Mundtlig fortolkning. Litterær performance

Formålene med at arbejde med den mundtlige tekst i klassen er flere: dels at selve processen for at kropsliggøre teksten igangsætter en nødvendig erkendelsesproces for den enkelte fortolker, både i relation til sproget og som undersøgelse af personlige læsestrategier; dels som socialt engagement i arbejdet med tekster, at møde den anden i teksten og samtidig blive konfronteret med en andens læsning, nemlig kammeratens fortolkning, dermed konfronteres tilhørerne egen læsning; og endelig har jeg et vigtigt formål i at ville kvalificere selve klassearbejdet, dialogen, som ved mundtlig fortolkning handler om et konkret og fælles erfaret materiale. Fremførelsen synliggør det store spektrum af muligheder med sproget og interaktionen, og det styrker bevidstheden om selve sprogets materiale.

Teksten i kroppen. Den formede erfaring

En af eleverne siger som respons på den allerførste oplæsning i klassen i en time:

Øhm, jamen det, det var rigtig godt, altså når du snakker og såd’n,...man kan se når du læser, så bliver du såd’n, lever du dig hElt Ind i det, dit ansigt følger det du siger, (illustrerer med hånden frem mod /”ind i” sit papir) det er dejligt at se på ... ik’ bare sådan: (sætter armene over kors og vrænger lidt med mundvigene nedad og slæbende sprog og tungen lidt ud) Afna, fna, fnaøhfna.. (retter hovedet op igen med et smil)...det passer rigtig godt til.

Det eleven taler om i sin respons til fremføreren, er hans gode engagement og seriøsitet. Det er det første lille men meget vigtige skridt i retning mod en fremførelse: At tage teksten på sig. En tekst skal performes, ikke snøvles uengageret (som eleven gengiver: Afna, fna). Det er banalt, men en meget essentiel banalitet. Hvis ikke der kræves engagement og vilje af fremføreren, og hvis ikke fremføreren får vejledning, faglighed at opdyrke og ro om sin fremførelse, dvs. opmærksomhed og engagement fra klassen, så bliver der ikke tale om egentlig tekstfremførelse og fortolkning, men om en sjov lille leg der ikke er meget læring eller fællesskab i. I det øjeblik vi mærker at dette er alvor, vågner vi og er deltagende, og så vil de fleste meget gerne læse op. En seriøs og faglig respons er derfor også primær, og når eleverne får faglige redskaber med mundtligheden at praktisere, bliver disse redskaber ikke kun hjælp i forhold til en meget lokal foreteelse som fremførelse med et digt i en klasse, men redskaber til at stille sig i verden generelt.

Når denne alvor og dette engagement så er nævnt, så ligger essensen af arbejdet med fremførelsen netop ikke i studiet af fortolkeren, men i studiet af teksten, og i hvordan fortolkeren matcher teksten. Arbejdet foregår i udviklingen mellem fremfører og tekst, ikke mellem fremfører og tilhørere. Tilhørerne inddrages, idet der ved den mundtlige fortolkning er en indirekte henvendelse til tilskuerne om at skulle dele en imaginær scene med fremføreren. Det er tekstens indre scene der skal projiceres og fungere i situationen mellem fremfører og tilhørere, og det kan foregå hvis fremføreren selv ser scenen for sig. Fremføreren fremlægger eller repræsenterer ikke, men ’præsenterer’ forestillingerne. For at kunne præsentere indebærer det i første led at tage stilling til den stemme der fungerer i teksten. Spørge med dramatisk analyse: Hvem taler? Og dernæst gøre sig klart: Hvad er situationen? Hvor tales der? Til hvem? Med hvilken intention? Uden den indledende analyse af egen tekst bliver fremførelsen vag og ureflekteret.

Fra fremførelse til transskription

Vi kan træne vores lydhørhed ved at notere hvad fremføreren gør. Hermed bliver vi også mere bevidste om sproget - altså både skriftligt og mundtligt. En transskription kan måske blot være en øvelse i at høre hvor fremføreren lægger tryk i sin oplæsning. Det er meget lettere at høre i praksis når en anden faktisk lader ord blive til lyd end ved at sidde med et lydløst digt på den hvide papirside og så forestille sig hvor man lægger tryk. Man kan fx notere tryk som streger under trykstærke stavelser i teksten. Her fra kan man som klasse eller individuelt videreudvikle sin egen form for transskription, her gælder alle grader af lydhørhed, tilpasset de behov der er i undervisningens arbejde eller i teksten. Der er forskel på notationsbehovene når vi fx undersøger hvor mange tryk der er i hvert vers i forhold til at vi undersøger hvordan mærkelige digte lyder når sætningerne bliver skåret over i versenden, enjambement. Det kræver sikkert forskellige noteringer på papiret. Vi kan optage små sektioner på mobiltelefon eller på en digital-optager, hvad vi nu råder over, blot er det godt at have mulighed for at høre det igen. At være to eller tre om at aflytte og gentage hvad der bliver sagt på optagelsen, er i reglen godt for den fælles lydhørhed. Jeg har udformet en transskription der tager højde for både rytme, tonegang og talerens gestik og mimik, (se nedenfor) et højt detaljeringsniveau. Og straks vil jeg nævne at det ikke har med alder at gøre hvorvidt man er lydhør og kan observere tryk og rytme. Det er mest et spørgsmål om træning. Vil man vide mere om transskriptionerne, se min afhandlings kap. III og IV.

