Min store interesse er undervisning i dansk sprog og formidling af litteratur, for alle aldersgrupper. Hvordan kan jeg forklare hvorfor et digt, en sætning, et stykke sprog rammer plet, lyder fantastisk og aldrig må ændres? Jeg har søgt en måde at forklare sprogformens virkninger og betydninger og forholdet mellem tekst og tale, og jeg mødte en beskrivelse af sprogrytme og versifikation som inspirerede mig meget hos Richard D. Cureton: Rhythmic Phrasing in English verse, Longman, New york 1992, og Jörgen Larsson: Poesi som Rörelse i Tiden, Centrum för Metriska Studier 10, Göteborg 1999.
Cureton og Larsson er inspireret af analyser af musik. Vi er lydhøre over for flere lag af rytme når vi oplever, og det gælder ikke kun sprog eller musik, men i alle daglige hændelser. Hvis man sammenligner med at stå med lukkede øjne ved et stort lysreguleret trafikkryds, er det ikke så tosset. Vi kan i kroppen mærke rystelserne fra tunge lastbiler fx på den største af de to krydsende færdselsårer. Vi kan mærke og høre at denne færdselsretning får rødt lys, og at der bliver grønt for krydsende færdsel. Nu kan vi fornemme hvor meget eller lidt trafik der kører i dén retning, måske er her flere cyklister, cykler har en egen hvislende lyd mod asfalten, et andet tempo, en anden strømmen, og vi kan genkende cykellyden i forhold til motorlyden. Trafikkens dele foregår som mod- og medstrømme som vi oftest erfarer som masse støj, men vi kan også høre og skelne enkeltdele fra helheden. Lydene og rystelserne giver altså et hele, men vi kan også skelne delene af lastbiler, cyklister, samtalende fodgængere og personbiler der får pause, sætter i gang, accelererer, flyder igennem krydset, standser osv. Koncentrerer vi os og fokuserer, kan vi komme med detaljerede beskrivelser af de enkelte lyde og rytmer i den store helhed som vi i dagligdagen kalder "trafikkryds".
På samme måde er vi ubevidst meget dygtige og erfarne sprogbrugere pga. vores evne til at skelne lyde og bevægelser, rytmer, betoninger og tempi i kommunikationen. Den erfaring bruger vi til at klare os som mennesker mellem hinanden, men også til at læse med, og til at forstå kunst med. Vi har stor rytmisk, kropslig erfaring.
Daglig sproglig erfaring som kunstnerisk bevidsthed
Jeg var overbevist om at Curetons og Larssons beskrivelser af lagdelt sprogrytme havde et pædagogisk potentiale i bevidtgørelse af sproget, skrift såvel som tale, men også i forhold til kunsten og det jeg siden har kaldt Den poetiske ytring. Jeg var nødt til at udforske og afprøve det sammen med unge. Jeg fik mulighed for at studere det ved et ph.d.stipendium ved Københavns Universitet fra 2005. Jeg har afprøvet undervisning i de ældste folkeskoleklasser og gymnasiet, undervisning i litteratur der kunne igangsætte vores ubevidste viden om lyd og rytme og få elever uden erfaring i sprogrytme i øvrigt mere lydhøre over for hinanden og deres sprog og den poesi som vi fortolkede sammen i klasseværelset.
Poetisk pædagogik kom til at handle om mundtlig fortolkning af litteratur fordi det er ved talen og ved at lytte aktivt og fokuseret at vi får sprogrytme og fortolkningsdiskussioner i spil. Oplæserne, men sandelig også tilhørerne forundres over hvor meget de kan og ved og kan høre og diskutere når de får en ganske let indføring og vejledning om sprogrytme, især når klassearbejdet endvidere fungerer i en mental ramme som en af performance-teoretikerne kalder "Det æstetiske felt".