” Du laver jo ikke andet, end at ligge på din seng din dovne skid!”

” Lad mig nu være. Find dig noget bedre at tage dig til, din lille lort.”

” Gu vil jeg ej. Mor siger også du burde komme væk fra den forbandede seng!”

”Hvorfor kan du ikke bare lade mig være. Jeg gør intet!”

” Måske er det problemet, din store klovn. Du gør intet andet, end bare at lægge i din seng og enten sove eller spille.”

” Fuck nu af, inden jeg smadrer dig.”

Ind ad døren kommer hun. Min frelser, og redder mig.

” Nu stopper i, gider ikke jeres fis mere. Lad din storebror være.”

” Jeg ville bare ønske vi kunne bruge mere tid sammen. ”

I hvad der føles som 100 år, har jeg længtes efter den spejlblanke vandoverflade, som skilte lys og himmel. Nu savner jeg det dybe hav, hvor strømmene står stille og lyset er langt og fjernt. Hvor jeg blev båret barmhjertigt, og svajede stille i takt med havet selv. Jeg flyder fortabt i vandkanten, og håber på at bredden ikke tager mig. Bølgerne pisker mig, og smider mig rundt blandt kemikalier, plastikflasker og løsreven tang. På sandet ligger flere af min slags – opsprækkede, forsømte og de fleste døde. blæsten får bølgernes brusen frem, og river arrigt i min slatne krop. Jeg kan ikke gøre modstand. Jeg har ingen knogler eller muskler, jeg kan ikke svømme væk herfra. Skarpe sten og forladte skaller flænser min krop, gennem min blanke gennemsigtige hud der engang var så smuk. ødelagt og hullet, ligger jeg tilbage på kysten. De kraftige vindstød prøver at puste mig væk, men min klistrede krop er som limet til sandet. Bag den øredøvende larm fra stormen, kan man høre en mågeflok skrige fjernt fra himlen – hvis bare jeg havde vinger, der kunne flyve mig over vandet, og tilbage til det rolige hav igen.