Når du har lavet en opgave, skal du sidst i opgaven oplyse læseren/læreren om de materialer, som din opgave bygger på, altså lave en litteraturliste. Læseren skal nemlig have mulighed for at kunne vurdere dit valg af kilder, og hvordan du har brugt dem - og let kunne genfinde materialerne.
Der er nogle faste formelle rammer for hvad en litteraturliste skal indeholde af oplysninger, og hvordan man skriver dem, så litteraturlisten fremstår præcis, overskuelig og konsekvent. Vi har på FG valgt at følge en tilpasset MLA-standard.
Begynd på litteraturlisten som noget af det første, og lav den løbende som du læser de anvendte materialer, så kan du også selv finde tilbage til materialerne. Din lærer vil ved vejledningssamtalerne spørge dig, hvad du på det givne tidspunkt har fundet og læst.
En litteraturliste er således en samlet liste over de materialer, du har brugt i din opgave, altså som du løbende i opgaven har lavet fodnoter til. Det kan være bøger, artikler, musik, film, podcast, hjemmesider på internettet osv.
Litteraturlisten placeres til sidst i opgaven, og er alfabetisk opstillet.
Husk altid:
Forfatter (efternavn, fornavn)
Titel og evt. undertitel. (kursiv)
evt. Udgave (dog ikke 1. udgave)
Forlag/udgiver
Udgivelsesår
Hvis du har mange materialer i din litteraturlisten, kan du opdele den i underafsnit med oplysningerne om de anvendte bøger, artikler, film, internetsider osv. I nogle opgaver, f.eks. DHO'en kan du opdele litteraturlisten i primærlitteratur (materialet, der skal analyseres) og sekundærlitteratur (som omhandler den primære litteratur og som har hjulet dig med at besvare spørgsmålene i din problemformulering).
Herunder kan du se et eksempel på en litteraturliste (MLA standard) med en masse forklaringer om.
Skriver du SRP, kan du finde hjælp til at lave en litteraturliste i bogen "Sådan skriver du SRP" s. 124-125. Bemærk at bogen bruger en anden standard, nemlig APA.
Her et eksempel på en litteraturliste
Bøger:
Hansen, Tue Sander: Klimakrisen. Rosenkilde, 2015
Meltofte, Hans (red.): Klimaændringerne: menneskehedens hidtil største udfordring. Hovedland, 2008.
”Miljøbeskyttelsesloven” in Den store danske encyklopædi, bind 13. Gyldendal/Danmarks Nationalleksikon, 1999.
Nielsen, Jørgen Steen: Den store omstilling: fra systemkrise til grøn økonomi. Informations forlag, 2012
Artikler:
Bækgaard, Anders, Jesper Thobo-Carlsen og Kim Faber: ”Regeringen vil erstatte energiafgift med skatteforhøjelse” in Politiken, 26. maj 2016.
Harvey, Fiona: ”De to store viser vej” in Politiken, 5. september 2016.
Sørensen, Bent: ”Ombejlede guldfugle investerer 26 milliarder kroner i grøn energi” in Berlingske, 2. juni 2016.
Internetside:
Bjerregaard, Peter: Bæredygtighed og grøn omstilling. Faktalink, august 2013. Besøgt den 28.03 2024. http://www.faktalink.dk/titelliste/baeredygtighed-og-groen-omstilling/
Grøn vækst i Danmark. Energistyrelsen, u.å. Besøgt 28. 3.2024. https://ens.dk/ansvarsomraader/energi-klimapolitik/groen-vaekst-i-danmark
”Grøn økonomi” in Den Store Danske Gyldendals åben encyklopædi, 20.9.2014. Besøgt den 28.03 2024. http://denstoredanske.dk/Special:Opslag?q=grøn%20økonomi&area
Forklaringer på beskrivelser af forskelligt materiale
Bøger
1) Jensen, Henning V., Ole Togeby og Hans Frandsen: Brug sproget! 2. udgave. Hans Reitzel, 1994.
2) Mørch-Hansen, Anne (red.): City: noveller om unge i storbyen. 2. udgave. Høst, 1999.
3) Stounbjerg, Per: ”Peter Høeg” in Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20. århundrede: bind 3. 4. udgave. Gads forlag, 2000. s. 444-454.
4) ”Vietnamkrigen” in Den store danske encyklopædi, bind 20. Gyldendal/Danmarks Nationalleksikon, 2001.
Kommentarer:
1) Hvis bogen er skrevet af flere forfattere, skriver du første forfatters efternavn, fornavn og derefter de øvrige
forfatteres for- og efternavne. Man nævner op til tre forfatternavne. Hvis der er flere forfattere end tre, nævnes den første efterfulgt af ”m.fl.”
2) Angiv hvis det drejer sig om en redaktør (red.)
3) Afsnit i en bog eller antologi. Afsnittets titel i ”anførselstegn ”. Skriv in og derefter oplysningerne på antologien.
4) Opslag i leksikon. Opslagets titel i ”anførselstegn”. Skriv in og derefter oplysningen på leksikonet.
Artikler (fysiske)
1) Christensen, Jens: ”Internettets historie” in Mediekultur, nr. 27, 2005, s. 6-17.
2) Kirk, Henning: ”Telefix: børn er blevet mobilomaner” in Politiken, 02.07.2000, sektion 4, s. 7-8.
