Min skolegang er der ikke meget at fortælle om.
Vor skolestue var ikke særlig hyggelig; den lignede jo ikke nutidens. Der var fire lange borde med vedhængende bænk på hver side, de to til drenge, og de to til piger. Rengøringen af skolen blev besørget af pigerne i ældste klasse, der skiftevis (en bænk ad gangen) hver fredag aften efter skoletid fejede gulvet, derefter strøede sand på, og tørrede borde og bænke af. Den gang kendte vi ikke andet fodtøj til skolebrug end træsko, så smukt kunne gulvet jo ikke være efter en uges forløb. Som pigerne havde rengøring, havde drengene også noget, de skulle. Skiftevis (også en bænk ad gangen) skulle de møde i kirken om søndagen, gå op i koret for at hjælpe til med sangen, og var der barnedåb, skulle én gå ud, når prædikenen var endt og hente vand hos degnen til døbefonten. Læreren var også gammeldags, det vil sige, han var ”hører og smører”.
Der blev daglig uddelt prygl. Vi havde megen udenadslæren, havde bibelhistorie, Balles lærebog (der var lang og streng at komme igennem), derefter Luthers Cateikismus foruden nogle salmer. Den viden vi fik, blev til dels remset og banket ind i os, i religion gik det på remse, og svarene vi skulle aflevere, kunne vi også på remse; og kunne vi ikke få den til at gå, vankede der. I geografien gik det hele også på remse = byer, floder, indsøer o.s.v., fik vi først fat i den rigtige ende, så kunne vi nok lire det hele af! - Læreren var først og fremmest naturvidenskabsmand, astronomi, fysik og botanik havde hans særlige interesse, og der tror jeg, han var forud for sin tid. Han var sikkert ikke kommet på sin rette hylde.
Efter hans eget udsagn var hans gerning i børneskolen for ham, som at gå i et slaveri. Min skoletid står altså ikke særlig strålende for mig.