Navngivning

Navngivningsreglerne for kemiske forbindelser opdateres løbende til at være mere og mere systematisk. Derfor er de regler, der er præsenteret i diverse lærebøger ikke nødvendigvis de gældende regler.

Ioner

Positivt ladede ioner (metal-ioner)

Metalioner navngives efter navnet på metallet efterfulgt af -ion.

Na⁺ hedder således en natriumion.

Har samme grundstof mulighed for flere forskellige ladninger, er der to muligheder

1. Metalionen navngives med et oxidationstal (ladning) mellem metallets navn og -ion. Fe²⁺ hedder således en jern(II)ion og Fe³⁺ hedder en jern(III)ion.

2. Metalionen navngives med ionens ladning med fortegn mellem metallets navn og -ion. Fe²⁺ hedder således en jern(2+)ion og Fe³⁺ hedder en jern(3+)ion.

Negativt ladede ioner

Koncepteter lidt det samme, som for de positivt ladede ioner. Der tilføjes blot -id i stedet for -ion. Desuden forkortes navnet på grundstoffet ofte for at give et mere mundret navn. Cl⁻ hedder således chlorid, mens O²⁻ hedder oxid.

Det er muligt at angive ionens ladning. Cl⁻ kan således kaldes chlorid(1−), og O²⁻ oxid(2−). Man angiver ikke oxidationstal i navnet på negative ioner.

Oxoanioner

Oxoanioner er sammensatte ioner, der er opbygget af en centralt atom samt et antal oxygenatomer. Man kan ikke ud af ionens navn, se hvor mange oxygenatomer, der er i ionen, eller hvilken ladning den har. Disse navne har rødder i traditionen

Navnet på en oxoantion tager udgangspunkt i navnet på det centrale atom på samme måde som for de negativt ladede enkelt-atom-ioner, men der tilføjes -at i stedet for -id. Således hedder SO₄²⁻ sulfat, mens ClO₃⁻ hedder chlorat.

Variationer

Nogle ioner har ioner, der kan betragtes som variationer over samme ion. Svovl danner to oxoanioner; SO₄²⁻ og SO₃²⁻. Den første hedder som skrevet ovenfor sulfat, mens den sidste hedder sulfit (ikke at forveksle med sulfid). Generelt betyder -it i stedet for -at "et oxygenatom mindre". Er der et oxygenatom mere, kaldes den per-navn-at, og er der to oxygenatomer mindre kaldes ionen hypo-navn-it. Dette vises bedst ved et eksempel

ClO₄⁻ hedder perchlorat, ClO₃⁻ hedder chlorat, ClO₂⁻ hedder chlorit og ClO⁻ hedder hypochlorit.

Pas på: MnO₄⁻ hedder permanganat, men det er MnO₄²⁻ der hedder manganat. MnO₄³⁻ hedder hypomanganat.

Systematiske navne

Der er indført systematiske navne for oxoanionerne, men de bruges sjældent. SO₄²⁻ hedder tetraoxidosulfat(2−) mens SO₃²⁻ hedder trioxidosulfat(2−). De tilsvarende navne for de ovennævnte chlor-oxoanioner er

ClO₄⁻ hedder tetraoxidochlorat(1−), ClO₃⁻ hedder trioxidochlorat(1−), ClO₂⁻ hedder dioxidochlorat(1−) og ClO⁻ hedder oxidochlorat(1−).

Ionforbindelser

Ionforbindelser opbygget af to forskellige ioner navngives med først den positive ions navn (uden -ion) efterfulgt af den negative ions navn.

NaCl hedder således natriumchlorid (natrium + chlor + id).

Der skal ikke navngives efter, hvor mange der er af hver ion. Et par eksempler:

CaCl₂ hedder calciumchlorid, og ikke calciumdichlorid.

Fe₂O₃ hedder jern(III)chlorid eller jern(3+)chlorid.

Koordinationsforbindelser (komplekse forbindelser)

Ligander

Når negativt ladede ioner fungerer som ligander, sættes et -o på ionens navn. Chlorid ( Cl⁻) bliver således til chlorido. I tidligere navngivning var chloro, hvilket nu er forældet. Et par andre ligander har også skiftet navn.

Tabellen på s. 361 i Aurum 2 bliver således til

Central-atomet

Når komplekset er positivt ladet bruges metallets gængse kemiske navn. Når komplekset er negativt ladet tages der udgangspunkt i metallets latinske navn, og der tilføjes -at.

Ladning eller oxidationstrin

Man kan enten angive kompleksets samlede ladning eller centralatomets (metal-ionens) oxidationstal (ladning).

De eksempler, der er angivet på s. 361 i Aurum 2 bliver således til

Fe(H₂O)₆³⁺: hexaaquajern(III) eller hexaaquajern(3+)

Fe(CN)₆⁴⁻: hexacyanidoferrat(II) eller hexacyanidoferrat(4−)

Øvrige kommentarer

Bemærk at man nu ikke laver sammentrækning. hexa + aqua → hexaaqua og ikke hexaqua.

Ligesom i det tidligere system alfabetiseres efter ligandens navn, hvis der er flere forskellige ligander:

Co(H₂O)₂(CN)₄²⁻: diaquatetracyanidocobaltat(II) eller diaquatetracyanidocobaltat(2−)

Her kommer aqua før cyanido.

Organisk kemi

Carbonhydrider

Uanset hvilke typer af bindinger, der er i carbonhydridet, skal det navngives efter den længste carbonkæde. Sidekæder med dobbelt- og trippelbindinger navngives ved at sætte et -yl efter det tilsvarende carbonhydrids navn.

CH₂=CH– hedder ethenyl (trivialnavn: vinyl)

CH₃–CH=CH– hedder prop-1-enyl (husk at angive E/Z-konfiguration)

CH₂=CH–CH– hedder prop-2-enyl (trivialnavn: allyl)

CH≡C– hedder ethynyl (skrives undertiden ethinyl)