JUGO-1970

Sammen med formanden for Ikast Lokalhistoriske Forening, Erik Hansen har jeg udgivet en bog i anledning af 50 året for begyndelsen af den jugoslaviske indvandring i Silkeborg. Til formålet har vi oprettet en organisation, "JUGO-1970", der står som udgiver af bogen, og som efterfølgende vil administrere det eventuelle overskud ved bogsalget. Det vil ubeskåret gå til værdige formål inden for gruppen af jugoslaviske indvandrere.


VELUX FONDEN, Silkeborg Kommune, Fagbevægelsens Almene Fond, Danske Bank og Arbejdernes Landsbank i Silkeborg har støttet udgivelsen, og Midtjyllands Avis og Lokalhistorisk Arkiv har venligt givet tilladelse til anvendelse af billedmateriale.


Bogudgivelsen sker i forbindelse med en reception for indbudte gæster på Silkeborg Bibliotek torsdag den 20. februar, og dagen efter kan bogen købes for 129,95 i Bog & Idé på Vestergade og på Torvet. Bogen kan også rekvireres på alle landets biblioteker.

Se også Jugo-1970's egen hjemmeside her: sites.google.com/view/jugo-1970

Anmeldelse af vores bog af Andreas Skov i Lokal- og Kulturhistorisk Tidsskrift JOURNALEN:

Erik Hansen og Poul Bærnholdt Lund:

Bare et par år … Jugoslaverne i Silkeborg 1970-2020

Udgivet i 2020 af JUGO-1970. 173 s. Illustreret

Indvandring er ikke længere udelukkende et emne for journalistikken, men er også så småt ved at finde fodfæste i forskellige lokalhistoriske publikationer. Og tak for det – for som alle ved, er det her, man får den virkelige indsigt og forståelse!

Forfatterparret Hansen og Lund har lavet en grundig bog om den jugoslaviske indvandring til Silkeborg, der tog sin begyndelse i 1970. Det fremgår ikke direkte, hvorfor de har sat sig for at skrive bogen – udover det åbenlyse 50-års jubilæum – men i løbet af læsningen, kommer det frem, at i hvert fald den ene af forfatterne har haft berøring med sit ”emnefelt” helt siden 1970, og man fornemmer, at de indirekte har været en del af historien. Men en ”forfatterdeklaration” ville have været på sin plads.

I bogen fortælles der om den store gruppe jugoslaviske kvinder – og ganske få mænd – der i 1970 og tre år frem kom til Silkeborg for at arbejde på virksomheden A/S Kaj Neckelmann, der producerede syntetiske tekstilfibre. I alt drejede det sig om over 400. Nogle forlod byen igen, mens andre blev hængende, og på den måde er de blevet en del af Silkeborgs historie.

”Bare et par år …” er et lokalhistorisk bidrag til den danske historie om indvandringen af fremmedarbejdere (eller gæstearbejdere, om man vil). En indvandring, der fandt sted under højkonjunkturen i slutningen af 1960’erne og indtil udbruddet af oliekrisen i 1973. Det var en tid, hvor virksomheder som A/S Kaj Neckelmann – og mange andre lignende virksomheder i Danmark – havde så akut mangel på arbejdskraft, at man simpelthen måtte rekruttere sine medarbejdere uden for Vesteuropa. I A/S Kaj Neckelmanns tilfælde fandt man arbejdskraften i Jugoslavien, som man mente kulturelt var mindre fremmedartet end f.eks. Tyrkiet. Utroligt nok kunne Neckelmann alligevel tillade sig at stille temmelig specifikke krav til den arbejdskraft, man ønskede at rekruttere: Medarbejderne skulle være kvinder på mindst 170 cm., og de måtte ikke være gravide. Derfor skulle de i forbindelse med kontraktunderskrivelsen aflevere en urinprøve.

I bogen kan man læse om kvindernes ankomst til Silkeborg; om de første indkvarteringssteder; om Neckelmanns rolle i denne proces og meget, meget mere. Historien føres helt op til i dag. En af bogens store styrker er, at vi både får kvindernes perspektiv (gennem interviews) og det silkeborgensiske perspektiv på kulturmødet, samtidig med at forfatterne formår at inddrage de ydre strukturer – udviklingen i Jugoslavien og Danmark – i den ”lille” fortælling. Vi får således forklaret, hvad der ”skubbede” kvinderne helt fra Jugoslavien til Neckelmann i Silkeborg, og hvad Jugoslaviens opløsning i 1990’erne betød for de selvsamme kvinder. De rejste ud som jugoslavere, men endte som serbere.

Bogen er forsynet med mange billeder og illustrationer, både fra private bidragsydere, Silkeborg Avis/Midtjyllands Avis og fra arkivet i Silkeborg. Og forfatterne har som nævnt gennemført mange interviews.

Der er tale om en Silkeborg-historie, men den samme historie kan utvivlsomt fortælles i mange andre danske provinsbyer, og på den måde kan bogen tjene som inspiration for andre, der gerne vil kaste sig over denne del af vores fælles historie.