FORSVAR FOR RATIONALITETEN

Endnu er det et åbent spørgsmål, om man reelt kan opbygge et egentligt velfungerende sekulært demokrati, hvor befolkningen er vokset ind i en islamisk kultur med dens religiøst funderede politiske lovgivning.

I Forsvar for rationaliteten diskuterer jeg forskellige aspekter af dette problem; og jeg kommer også kort ind på, hvorledes kravet om sekularisering af det politiske forholder sig til andre store religioner som hinduisme, buddhisme og konfucianisme.

Men alt i alt er det deprimerende at konstatere, hvor dårligt man i den akademiske verden - hvad enten det gælder politisk videnskab, religionsvidenskab eller filosofi - har været til at klarlægge disse problemer.

I slutningen af 1900-tallet stod det klart, at der med den muslimske indvandring var sket en forandring af det politiske klima i Europa. Den traditionelle adskillelse mellem politik og religion var under pres. Man så det i sagen om fatwaen mod Salman Rushdie; og man så det i adskillige andre sager om trusler imod teatre, gallerier og forlag, som på en eller anden måde udfordrede islamiske dogmer. På den baggrund forsøgte Flemming Rose på Jyllands-Posten at finde ud af, hvad man som karikaturtegner kunne tillade sig, og konsekvensen blev den såkaldte Muhammed-krise.

Forholdet mellem politik og religion i den demokratiske orden

Alt dette gjorde det påtrængende nærmere at undersøge, hvorledes det principielle forhold mellem politik og religion bør være i en konsistent demokratisk orden. Med det formål skrev jeg denne bog, som anmelderen i Berlingske kaldte “den mest aktuelle bog skrevet af en dansk filosof i mands minde”.

Helt grundlæggende gør jeg i bogen rede for, hvorledes demokratiet bygger på en rationel fordring om politisk ligeværdighed. Demokratiet giver borgerne politisk ligeværdighed, men denne gave er kun konsistent, hvis borgerne - eller i det mindste det store flertal af dem - selv svarer med aktivt  at støtte op om at give politisk ligeværdighed til deres medborgere. Derfor er det helt afgørende, at demokratiet opbygger et uddannelsessystem, som sikrer, at borgerne gennem deres opvækst får indprentet det værdigrundlag, som demokratiet bygger på.

Religionsfrihed og personlig myndighed

Det er på den baggrund, at jeg i bogen forholder mig til fordringen om religionsfrihed. Som udgangspunkt bør man som borger have trosfrihed. Det hører med til ens personlige myndighed. Men principielt kan et demokrati kun give borgerne en sådan trosfrihed - en frihed til ikke at være bundet af andres religion - hvis det store flertal af borgerne selv er i stand til at adskille deres religiøse forpligtelse fra deres politiske forpligtelse, og altså ikke bruger deres religion som begrundelse for deres stilling til, hvorledes lovene skal være.

Dette er det store problem i forholdet mellem religion og politik: om det reelt er muligt at få det store flertal af befolkningen til at adskille deres politiske forpligtelse fra deres religiøse. Historien viser, at det er lettere dér, hvor befolkningens religion er kristendom, end hvor den er islam. Endnu er det et åbent spørgsmål, om man reelt kan opbygge et egentligt velfungerende sekulært demokrati, hvor befolkningen er vokset ind i en islamisk kultur med dens religiøst funderede politiske lovgivning.

I bogen diskuterer jeg forskellige aspekter af dette problem; og jeg kommer også kort ind på, hvorledes kravet om sekularisering af det politiske forholder sig til andre store religioner som hinduisme, buddhisme og konfucianisme. Men alt i alt er det deprimerende at konstatere, hvor dårligt man i den akademiske verden - hvad enten det gælder politisk videnskab, religionsvidenskab eller filosofi - har været til at klarlægge disse problemer.