Serbien år 2000

Ti år med katastrofe efter katastrofe

At der er stor forskel på forholdene i Danmark og i Jugoslavien, vidste jeg udmærket godt fra adskillige tidligere ophold i landet og fra sidste gang, jeg var der for 6 år siden midt under borgerkrigen i Bosnien. Men det var alligevel en chokerende oplevelse at se et hidtil nogenlunde politisk stabilt, forholdsvis velordnet og - efter Balkanforhold også ret velstående - land efter ti års borgerkrig, internationale økonomiske sanktioner og sidst 78 dages massive NATO-bombninger reduceret til et af de aller fattigste lande i Sydøsteuropa.

Det var naturligt nok forrige års NATO-bombninger af alle dele af Serbien, der sammen med valgkampen op til præsidentvalget den 24. september og de almindelige elendige livsvilkår for befolkningen var hovedtemaerne i samtaler med folk i landet.

Fattigdom og håbløshed

Dagligdagen i Serbien år 2000 er uhyre vanskelig og præget af udbredt fattigdom og en daglig kamp for overlevelse. Efter ti års borgerkrig og økonomisk embargo er landet blevet et mangelsamfund. Benzin, sukker og spiseolie kan stort set kun købes på det sorte marked og til ublu priser, som almindelige mennesker ikke kan betale. Og mange andre dagligvarer er vanskelige at opdrive. En dag gik der i landsbyen, hvor jeg en del af tiden opholdt mig, rygter om, at der ville komme en sending sukker til den lokale landhandel. Så om morgenen, da jeg tog i byen, var der allerede en lang kø af folk, der ved middagstid, da jeg vendte tilbage, stadig tålmodigt ventede under den brændende sol på at kunne købe et kilo sukker til normalprisen.

En anden dag var der gået et ben løs på en taburetter i det hus, hvor vi boede. Det viste sig, at der manglede en møtrik. Jeg måtte bruge en halv dag på at gennemsøge butikkerne i den nærmeste større by, inden det lykkedes mig at finde den ønskede vare. Et stykke værktøj til at skrue møtrikken fast med var derimod umulig at opdrive. Jeg måtte vente til den følgende dag, hvor der blev afholdt en slags loppemarked, hvor folk solgte ud af deres private indbo. Der fandt jeg en rusten knibtang, som jeg købte for 40 dinarer (ca. 1,50 kr.).

Den sidste aften, hvor vi sad sammen med et par naboer og hyggede os, blev hele landsbyen pludselig mørklagt som følge af en strømafbrydelse.

Så den igangværende kaffebrygning gik i vasken, og vi måtte i stedet tage et ekstra glas blommebrændevin i stearinlysets skær. Det sker jævnligt, hvilket jo også var et af formålene med NATO’s grafitbomber, der blev kastet over elektricitetsværker og højspændingsmaster over hele landet under bombekampagnen i foråret 1999.

Lønningerne og så lave, at ingen kan leve af dem alene. En sygeplejerske tjener, hvad der svarer til knap 300 kroner om måneden, mens en dommerfuldmægtig kan snige sig op på den fyrstelige gage af 400 kroner, hvilket er toppen af, hvad almindelige lønmodtagere kan gøre sig håb om at tjene. Folk på landet er så heldige, at de kan begrænse udgifterne til mad ved at dyrke lidt grøntsager, holde høns og fede et par grise op, mens bybefolkningen er henvist til at supplere de utilstrækkelige lønindtægter med handel, salg af deres private indbo, valutahandel, smugleri eller kriminalitet.

Generelt kan man sige, at hele den store middelklasse er elimineret. Tilbage er der en lille overklasse af ”ny-rige” - politikere, forretningsfolk, smuglere og kriminelle, mens det altovervejende flertal af befolkningen er forvandlet til et proletariat. Den tidligere socialistiske velfærdsstat er forvandlet til et klassesamfund med enorme forskelle mellem de få rige og de mange fattige.

