Studieområdet på htx er egentlig ikke et fag, men det har en afsluttende prøve i form af SOP, og karakteren tæller som et A-niveaufag.
Det, man fokuserer på i Studieområdet, kan man kalde overfagligt – det ”ligger og svæver” ovenover de ”almindelige” fag. Overfaglighed betyder en faglighed, som er generel for alle fag og dermed i princippet kan læres i alle fag. For eksempel er det en overfaglig kompetence (også kaldt en tværgående studiemetode) at kunne planlægge et længere projektforløb. Man har måske lært det i Teknologi, men det kan også bruges, når man skal disponere sin tid i de andre fags projekter. Studieområdets viden og metoder kan altså læres i ét fag og bruges i et andet, og alle fag (undtagen valgfag) deltager i Studieområdet.
Det første SO-projekt, I skal arbejde med, handler om digital adfærd, identitet og etik i forhold til teknologi og kommunikation på internettet, herunder sociale medier.
I skal blandt andet arbejde med spørgsmål vedr. jeres egen digitale identitet og IT-sikkerhed. I kommer også til at undersøge, hvordan personlige data håndteres af de toneangivende platforme indenfor sociale medier.
Der indgår tre fag i projektet: Dansk, Engelsk samt Kom/IT eller Informatik.
Der vil være en række delopgaver i de tre fag, men som samlet afslutning skal I udarbejde en XXX (Video?), hvor I inddrager viden opnået i alle tre fag. Det præcise emne for hver gruppe aftales i løbet af lektionerne.
I de tre fag skal I bl.a. arbejde med følgende:
I skal primært arbejde med teori og baggrundsviden om normer og identitet på nettet, herunder sociale medier, med udgangspunkt i de første to kapitler i bogen ”Like” af Camilla Mehlsen & Vincent F. Hendricks (red.)
( https://digitaluddannelse.org/wp-content/uploads/2019/03/DUDE-_-LIKE-INDHOLD-2019-DIGITAL-VERSION.-enkeltsider.pdf )
I skal arbejde med en række konkrete sager, der involverer sociale medier og digital adfærd, så I opnår en solid baggrundsviden om mulige konsekvenser og personlige omkostninger ved at færdes på nettet. Dette arbejde tager udgangspunkt i kapitlet ”SoMe” i bogen Footprints af Mette Grønvold & Hanne Ohland-Andersen, Gyldendal 2017, tilgængelig via Systime.
I skal bygge viden om, hvordan de store sociale tjenester på nettet fungerer og hvilken betydning, det har for os som brugere. I kommer også til at arbejde med basal planlægning og udformning af kommunikation.
I skal undervejs undersøge forhold, der vedrører sociale medier og deres håndtering af personlige data. Herefter skal I formidle jeres viden og tilrettelægge målrettet kommunikation med afsæt i forskellige teorier om formidling og visuel kommunikation.