I Bofællesskabet Slottet er vi en andelsforening, der deler ansvaret for vores bygninger og bæredygtige valg. Og vi er også i hver enkelt husstand beboere i bydelen Skt. Hans vest. Vi ønsker at have en hverdag med et bredt udadvendt engagement i bydelen og et indadvendt fokus på at løse hverdagens almindeligheder i fællesskab, så de bæredygtige valg er de letteste. Madlavning, forsyning, transport og værktøj er mest bæredygtigt, når vi deler det.
Vi har ikke lavet en udtømmende liste, over hvordan visionen og værdigrundlaget kan se ud i praksis i hverdagen. Det er en løbende proces, hvor idéerne videreudvikles i fællesskab med kommende beboere i Slottet.
Men nedenfor har vi sat lidt flere ord på, hvordan hverdagen i Slottet kan se ud.
Plantebaserede fællesspisninger
Der er fællesspisning i bofællesskabet Slottet tre-fire dage om ugen. Her spiser vi sund og lækker mad, der er plantebaseret, økologisk og så vidt muligt lokalt produceret. Vi har særligt fokus på bæredygtige indkøb samt reduktion af madspild. Den plantebaserede mad er en grundsten i fællesspisningerne, og samtidig forholder vi os pragmatisk til eksempelvis børn, og undersøger løbende mulighederne.
Engagement i Sankt Hans Vest
Der oprettes en arbejdsgruppe i Slottet, som har fokus på bofællesskabets engagement i lokalmiljøet. Vi kan eksempelvis invitere til debatarrangementer og foredrag om bæredygtighed i Kurhuset, invitere til plantebaseret folkekøkken i Centralmagasinet, være aktive i udviklingen af en bydelsfestival eller måske have et bed and breakfast. Vi vil allerede inden ansøgningen til kommunen samle et idékatalog og undersøge mulighederne for samarbejde med andre aktører i området.
Transport
Slottet vil i størst mulig grad have fælles transportordninger, hvor cykling eller offentlig transport ikke er mulig. Det kan være el-delebilsordning, deleordning med el-ladcykler samt størst mulig grad af samkørsel.
Dyrkning af jorden
Vi vil engagere os i de fælles dyrningshaver og søge mere jord i området med fokus på at øge biodiversiteten i bydelen og på at producere afgrøder med inspiration fra permakulturens dyrkningsmetoder til glæde for hele bydelen.
Grøn energi
For at holde vores CO2 udledning nede, vil vi dels søge at anvende de grønnest mulige energikilder, og dels indkøbe så energieffektive el-artikler, maskiner osv. som muligt. Vi vil bl.a. undersøge muligheden for at etablere bæredygtige energikilder såsom små husstandsvindmøller eller solceller, samt for at opvarme brugsvandet ved hjælp af solfangere.
Forbrug
Vi vil så vidt muligt genbruge materialer, der bruges af fællesskabet og på fælles områder. Dette vil vi gøre ved 1) at reparere genstande, hvis de går i stykker, 2) at anskaffe ting, der ikke er nyproducerede. Hvis det ikke er muligt at finde det rette på genbrug, vil vi sørge for 3) at anskaffe genstande af høj kvalitet, der er produceret med bæredygtighed og holdbarhed for øje.