min vej ind i filosofien

Fysik og matematik ledte ind i filosofien

På universitetet begyndte jeg med at læse fysik og matematik. I gymnasiet havde jeg fået interesse for kvantemekanik og havde været optaget af Bohrs diskussion med Einstein, således som Bohr selv har gengivet den. Og da jeg ikke kommer fra en akademisk familie, faldt det mig ikke umiddelbart ind, at man kunne læse filosofi. Ret hurtigt blev det imidlertid klart for mig, at min egentlige interesse ikke var at finde ud af, hvorledes man udformede en fysisk teori, som forenede kvantemekanikken med både den specielle og den generelle relativitetsteori, men at det var intellektuelt at gå et skridt dybere og at finde ud af, hvad der er den dybeste og absolut uomgængelige sandhed om verden og vor situation i verden. Derfor skiftede jeg til filosofi.

Diskussioner med Zinkernagel

Filosofistudiet var dengang en ret ensom affære, hvor man hovedsageligt studerede på egen hånd. Der var dog et vist aktivt diskussionsmiljø omkring Peter Zinkernagels idéer, som jeg kom med i, og i den periode diskuterede jeg meget med Zinkernagel selv. Som ham var jeg mere optaget af at tænke aktivt filosofisk end i at studere, hvad andre havde tænkt. Jeg var ikke filosofihistoriker, men filosof. Det var aldrig et selvstændigt mål for mig at finde ud af, hvad de forskellige store filosoffer har tænkt. Når jeg studerede dem - hvad jeg gjorde - så var det altid med det formål at finde ud af, hvad jeg selv skulle tænke.

Arbejdet med universitetets prisopgave

Da jeg således havde studeret og diskuteret et par år, udskrev universitetet en prisopgave med titlen “Der ønskes en kritisk redegørelse for diskussionen om den logiske atomisme i de forgangne 50 år”. Da det centrale værk i den logiske atomisme var Wittgensteins Tractatus Logico-Philosophicus, og da jeg var dybt fascineret af dette værk og af dets forfatter - her var en filosof, som forholdt sig til filosofien med samme indre engagement som mig selv - så gik jeg i gang med at besvare opgaven. Det lykkedes mig at få den færdig til tiden, og den blev belønnet med guldmedalje. Bedømmelsen, som står i Københavns Universitets Festskrift for 1968, begynder med, at “afhandlingen er meget særpræget både m. h. t. stil og emnebehandling”, og den slutter med, at “alt i alt finder vi, at den foreliggende afhandling er en så fortræffelig intellektuel præstation, og at besvarelsen er så fyldestgørende, at den fortjener at blive belønnet med universitetets guldmedalje”. Underskrevet af Johannes Witt-Hansen og Bent Schultzer.

Selvstændig filosofisk stræben som modsvar til tidsåndens relativisme

Arbejdet med guldmedaljeafhandlingen og især den intellektuelle konfrontation med Tractatus førte mig videre i min egen filosofiske stræben. Når fundamentet for den logiske atomisme fører ud i inkonsistenser, hvorledes kunne man så finde et holdbart alternativ: en filosofisk teori, som stod på et universelt forpligtende og konsistent grundlag? Det var min - og filosofiens - opgave, men det var ikke tidens. Tidsånden gik en anden vej, og det akademiske miljø degenererede. Først med den marxistiske og senere med den postmoderne relativisme. Det var og er åbenlyst selvmodsigende positioner, når man går ind i den filosofiske spørgen så dybt og forpligtende, som jeg gjorde og gør.

Filosofiens dybeste grundlag

Personligt arbejdede jeg med at finde filosofiens dybeste grundlag. Specielt i en stærk inspiration fra Kant. For ham var grundlaget selvbevidsthedens mulighed: fundamentet for hans transcendentale deduktion. Men gennem mit tankearbejde blev det klart for mig, at dette grundlag ikke var fundamentalt nok. Derfor foretog jeg et radikalt ryk. Jeg nåede frem til, at filosofiens fundamentale grundlag må være den indbyrdes afhængighed mellem betydningen af betegnelser og konsistensrelationer mellem påstande. Et grundlag, som jeg senere har formuleret på en anden - men ækvivalent - måde som: modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori. Og fra dette grundlag gennemførte jeg så en transcendental deduktion af det system af grundbegreber, der må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse og enhver mulig beskrivelse af vor situation som personer.