Præsidentvalget

I det lys er det forståeligt, at mange ser det kommende præsidentvalg som en mulighed for at få ændret på tingenes tilstand. Samtidig afholdes der også både lokal- og parlamentsvalg. Og i næsten alle samtaler kom man uvægerligt ind på emnet. Mange i Vesten synes at antage, at den almindelige serber er hjernevasket af regimets propagandamaskine. Og ganske vist er mange af medierne - særligt TV - kontrolleret af regeringen, men der er dog stadig uafhængige og kritiske aviser. Nogle har parabol-TV eller adgang til udenlandske medier. En meget stor del af befolkningen har slægtninge på såkaldt ”midlertidig arbejde i udlandet”. Så der er kanaler nok for befolkningen til at få andre informationer, end de officielle. Folk er ikke dumme og kan udmærket lægge to og to sammen og være kritiske overfor styret. Alligevel var jeg overrasket over at høre følgende ikke særlig typiske udtalelse fra en 48-årig offentlig ansat og medlem af Vuk Draškovic’ serbiske fornyelsesparti: ”Vi er på en måde selv skyld i, at NATO bombede os. Vore politiske ledere burde have indset, at det ikke er dem, der havde 100 % ret og hele resten af verden, der havde 100 % uret”. Men samtidig har de fleste serbere ikke meget tilovers for Vestens indblanding i landets anliggender, som de - med rette - anser for at være funderet på nogle skæve præmisser.

Valgkampen præger de skrevne og de elektroniske medier og bybilledet. Det regerende serbiske socialistpartis plakater er de største og de mest farvestrålende. De fleste steder prydet med portrætter af Slobodan Milošević, som jo har et navn, der er velegnet til at føre serbisk valgkamp på. Det serbiske ord ”Sloboda” betyder ”frihed”, og ”da” betyder ”ja”. Én af plakatteksterne lød således ”Slobo-Da”. Altså Milošević’ fornavn, som samtidig er et ordspil med ”Ja til frihed” og ”Ja til Slobodan”. Milošević er ikke blot kandidat for det serbiske socialistparti, men også for YUL – Mirjana Milošević’ eget ”Jugoslaviske Venstreparti”.

Studenterbevægelsen ”Odpor” (”Modstand”) har tydeligvis et langt mindre plakatbudget. Til gengæld er de ikke mindre opfindsomme. I storbyen Niš i det sydlige Serbien var samtlige plakater med Slobodan Milošević systematisk forsynet med små sort-hvide streamers med teksten ”gotov je” (”han er færdig”) og den knyttede sorte næve, som er bevægelsens logo.

Det største plakatbudget syntes imidlertid at indehaves af det lille radikale parti, der ikke er radikal i dansk forstand, men i serbisk forstand, hvilket er noget ganske andet. Partilederen Vojislav Šešelj spillede en aktiv rolle som militsleder under borgerkrigene i Kroatien og Bosnien. Desuden er han i regeringskoalition sammen med Milošević. Så om pengene til valgkampen stammer fra krigsbytte, fra offentlige midler eller fra den blomstrende smugler-branche må stå hen i det uvisse. Men en kendsgerning er det, at partiets plakater med spidskandidaten Tomo Nikolić hang i store mængder overalt i det sydlige og centrale Serbien. Så penge mangler partiet tilsyneladende ikke.

Derimod var der udover i Beograd kun få eller slet ingen livstegn at se fra Vuk Drašković’ Serbiske Fornyelsesparti, SPO, der ellers som præsidentkandidat har opstillet sønnesønnen til Draža Mihajlović, der var leder af de serbiske četnikker, som under anden verdenskrig konkurrerede med Tito og hans partisaner om at kæmpe mod den tyske besættelsesmagt.

Plakater med ”den forenede oppositions” kandidat, Vojislav Koštunića, sås også mest i Beograd. Men det var hans navn, man oftest hørte, når folk fortalte om deres favorit til valget. Jeg talte politik med en hel del mennesker under opholdet, specielt med landbefolkningen, der traditionelt er Milošević’ magtbase. Men ikke én af dem gav udtryk for at være tilhænger af en ny periode med Milošević som præsident. Generelt er folk lede og kede af krig og fattigdom og ønsker nu en ny begyndelse. Alle gav udtryk for, at de ønskede politiske forandringer og en normaliseringen af forholdet til omverdenen. Så hvis valget den 24. september ender med endnu en valgsejr til Slobodan Milošević, så kan det kun forklares med enten valg-svindel eller med, at hans tilhængere har holdt en ualmindelig lav profil i valgkampen og den offentlige debat.

En gammel serbisk bonde, der en dag var på besøg, havde denne kommentar om de dominerende politiske ledere: ”Bare Tito kunne stå op af sin grav og sætte alle de banditter på plads!”.

”Jeg modtager ikke fjendens valuta”

At købe, stege og fortære en lille pattegris er tilsyneladende det vildeste mad-orgie, en serber i landdistrikterne kan forestille sig og udtryk for den største ekstravagance. Vores familie i landsbyen havde derfor fået den idé, at sådan én skulle vi absolut have fat i. Og vi fandt også på markedet i en nabolandsby en fin lille gris på 11 kg til den meget rimelig pris af 400 dinarer, svarende til ca. 55 kr. Normalt modtog folk med glæde betaling for varer eller ydelser i D-mark. Men på vores spørgsmål om prisen i D-mark fik vi svaret: ”Jeg modtager ikke fjendens valuta”. Den udtalelse var måske ikke særlig privatøkonomisk fornuftig, men til gengæld nok meget menneskelig forståelig.

