Vores historie‎ > ‎

Bruden

Martha Gadeberg

Jeg er vokset op i en tryg kernefamilie – tryg, selvom familien blev udsat for flere økonomiske op- og nedture). Typisk 1950'er-stil med bilen i centrum: Først en dele-bil, senere en række Opel-biler, Rekord'en, Kaptajnen og Kadett'en som supplement. Der var også et par Consul'er. De blev brugt på arbejde og på søndagsture rundt i landet og på familiebesøg. Vi piger blev iklædt hjemmesyede kjoler i ens snit. Jeg husker specielt nogle citrongule nylonkjoler med strutskørter... åh, vi var yndige.

 

Da jeg blev født som den tredje datter boede vi i et lejet hus, men i 1956 byggede mine forældre et dejligt hus på Bredgade 69 i Videbæk. Der blev bygget så stort, at der også var plads til at have en regnskabscentral for sognekommunerne i Ringkjøbing Amt placeret der, (min far arbejdede i hele perioden 1956-1970 sognerådskonsulent).

 

Min  mor, Elna Gadeberg 1924-1995, var hjemmegående og havde sans for husmoderlige sysler (f.eks. hjemmelavet gelé på snorlige rækker i viktualiekælderen, lampeskærmesyning med agramaner og dame-komsammen'er om eftermiddagen). Hun var velbegavet, men uddannelse var ikke en mulighed, men hun gik på med krum hals da aftenskolerne udbød kurser i bl.a. engelsk.

 

Min far, Carl Martin Gadeberg 1921-1988, var oprindeligt kommis-uddannet men gik fallit med en købmandsforretning, der var købt lige efter 2. verdenskrig. Efter en kort periode som soldaterhjems­bestyrer I Nørre Vium brunkulslejer og en sygdomsperiode, blev han godkendt til en kommunal uddannelse i Videbæk. Derefter kom en frugtbar periode med mange engagementer.

 

Min far lagde de største kræfter i skole-hjem-samarbejdet. Efter at vi havde forladt folkeskolen, fortsatte han arbejdet på nationalt plan i Skole og Samfund. En anden forening, som fik  støtte, var Evnesvages Vel. Det arbejde og den debat, der fulgte heraf, satte mange af mine værdier på plads.

 

Mit barndomshjemhjem var præget af  gæstfrihed og hjælpsomhed. Far var den udadvendte, der gladelig kom hjem med masser af gæster uden lige at have taget højde for den plads, der var til rådighed. Vores lille køkkenbord havde heldigvis en hjørnebænk, så vi kunne rykke lidt sammen. Mor var en tålmodig og overbærende sjæl.

 

Min far kom fra bonde-miljøet i Lille Andst, mor kom ”omme fra slagter Hansen” i Store Andst. Hjemmene hørte til i Indre Mission og min bedstefar var formand for det lokale samfund. Mine forældre var konservative, men ikke konventionelle. De var åbne overfor muligheden af, at Sandheden kunne findes i mange udgaver – og det var ikke altid lige populært alle steder. Især min fars søskendegruppe  har vist stor diversitet.

 

Folkekirken var været en naturlig del af hele mit liv. Jeg elsker folkekirken. Jeg holder meget af mottoet for Folkekirkens Nødhjælp: Vi tror på et liv før døden. Jeg synes, det er skønt, at der kan være så mange forskellige perspektiver på dette ene liv og så mange forskellige indgange, men en gang imellem kan det godt blive lidt broget! Fy skam for den fordømmelse, der trives visse steder. Men det skal nu ikke afholde mig fra at bevare mit religiøse modersmål til brug for samtale om alt det, hvorom vi intet kan vide.

 

Det var lidt om barndomshjemmet, der blev forladt efter studentereksamen fra VGT, Vestjysk Gymnasium, Tarm. Turen gik til Aarhus og jura-studiet og rus-livet. Tiden på Kollegium 9III var herlig.

 

Familielivet blev indledt på Als, ikke bare Als, men Nord-Als. Efter kandidateksamen blev jeg gift med Jens Elsnab, som arbejdede som koncernøkonom på Danfoss og senere havde et virksomhedsrådgivningsfirma. Vi fik børnene Hanne Maria, 1978, Ellen Maria, 1981 og Niels Martin 1988. Jeg arbejde som juridisk konsulent ved Aabenraa Kommune 1977-1989. Vi byggede et bemærkelsesværdigt hus på Høje Kolstrup i Aabenraa og det hus dannede rammen om børnenes opvækst. I 1990 blev min mor ramt af kræft og jeg kom hjem i begravelsesforretningen og overtog den efterhånden.

 

Vi flyttede til Møllegade 51 i Ikast. Der var god plads til os, firmaet og de mange unge mennesker, der kom på besøg. Nogle af dem boede der vistnok – Ellens klassekammerat Mads var der altid, men vi fandt aldrig ud af, hvor han residerede, han er blevet min ekstra søn. Faktisk har jeg (mindst) to ekstra sønner, den anden hedder Paw og han dukkede op som tilbehør til min første officielle svigerdatter.

 

I 2005 blev huset solgt og vi flyttede videre i hver sin retning. Jens og jeg har delt mange erfaringer og gode oplevelser.

 

Om vore tre børn er der meget at fortælle, men det kan de godt selv klare. De er vant til at svare for sig selv.

 

Det var så min historie, nu begynder et nyt kapitel i den fælles historie med Jørgen og vores hver-for-sig børn, svigerbørn og børnebørn. Sofus er den første i rækken.

 

 Jeg glæder mig til resten af livet.

 

(fortsættes under punktet "Vore historie")

 

Hvis du ikke kan se billederne - eller selv vil bestemme tempo og størrelse - kan du se dem som et album

PicasaWeb-diasshow