De fleste sociale ydelser gælder for alle, uanset om man er fattig eller rig - f.eks. folkepension, SU og børnepenge. Her er social lighed meget vigtigt.

Der er høje ydelser sammenlignet med de andre modeller.

Der er mange gratis ydelser - f.eks. lægebesøg og sygehus, biblioteker og skolegang.

Der er høje skatter og afgifter.

Der er stor social omfordeling. Det betyder, at de rigeste betaler mere i skat og således hjælper mange af de fattige - det hedder også "Robin Hood"-princippet.

Velfærden betales gennem skatter og ikke forsikring.

Sociale ydelser gives kun til de, der virkelig ikke har familie og ikke kan klare sig selv og ydelserne er meget lave.

Arbejdsløshedhed, pension og lignende betales ikke via skatten men via tvungne forsikringsordninger og hænger i det hele taget meget tæt sammen med beskæftigelse.

Personer, der ikke har tilknytning til arbejdsmarkedet, skal først og fremmest hjælpes af familien eller af frivillige hjælpeorganisationer.

Forældrene har forsørgerpligt over for børnene hele livet. Børnene skal også hjælpe deres forældre økonomisk, hvis der bliver behov for det.

De sociale ydelser er kun for de aller svageste i samfundet, og omfatter kun en meget lille gruppe mennesker - f.eks. Medicaid og Foodstamps.

Mange fattige er afhængige af private hjælpeorganisationer og mange af dem bliver "tabt på gulvet".

Man skal selv købe en forsikring der støtter i økonomiske tilfælde f.eks. arbejdsløshed, sygdom eller alderdom.

De sociale ydelser er minimale og er nærmest en slags fattighjælp.

Lave skatter og afgifter

Det er de rige som betaler 5% i skat for at financiere de sociale ydelser.