Tyskland var en af de aktive parter i NATO’s 78 dage lange ”humanitære aktion” fra den 24. marts til den 11. juni 1999. For denne almindelige bonde i en landsby i det sydlige Serbien har det næppe føltes særlig ”humanitært” dagligt at blive bombet med klyngebomber, beskudt af lav-radioaktive projektiler og blive udsat for gentagne strømafbrydelser og alle de andre besværligheder, som krigen skabte for ham. Måske kan han endda have mistet en søn ved fronten eller en datter på vej i et af de tog, som ”ved en fejl” blev bombet af NATO.

Det ulyksalige NATO-angreb kom til at koste landet tusinder af dræbte og sårede, store materielle ødelæggelser, som det vil koste milliardbeløb i US-dollars at udbedre. I den nærmeste by Aleksinac - en by halvt så stor som Silkeborg - blev 20 dræbt og 40 såret af bomber i bymidten. Hundredvis af huse fik smadret deres ruder.

Storbyen Niš omkring 30 km derfra var udsat for næsten daglige angreb i de 78 dage. Under et besøg her så vi blandt andet et nyopført mindesmærke over de dræbte.

Ifølge en opgørelse, jeg så dernede er i alt 44 vejbroer og 12 jernbanebroer sprængt i stumper og stykker; jernbanenettet beskadiget 15 steder; 43 telekommunikationsmaster og -anlæg bombet; 37 industrianlæg, 11 landsbrugsbedrifter og 21 elektricitetsværker o.lign. ødelagte.

Ophæv sanktionerne

I storbyen Niš sad min kone og jeg en eftermiddag på en café på byens hovedstrøg og nød en drink. Vi talte om, hvor velklædte og afslappede mange af de forbipasserende så ud. Og om hvor uforståeligt, det for udenforstående måtte være, at dette land havde været i krig og underlagt sanktioner i op mod ti år.

Men skinnet bedrager. Det er kun overfladen, man ser. Det smarte tøj er på en måde udtryk for det samme, som den fattige bondes afvisning af at modtage ”fjendens penge”. Nemlig stolthed. Tilpasningsevne. Overlevelsesevne. Og en anderledes prioritering af de beskedne økonomiske midler, der er til rådighed.

Fem århundreder under tyrkisk herredømme lærte serberne at overleve som selvstændigt folk. Så på langt sigt skal Serbien nok overleve og også nok genvinde den position i Europa, som de synes retmæssigt tilkommer dem.

Når det alligevel er vigtigt, at Vesten nu overvejer sin politik overfor landet, så er det ikke mindst for ungdommens skyld. Man risikerer at miste en hel generation af unge, som kun har oplevet økonomisk tilbagegang, politisk isolation og international dæmonisering.

Som derfor har mistet enhver tro på fremtiden. Og som derfor også er ved at miste enhver lyst til uddannelse eller arbejde. Fordi alt er så udsigtsløs og håbløs.

Hvis hensigten med de internationale sanktioner mod Serbien er for altid at skubbe landet ud i mørket, at fratage befolkningen ethvert håb om en bedre fremtid og enhver tillid til Vesten, så er politikken virkelig meget velegnet.

Men hvis målet er at hjælpe landet til at udvikle sig mere i retning af parlamentarisme, demokrati og respekt for menneskerettigheder, så er sanktionspolitikken direkte skadelig og bør øjeblikkelig ændres. Og det haster, så folk indenfor en overskuelig fremtid igen skal kunne få tillid til, at Europa og USA er venner og ikke fjender af landet.

Med Jerntæppets og Berlinmurens fald har Europa fået en historisk mulighed for at blive en helhed igen. Historiens dom vil blive hård over os, hvis vi i den situation gør os skyldige i at opbygge nye fjendebilleder og nye skillelinier mellem Europas folk. For det er jo altid folket, der betaler prisen for politikernes dumheder. Milošević og den politiske og økonomiske magtelite i Serbien har sit på det tørre. Det er den almindelige befolkning, der er blevet proletariseret, passiviseret og desillusioneret til en tilstand af bundløs håbløshed. Ti år er allerede ti år for meget. Sanktionspolitikken har vist sig ikke blot nytteløs, men katastrofal. De vestlige politikere må indse dette, selv om måske betyder, at de kommer til at tabe ansigt. Alt andet vil være uansvarligt.