På denne linje lærer du at skrive for at formidle et fagligt stof. I gymnasiet skal du skrive mange forskellige former for tekster. Nogle skal informere, andre undersøge, argumentere eller reflektere. Fælles for de tekster, du skal formidle er, at du skal fremlægge og dokumentere faglig viden tilpasset en bestemt målgruppe. Din læser skal have præsenteret netop den viden, han eller hun behøver for at få en god forståelse af det stof, du formidler.
På de enkelte stoppesteder kan du finde svar på, hvilke sproglige normer, der gælder for naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora, samt lære, hvordan du dokumenterer dine påstande og argumenterer fagligt overbevisende. Du kan også lære, hvordan man skriver en opgave med sammenhængende afsnit, læser korrektur på indhold og sprog, og du kan finde guides til gode visuelle præsentationer eller talepapir.