Det filosofiske grundspørgsmål i centrum

Dette udarbejdede jeg i en omfattende afhandling, som efterhånden fik en nogenlunde fast struktur. Men da den var helt uden for, hvad der på den tid beskæftigede det filosofiske miljø i Danmark, førte det til, at jeg ikke tog en almindelig universitetseksamen i filosofi. Mit hoved var simpelthen ikke indrettet til at kunne tage en sådan eksamen. Det var derimod indrettet til at tænke engageret og personligt forpligtet over filosofien - og det filosofiske spørgsmål - selv. Ganske som Wittgenstein var jeg “plaget” af filosofi; og jeg hævder min filosofi med samme overbevisning om endegyldighed, som han gjorde i Tractatus. Blot mener jeg at have ret, hvor han tog fejl.

Med tiden gjorde jeg flere forsøg på at få folk i det hjemlige filosofiske miljø til at læse min afhandling, men det var ikke nogen succes. Konfrontationen med mit manuskript stillede krav om, at de skulle tænke på en måde, som de ikke var “gearet” til. De skulle tænke egentligt filosofisk, men deres uddannelse havde kun gjort dem i stand til at tænke filosofihistorisk. Det satte mig i en vanskelig situation. Jeg skrev på et lille sprog, som ikke læses af mange, og hvor jeg ikke kunne finde genklang, selvom mine tanker krævede universel gyldighed. Hvordan skulle jeg finde en vej ud?

Kontakt til Georg Henrik von Wright

I denne situation skrev jeg til Georg Henrik von Wright. Jeg vidste, at han som svensk-finne kunne læse dansk. Og jeg vidste desuden, at han som elev af Wittgenstein og som Wittgensteins efterfølger som professor i Cambridge måtte have en personlig baggrund for at kunne forstå, hvorledes en alvorlig forpligtelse på den filosofiske opgave kan tage sig ud. Svaret fra von Wright var tøvende, men positivt, og jeg sendte ham afhandlingen. Efter nogen tid fik jeg en længere kommentar, som jeg besvarede, så godt jeg kunne. Det var første gang en kompetent filosof gik ind og forsøgte helt konkret at finde huller i min argumentation - i stedet for blot at trække sig tilbage fra diskussionen. Og det førte til en langvarig korrespondance på adskillige hundrede sider, hvori min filosofi blev diskuteret i sin gradvise udvikling og præcisering. Indtil det endelig i 1994 førte til udgivelsen af Det uomgængelige. I forbindelse med at forlaget Rosinante skulle udgive en af von Wrights egne bøger, Myten om fremskridtet, skrev han til forlaget, at de burde se på mit manuskript. Da von Wright samtidig tilbød at skrive et forord til min bog, blev den antaget.

Modtagelsen af Det uomgængelige

Umiddelbart vakte bogen en vis opsigt og førte til større anmeldelser i flere aviser. Men i det filosofiske miljø på universiteterne var der ingen genklang. Ingen forsøgte at gå ind i en diskussion om gyldigheden af den filosofiske position, som jeg fremførte i bogen. Det så ud som om, man var ude af stand til at forholde sig til original filosofisk tænken.

Udvikling af min politiske filosofi

Men betød min bogudgivelse ikke, at jeg kom i egentlig diskussion med de filosofiske miljøer på universiteterne, så betød den i stedet, at jeg kunne begynde at udvikle en politisk filosofi, og at jeg ud fra den kunne skrive kronikker, hvori jeg forholdt mig til forskellige prekære politiske problemer, som den akademiske verden havde svært ved at forholde sig rationelt og fordomsfrit til. Det var problemer omkring asylpolitik, om forholdet mellem jura og politik - specielt om gyldigheden af menneskerettighederne - og om forholdet mellem religion og politik, som det var blevet skærpet på grund af den muslimske indvandring og de dermed følgende forsøg på at realisere sharia-lovens påbud. På alle disse felter var politikken præget af fordomme og af uvidenhed om, hvad der var ved at ske; og her søgte jeg at bidrage til oplysningen gennem nøgterne politisk-filosofiske analyser. Denne virksomhed førte til, at mit egentlige filosofiske forfatterskab blev suppleret med en politisk-filosofisk dimension, således som man kan se i de bøger, som jeg efterhånden har fået udgivet.

Vildfarne modstrømninger i stedet for egentlig filosofi

Desværre er det stadig ikke lykkedes mig at få en egentlig og alvorlig filosofisk diskussion med det filosofiske miljø i Danmark. Det er mit indtryk, at dette miljø er blevet intellektuelt mindre ambitiøst og mindre interesseret i egentlig filosofi og mere fanget af at følge med tidens filosofisk vildfarne modestrømninger. Man har opgivet alvorlig og rationelt forpligtet filosoferen til fordel for at tilegne sig de tanker, som tænkes på bjerget, og som kan kvalificere én inden for det etablerede system.

Hvad skal man mene om en akademisk verden, som ikke engang selv er i stand til at afsløre selvmodsigelserne i den postmoderne relativisme, men som i stedet bidrager med at udbrede denne relativisme og dermed bidrager til undermineringen af den vestlige videnskabelige tradition?