Keynes var englænder og nationaløkonom. Han blev født i 1883 og døde i 1946. Han blev bedst kendt for at have skabt den makroøkonomiske teori, som Keynsianismen bygger på. Han studerede matematik og filosofi på Cambridge universitetet. Efter endt uddannelse, arbejdede han i statsadministrationen som embedsmand. Her brugte han meget tid på at arbejde med sandsynlighed og logik. I 1936 udgav han en bog om sine økonomiske teorier - "The General Theory of Employment, Interest and Money".
Gennem livet skrev han mange bøger om økonomi og underviste i det.
Keynesianisme er en økonomisk teori, der handler om det totale forbrug i en økonomi og den effekt, det har på produktion og inflationen.
Keynes mente, at det er efterspørgslen hos private forbrugere, det offentlige forbrug, private/offentlige investeringer og eksporten der skaber dynamik og økonomisk vækst i samfundet.
I den keynesianske teori er det regeringen, der skal og kan regulere på BNP ved bl.a. at sørge for, at der er nok penge til rådighed til investering i at skabe fuld beskæftigelse. Hvis virksomhederne ikke kan skabe fuld beskæftigelse, så bør den offentlige sektor gøre det med det formål at få mange i arbejde samt at få den ekstra indkomst, som offentligt anlagt arbejde giver (multiplikatoreffekten).
Multiplikatoreffekten er et udtryk, der beskriver hvordan BNP udvikler sig, når efterspørgelsen stiger eller falder.
Man kan bl.a. bruge multiplikatoren til at afgøre, hvor meget BNP i et land stiger, hvis virksomhederne øger deres investeringer.
Lad os f.eks. sige, at staten beslutter at bygge en bro. De investerer 10 millioner i at bygge den. Foruden en bro får de nu også et stort antal bygningsarbejdere i arbejde. De får løn, som de går ud og bruger på forbrug. Lad os sige, at mange af dem vælger at få malet deres huse, hvilket igen giver ekstra lønninger til husmalerne. Altså spreder en øget efterspørgsel sig som ringe i vandet. Når det offentlige investerer, kommer der altså mere værdi ud af det end det, de investerer.
Skriv noter i jeres holdnotesbog.
Som afslutning på afsnittet om Keynesianisme, skal vi skrive ned hvad vi har lært.
I skal derfor nu bruge 10 min. på at skrive vigtige informationer ned om det økonomiske kredsløb og de forskellige begreber, vi har været igennem og lægge dem ind på padlet. Husk at skrive jeres navne i overskriftsfeltet.