turtur/tunnelsyn

"Don't raise me up, I am but a messenger."

-Jimi Hendrix.

kan jeg få en billet til flintholm.

det bliver 24 kr

24 kr? rend mig din fuc-

skal du spille fræk? sæt dig ned

resten af passagerene væmmes over ”den sure’s” adfærd

sjovt at man ikke kan finde noget spændende over at samfundets bundfald

og at det her bare en monolog.

hvem er det egentligt du tror du er.

burde man egentligt håndhæve janteloven og er den overhovedet aktuel.

er jeg bare et svin og synes jeg den her opgave er kedelig.

for jeg kan ikke noget som andre ikke kan

Tivoli

Porten til den gamle parks personaleindgang kører langsomt til side. Undervejs slår den én efter én istapperne ned, som har fastsat sig til portens kant i nattens løb. den tidlige morgenfrost har gjort ens ånde synlig, som en søjle af hvid røg der langsomt finder sin vej gennem luften. Kulden bedøver evnen til at tænke klart. Klokken er for lidt til at man tør tjekke den, af frygt for at falde i søvn på stedet. Fødderne bliver slæbt gennem porten i en tåge af træthed og udmattelse. Medarbejderkortet bliver vist til vagten, og man fortsætter videre ud i parkens frosne lysverden. Hver en neon lampe er tændt, de små skorstene på julehytterne puster en endeløs strøm af røg mod himmelen, og alle forlystelserne står klar til brug. Der kan endda høres en svag melodi fra den anden ende af parken. Det eneste der ikke er til stede, er det de endeløse mængder af gæster, der fylder den 178 år gamle have til renden med liv. Med manglen på mennesker kommer manglen dog også på larm. Så ens længsel efter publikum er dog ikke så stor endnu. Samtidig med at ens øjne langsomt vænner sig til lyset, krydses den krystalblanke sø, der lidt efter lidt fryser til ved bredden. Derefter tilbagelægges strækningen halvvejs rundt om glassalens fornemme vægge af træ og glas, før man træder gennem døren til det lille men hyggelige fællesområde for skuespillerne. De gullige lys fra sminkespejlene får en til at døse hen, og efter to tre forestillinger over et par timer er klokken nu atter så mange, at man flader i søvn bare ved at kigge på den. I øjeblikket teaterdørene åbner bliver man ramt af den lune julestemning der varmer en så meget indeni at sneen ikke bider i fingre og tær. Æbleskiver og gløgg fylder hele det omkringværende nabolag af nissehuse, og med et synes det svært at skulle tage hjem.