FORNUFTENS SKÆBNE

I Fornuftens skæbne ser jeg på rationaliteten historisk. Her gælder det spørgsmålet om, hvorledes rationaliteten faktisk har udviklet sig til det punkt, hvor den kan reflektere over sig selv.

Rationaliteten fik fodfæste et bestemt sted i universet, i og med at mennesket tilegnede sig sprog og dermed blev i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne. Dermed kunne mennesket handle under ansvar - og specielt under ansvar for, at dets viden er korrekt.

Det betød, at mennesket kunne udvikle de forskellige videnskaber, samtidig med at det kunne forholde sig rationelt til samfundets indretning og til spørgsmålet om, hvem der skal have ret til at tage de samfundsmæssige beslutninger og bestemme, hvorledes lovene skal være.

Rationaliteten kan forholde sig til sig selv på to forskellige måder: principielt og historisk. Principielt forholder den sig til sig selv i filosofien. Her gælder det spørgsmålet, om rationaliteten i grunden er konsistent. Altså, om den står på et rationelt grundlag. I modsat fald er rationaliteten dybest set en illusion. Dette spørgsmål er centralt i mine egentlige filosofiske bøger; og det behandler jeg her kun i et mellemspil.

Når vi ser på den verden, som vi har arvet, så ser vi, at vi lever i en kultur - den europæiske eller vestlige - som specielt er karakteriseret ved, at her har rationalitetsbestræbelsen sat sig særligt prægnant igennem. Det var primært her, at den videnskabelige revolution og den demokratiske udvikling fandt sted, således at den kunne efterlignes.

Så er spørgsmålet, hvorfor det netop var i Europa, at denne udvikling fandt sted. Da der næppe er grund til at tro, at det skyldes, at det europæiske menneske i sig selv er mere rationelt end andre mennesker, så må der findes en anden forklaring. En kulturel forklaring. Og her er det naturligt at se på religionens rolle: på de idéer, som forskellige folk får ind i deres hoveder med deres religion. I Europa var den herskende religion kristendommen. Og i denne bog gør jeg nærmere rede for, at der er grund til at tro, at kristendommen har haft en positiv indflydelse på, at Oplysningen slog igennem i Europa, fordi kristendommen implicit lægger de idéer, som den rationelle - demokratiske - udvikling behøver, ind i folks hoveder - specielt idéen om, at religion og politik bør adskilles. Disse idéer kommer ikke uden videre af sig selv.

Derfor betyder det, at kristendommens indflydelse nu svækkes i de europæiske lande, at disse lande stilles over for et påtrængende problem. Hvorledes skal de sikre, at folk stadig har de rette - demokratiunderstøttende - idéer, når de ikke længere understøttes af kristendommen?

Det er ikke automatisk givet, at hullet efter kristendommen fyldes af den rationelle holdning, som demokratiet behøver. Det er også muligt, at det kan fyldes af irrationelle idéer, som for eksempel - i modsætning til kristendommen - ikke adskiller religion og politik, og som derfor vil undergrave det ideologiske fundament, som demokratiet behøver.

Demokratiets - og fornuftens - skæbne afhænger af, om vi har rationalitet nok til at vinde den kamp. Det skal vi ikke uden videre gå ud fra, når vi ser, hvorledes irrationaliteten hersker på vore universiteter. Dette helt afgørende dilemma undersøges nærmere i denne bog. Desuden undersøges de problemer, som rationaliteten selv skaber, i og med at den driver den teknologiske udvikling og dermed stiller os over for problemer, som er helt nye i menneskehedens historie.