/..........................................................................................................................................\ Intonation

/..........................................................................................................................................\ Fonologisk frase

/.........................................\ /.........\ /..................................\ /..........................................\ Klitisk frase

o o O O O o o O

Jeg har ^AltId prØØv’d at vær’ gO’

mezzo forte

Sådan har jeg noteret én af oplæserne jeg hører, og teksten, første linje i Godhed, et digt af Benny Andersen fra "Den indre Bowlerhat". Borgen 1964, ser således ud:

/Jeg har altid prøvet at være god/...

Den relationelle, analoge kommunikation og det digitale sprog

Mennesker og det menneskelige udtryk står i direkte forbindelse med sproget. At få menneskelig adfærd og kropslig og gestisk kommunikation ned på den hvide papirside i en transskription krævede en diskussion af betydningsdannelsen imellem os sprogbrugere: vores forhold til sproget, til rytmen og til betydningsdannelsen i den litterære tekst som fremføreren performer, se afhandlingens kapitel III.

Sprogfilosofisk fandt jeg hjælp hos K.E. Løgstrup og M.M. Bachtin, og arbejdet med performancetransskriptionen er fra ide af Elisabeth Fine: "The Folklore Text: From Performance to Print", Indiana University Press 1994. Men da jeg supplerer arbejdet med notation af pauser, rytme, talerens rettelser osv., så opdagede jeg at teksten var ilagt rytmiske forventninger så oplæseren "snublede" i teksten på bestemte steder - altså at flere oplæsere snubler samme sted i teksten. Jeg fandt hvad jeg har valgt at kalde et "analogt niveau" i teksten.

Skrift er formet af digitale tegn og symboler, altså tegn man kun forstår hvis man har lært dem, de er en konvention. Vi har altså et digitalt, vedtaget sprog vi former: 3-tallet er ikke større end 2-tallet fx, og bogstavet A indebærer ikke mere egen-lyd, vokal, end bogstavet B, konsonant, det er viden og konvention vi selv tillægger disse digitale symboler. Og så har vi et relationelt sprog - en kommunikation vi forstår via erfaringer med hinanden, med omgivelserne og med sproget, et analogt niveau, relationen mellem individer (betegnelsen er inspireret af Gregory Bateson). Fx fandt jeg i digtet Godhed af Benny Andersen (Den indre bowlerhat, 1964) i elevfremførelserne af dette digt at Andersen havde indlagt "snubletråde" der fik oplæserne til at kløjes i rytmen, snappe efter vejret og holde en pause præcis det sted hvor digtet siger: "/som at holde vejret/". Benny Andersen får oplæserne til at snuble fordi der ligger et brud i rytmen i digtet. Det er egentlig meget simpelt, og meget virkeningsfuldt! Oplæserne snapper efter vejret pga. deres egne forventninger til digtets rytme, de er altså meget hurtige til at opbygge forventning til mønstre, rytme og konvention i digtet, og derfor kan Andersen på skrift lade dem snuble i vejrtrækningen, altså påvirke dem kropsligt.

Det analoge niveau, eller den analoge kommunikation er ikke det samme som digtets grafiske ikonicitet fx som digtet står på den hvide side. At "pakker" af tekst fx hænger mere sammen som en strofe eller et afsnit end hvor strofer og afsnit er adskilt af "hvid side", "hvid afstand" fx. Her er både pakker og hvid afstand ikoniske tegn vi tyder som henholdsvis noget der ligner at "hænge sammen" og noget "adskilt". Analog kommunikation derimod er umiddelbare kropslige og mellemmenneskelige forståelser vi kan gøre os indbyrdes, og, påstår jeg, altså også indlægge i tekst som digterne gør det. Men igen: det virker kun på os fordi vi har forventninger ud fra vores tidligere og store erfaring med sprog og hinanden.