12-15 sept. Retræte Vadstena

Retræte i Vadstena

Torsdag den 12.september til søndag den 15.september 2013

Med Pilgrimspræst Birgit Berggrensson

Skriv eller ring til Birgit og hør nærmere, hvis du vil med bbsprog@email.dk.eller mobil 31 13 22 16 

LIVET ER EN BØN

De fleste af os er omgivet af støj og uro; hvad enten vi er på arbejde eller hjemme har vi glemt, hvilken ro det giver i sindet og hvor mange tanker, det sætter i gang at være omgivet af stilhed. 

Har du brug for at lukke verdens larm ude i et par dage? Lyder en forlænget weekend uden radio, tv, internet og mobiltelefon og snak tillokkende? 

Så tag med på en stilleretræte med pilgrimsvandring i Vadstena Sverige. Her er der lejlighed til eftertanke, til at finde mere ind til sig selv og til at blive lidt klogere på livet. 

Vandringen er en indre vandring i den ydre vandrings form. Vi hører om vandringer i Bibelen, Jesus vandrede rundt med sine disciple, der var valfarter i middelalderen og senere, der har været missionsrejser og tiggermunkenes vandringer. Gud kalder til opbrud på forskellig måde.

Vadstena Pilgrimscenter 

Retræten finder sted på Pilgrimscenteret i klosterområdet i det naturskønne Vadstena ved bredden af Vättern. 

Den hellige Birgitta er tæt knyttet til byen hvor hun i midten af 1300tallet fik nogle af sine åbenbaringer. En klosterstiftelse er nu den lille bys centrum, som hvert år tiltrækker mange pilgrimme. 

Birgitta blev erklæret helgen i 1391. Birgittas kloster i Vadstena blev færdigbygget under hendes mangeårige ophold i Rom, hvor hun døde i 1373, 70 år gammel. 

Hendes kendte pilgrimsbøn lyder: 

”Herre vis mig den vej, jeg skal gå,

Og gør mig villig til at vandre den.” 

I dag står kirken og en stor del af det oprindelige klosteranlæg tilbage. 

Et nyt kloster blev grundlagt i 1935. 

Den nuværende by har bevaret sit middelalderlige præg. Der er etableret et pilgrimscentrum ved den store klosterkirke. Pilgrimscentret indbyder til vandringer, retræter, bøn, samtaler om religion, hvile og rekreation. Vadstena er som i senmiddelalderen fortsat et levende kirkeligt centrum og pilgrimsmål.

Retrætens indhold

Dagene vil indeholde andagter tilrettelagt som tidebønner (morgenbøn, middagsbøn og aftenbøn), meditation og vandringer samt messe i klosterkirken. Om aftenen brydes stilheden en time til deling af tanker (for dem, der vil,) og der er under forløbet mulighed for en individuel samtale med en præst. Retræten er et samarbejde mellem pilgrimspræst Birgit Berggrensson og den svenske pilgrimspræst i Vadstena, men det meste vil foregå på dansk. 

Torsdag aften går vi ind i stilheden og den brydes igen efter frokost søndag.

Pilgrimspræst Birgit Berggrensson

Sideløbende med mit mangeårige virke som lektor og uddannelsesleder færdiggjorde jeg uddannelsen til præst og blev ordineret til at være pilgrimspræst i Frederiksborg Valgmenighed. Derudover er jeg i år begyndt som præst for danskere i Småland, som jeg har haft en tilknytning til gennem mere end 40 år. Min interesse for pilgrimsvandringer og retræter begyndte for 15 år siden og blev styrket af min vandring på Caminoen i Spanien i 2001 og deltagelse i retræter i Vadstena. Jeg har fundet stor inspiration hos den tidligere biskop i Linköping, Martin Lönnebo, forfatter til ”Kristuskransen” og ”Væven” fordi han utrætteligt taler for, at vi skal lære at elske stilheden. Jeg er i kontakt med Martin Lönnebo og håber, at han vil indlede retræten for os.

Retræter skal ikke erstatte gudstjenesten i kirken, men være et supplement til at finde tilbage til kristendommen for moderne mennesker.

Praktiske oplysninger

Vi tager fra Københavns Hovedbanegård torsdag kl. 10.12 (mødetid kl. 10.00) med ankomst Mjölby kl. 13.44. 

Hjemrejse fra Mjölby søndag kl. 16.13 og ankomst til København H kl. 19.47. 

Togrejsen fra København til Mjölby tager 3½ time og derfra er der 12 minutter med bus til Vadstena. 

Vi forsøger at rejse på en gruppebillet. Prisen afhænger af hvor mange som rejser. Skriv hvis du vil med på grupperejsen. 

Retræten foregår på Pilgrimscentrum Vadstena og overnatning kan vælges i pilgrimscentret eller på vandrerhjemmet, som ligger 5 min. gang derfra. Prisen omfatter rejse, valgt overnatning, alle måltider inkl. mellemmåltider, og der er kaffe, te og alkoholfrie drikkevarer og frugt ad libitum under opholdet.

Deltagerne medbringer selv sengelinned og håndklæde. 

Tilmelding og nærmere oplysning om tid og pris til pilgrimspræst Birgit Berggrensson på bbsprog@email.dk.eller mobil 31 13 22 16

Detaljeret program og rejseinstruktion sendes til deltagerne senest 2 uger før afrejse.

OBS! Max. 16 deltagere.