Faglig læsning i matematik
Denne side er tilknyttet FOU-projektet om faglig læsning i matematik, som er udviklet i 2019.
Projektets hovedformål er at samle lettilgængeligt materiale til undervisere i matematik på hhx, der ønsker elementær viden om faglig læsning og konkrete forslag til, hvordan faglig læsning kan implementeres i praksis.
Baggrunden for projektet er de nye læreplaner fra 2017, der stiller krav om faglig læsning i fagene - og således også i matematik. Projektet bygger på en interesse og et behov for at få nærmere viden om dette område - og ikke mindst for at se om det er muligt at implementere faglig læsning på en måde, så eleverne får lyst til og mod på selv at arbejde med nyt stof.
Det skal pointeres, at de tre projektansvarlige IKKE har en særlig dyb teoretisk viden om emnet - ud over egne læsninger af litteratur om emnet, oplæg der er blevet præsenteret på FIP og lignende – og ikke mindst egne erfaringer. Vort udgangspunkt er således primært koblet på egne erfaringer fra praksis.
Vi håber, at dette site kan være til hjælp og inspiration for fagkolleger på hhx. Vi har her dels samlet lidt forskellig viden om emnet, og dels har vi givet nogle bud på, hvordan der kan arbejdes med faglige tekster på forskellige niveauer. Vi har primært gjort brug af tekster fra tre forskellige bogsystemer, der er tilgængelige digitalt. Endelig har vi tilknyttet tre korte film om henholdsvis "Faglig læsning generelt", "Den anvendte model" og "Læseruter" til lærerne/faggruppen.
Det skal understreges, at vi er klar over, at tekst kan forstås som meget andet end skrevne tekster, idet billeder, film mm. også er at opfatte som tekst. Vi har dog i dette projekt alene haft fokus på skrevne tekster - og primært tænkt på tekster, der kan anvendes i en traditionel undervisning, velvidende at Flipped Classroom, Youtube etc. ofte indgår i matematikforløb.
Mvh. Jytte Melin, Maybrit Christensen og Anne Øhrstrøm