Internettet består af et kæmpe netværk af computere og servere, som befinder sig overalt i verden. For at disse computere og servere kan sende data til hinanden, altså "snakke sammen", opfandt man i 1973 et fælles sprog eller et regelsæt, som definerer hvordan computere skal tale sammen. Dette fællessprog eller regelsæt kaldes også for en protokol. Internettets protokol kaldes Transmission Control Protocol (TCP). I dag kender vi internettets protokol som TCP/IP - IP står for Internet Protocol.
Gennem TCP kan forskellige computere oprette forbindelse til hinanden og sende datapakker frem og tilbage. Når du fx søger efter fodboldresultater på internettet, deler TCP din søgning (datastrøm) op i mindre datapakker og nummererer dem. IP sender pakkerne ud på internettet og sørger for, at du får svar på din søgning.
World Wide Web betyder verdensomspændende spind og blev opfundet af Tim Berners-Lee. WWW blev opfundet i 1989 og er et hypertekstsystem, som bruger internettets fysiske netværk.
World Wide Web er altså IKKE det samme som internettet. Men vi bruger i daglig tale ofte internettet eller bare nettet, som en samlet betegnelse for det computernetværk og det hypertekstsystem, der giver os mulighed for at surfe efter informationer fra hele verden.
Tim Berners-Lee skabte med World Wide Web de funktioner, som gør, at vi kan surfe efter websider. Det er de standarder, som gør, at vi kan navigere på nettet:
URL (Uniform Resource Locator) er den adresse, der står i toppen af alle websider og gør, at du kan finde den på din browser
HTML (HyperText Markup Language) er det "sprog", man bruger for at fortælle browseren, hvordan den skal vise de enkelte dele på en webside fx overskrifter, links eller tabeller
HTTP (HyperText Transfer Protocol) er den protokol, computeren bruger til at "snakke" med andre computere om adgang til websider
Oprindeligt, dvs. i 1990'erne, var internettet primært en platform for websider - også kaldet hjemmesider. Heraf var de fleste kommercielle og diskussions- og chatfora.
Bortset fra diskussions- og chatforummerne var de første websider alle typisk envejsmedier. Det var kun webstedets ejer der havde mulighed for at ændre indholdet, men det var – i modsætning til de trykte medier – nemt at ændre i indholdet. Man kunne også indbygge muligheder for feedback, men det var webstedets ejer der bestemte om noget af feedback'en skulle bringes på siden.
Omkring år 2000 begyndte internettet at skifte karakter. Dels blev hjemmesiderne generelt mere dynamiske, og dels voksede der en række interaktive såkaldt sociale medier frem, som fx indsamler og anvender data på en helt anden måde end tidligere. Når vi bruger internettet, afsætter vi en masse spor om bl.a. vores interesser som indsamles og bruges til at udvælge hvilke annoncer vi får at se. Det er smart, men også meget svært at gennemskue for almindelige webbrugere.
De sociale medier er ikke kun sociale, de er også effektive medier til spredning af såvel kommercielle som politiske og adfærdsændrende budskaber. Og især er Facebook og YouTube oplagte at benytte, både fordi de har så mange brugere, og fordi de gør det nemt at lave kampagner.
Udviklingen fra et internet baseret på envejskommunikation og til det mere dynamiske internet med fokus på brugerindhold kaldes traditionelt for henholdsvis Web 1.0 og Web 2.0.
Web 2.0 er den ’platform’ der så at sige tillader brugergenereret indhold, såsom et encyklopædi med åbent indhold, en blog, et forum eller lignende, og den største udvikling var at man nu kunne bidrage med sit eget indhold, når man besøgte en hjemmeside, det kunne f.eks. være ved at uploade et billede, en sang eller en video, det kunne også være i form af chat sider, hvor man vil kunne snakke med mennesker fra hele verden.
I Web 2.0 er det nu muligt at tilbyde tjenester som tillader brugergeneret indhold, tydelige eksempler på Web 2.0 er Facebook og YouTube. Begge disse sider tillader at man faktisk opretter sin egen bruger, uploader sit eget musik, sine egne billeder, eller endda sine hjemmevideor.
Web 3.0 er efterfølgeren til Web 2.0. Tilføjelsen i Web 3.0 er bl.a., at man oplever det som et mere avanceret internet, der kan kombinere oplysninger fra flere forskellige hjemmesider og det kan interagere med flere forskellige applikationer, så brugeren oplever større værdi ved en mindre indsats. Det kaldes også for det semantiske net.