leve så rigt og kønt i pagt med det største i tilværelsen, så børnene uvilkårligt blev draget med derind i. Jeg har følt mine brøst og svagheder; men ét har jeg kunnet, og kan den dag i dag, bede, ikke alene for mig selv, men lige inderligt for mine kære, at Gud vil se i nåde til os, og kendes ved os, trods alt.