Kommentarer:
1) Artikel fra et tidsskrift/magasin: Artiklens forfatter: Titel (overskrift) i ”anførselstegn”, herefter in Tidsskriftets navn, nummer, år/årgang, sideangivelse.
2) Artikel fra en avis: Artiklens forfatter: Titel i ”anførselstegn”, herefter in Avisens navn, dato, evt. navn på avis-sektion, sideangivelse
Billeder
1) Munch, Edvard: Skriget. 1893. Kilde: Gombrich, E.H.: Kunstens historie. 5. udgave. Gyldendal, 1999. side 565.
Kommentar:
Fotograf/kunstner: Titel. År. Herefter kildeangivelse, f.eks. bog eller internetadresse, hvor du har fundet billedet.
Film
1) von Trier, Lars: Dogville. Zentropa, 2003.
Kommentar:
Instruktør (evt. manuskriptforfatter): Titel. Produktionsselskab, årstal
Musik
1) Halberg, Poul og Mona Larsen: ”Magi i luften” in Transit. Replay, 1983.
2) Swan Lee: Enter. Playground, 2001.
Kommentar:
Kunstner: Titel på enkeltnummer eller album (+ evt. in albummets titel). Produktionsselskab, årstal
Internetsider/digitale ressourcer
1) Andersen, Anne Anthon: Indvandring og udvandring. Faktalink, august 2016. Besøgt d. 28.03.2024. http://www.faktalink.dk/titelliste/indvandring-og-udvandring
2) Vindmøllers samfundsøkonomiske værdi. Danmarks Vindmølleforening, 10.10. 2014. Besøgt d. 28.03.2024. http://www.dkvind.dk
3) Otte fakta om Syrien efter det arabiske forår. Amnesty, u.å. Besøgt d. 28.03.2024. http://amnesty.dk/nyhedsliste/2016/otte-fakta-om-syrien-efter-det-arabiske-foraar
4) "Vietnamkrigen” in Den store danske. Gyldendals åbne encyklopædi, 12.08.2014. Besøgt 28.03.2024.http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/USA_og_Nordamerika/USA_efter_1945/Vietnamkrigen?highlight=vietnamkrigen
Kommentarer:
Til beskrivelsen af internetsider skal følgende altid nævnes (hvis man altså kan finde oplysningerne):
Forfatter, hvis en sådan findes (måske kan ophavet findes under ”Om denne hjemmeside”): Hjemmesidens titel. Udgiver, evt. dato på siden. Dato for besøg. Sidens url (adresse).
1) Her kunne man finde alle oplysninger på siden, så den er ikke så svær.
2) og 3) Der er ikke noget personligt forfatternavn nævnt på siden, men udgiveren (Danmarks Vindmølleforening og Amnesty) har ansvaret.
3) Hvis der ikke på siden står noget årstal eller en datering, skrives ”u.å.” som forkortelse for uden/ukendt år.
4) Sådan skrives et opslag i et net-leksikon: Opslaget/sidens navn i ”citationstegn” in leksikonnets titel (i kursiv), datering. Besøgsdato. Sidens url (internetadresse).
i-bøger (digitale bøger)
Hasselbalch, Morten & Michael Helt Knudsen: Klima og bæredygtighed - i samfundsfagligt perspektiv. Columbus, 2023. Besøgt 28. marts 2024. https://xn--klimaogbredygtighed-sxb.ibog.forlagetcolumbus.dk/?loopRedirect=1&id=1
Podcast
Frank, Lone: Lone Frank og de titusinde sjæle 3:4 – Lone Franks dæmoner. Podimo, 14. oktober 2021. Besøgt 28.03.2024. https://podimo.com/en/shows/f8c8b799-1bc0-4dd5-9787-87bd0c1f627d
Sociale medier
1) Jørgensen, Dan [@joergensens]: Topmøde undervejs [tweet]. Twitter, 10.12.2022. Besøgt 28.3.2024. http://twitter.com/joergensens/staus/15005698605168332
2) Zuckerberg, Mark: Every year I reduce my climate history [statusopdatering]. Facebook, 8. januar 2023. Besøgt 28.3.2024. http://facebook.com/zuck/posts/1010602137
3) Martin fra Finansblog.dk: Derfor forventer jeg at blive millionær på kryptovaluta – uanset klimaændringer [blokindlæg]. Finansblog, 11. april 2021. Besøgt 28.02.2024. http://www.finansblog.dk/derfor-forventer-jeg-at-blive-millionaer-paa-kryptovaluta/
Kommentar: Følg remsen: forfatter, titel, udgiver, datering. besøgsdato, url.
Andre ressourcer f.eks. undersøgelser og lærernoter
1) Jensen, Poul: Spørgeskemaundersøgelse, 27 personer, på nettet, oktober 2023. (Bilag 1)
2) Høyrup, Mogens: Nogle sociologiske definitioner, upublicerede lærernoter, 4 sider, 06.10.2023.
Kommentarer:
1) Forfatter: Type undersøgelse, navn eller antal på medvirkende, sted, tidspunkt. Hvis det overhovedet er muligt, skal du vedlægge din undersøgelse/interview som bilag, f.eks. som udskrift eller som henvisning til placering på nettet.
2) Står der ingen dato på de udleverede lærernoter, anføres udleveringsdatoen.