Vi mødte hinanden på Kollegium 9III i Universitetsparken, hvor Martha havde boet siden 1972 og Jørgen flyttede ind i sommeren 1974. Vi havde det hyggeligt sammen med de andre kollegianere, men så var der heller ikke mere i det.
Jørgen besøgte Martha og Jens nogle gange på Als i slutningen af halvfjerdserne, og siden sås vi ved den årlige generalforsamling i Foreningen af Tidligere Alumner på Kollegium IX, 3. gang.
I foråret/forsommeren 2006 besøgte Jørgen Martha i Ikast og vi deltog i den lokale festival, Ikast Musikliv... der skete et eller andet. I begyndelsen var vi begge lidt småforvirrede og vidste ikke lige hvad det skulle blive til.
Jørgen tyggede lidt på det direkte spørgsmål: Skal vi være kærester? men besluttede sig efter nogen betænkningstid til, at det ville han da godt. Nogen tid senere opgraderede han til sit spørgsmål: Vil du gifte dig med mig? Marthas svar var straks Ja, men altså ikke lige nu.
Så henslæbte sig nogle år, hvor Jørgen sporadisk berørte emnet, men noget konkret kom ikke på tale. Martha syntes, at så ku' det da også være det samme.
Da Jørgen så en onsdag i juli atter stillede spørgsmålet måtte Marthas svar være: Ja, det har jeg jo sagt, men hvornår? Efter lidt parlamenteren blev datoen den 10. august 2013 valgt.
Så begyndte planlægningen og den følgende dag blev invitationerne sendt ud.