En arbejdsplads med masser af kunder, sammenhold og bippende lyde er knap så tilfældigt på en arbejdsplads som McDonald’s. Da jeg placerer mine fødder i gæste området, lægger jeg som det første især mærke til en irriterende bippende lyd, som kommer fra køkkenet af, da deres pomfritter er ved at brænde på. Lugten i restauranten skiller sig især også ud fra andre steder. Det lugter lidt af en blanding af friture og en gulvrens med en besynderlig vingummi lugt. Lige foran disken fanger en mand iført en blå skjorte mit blik. Han må nok være en manager, eller i hvert fald en ansat, der har en højere stilling end hans kollegaer. Men manden med den blå skjorte er ikke det eneste, jeg lægger mærke til, for der er jo også medarbejdere med både sorte poloer og hvide skjorter. De mange forskellige farver får mig til at føle en følelse af forvirring og succes på samme tid, da jeg forlader restauranten, for jeg tænker, at det må være fedt at vide, at man har en højere stilling end de andre medarbejdere, hvor folk kan se det på ens beklædning, fordi man skiller sig ud. Jeg tænker, at man må føle sig speciel.