Jugoslavien - der var engang et land
Jugoslavien - fra regional stormagt til ni ubetydelige ministater
Jugoslavien - fra regional stormagt til ni ubetydelige ministater
Efter et årti præget af nationalt had og blodig borgerkrig herskede der efter Slobodan Milosevic' - og senere Vojislav Seseljs og Radovan Karadzic' - udlevering til krigsforbryderdomstolen i Haag måske en vis forsigtig optimisme med hensyn til, om dette ulykkelige land måske omsider kunne håbe på en udvikling frem mod en ny begyndelse som et normalt, demokratisk og civiliseret samfund. Desværre har tiden vist, at det går uhyggelig langsomt. Alt imens folk i det lille tilbageblevne og stærkt amputerede serbiske kerneland henslæber deres nøjsomme tilværelse i udsigtsløs resignation. Befriet for - eller berøvet - store dele af deres territorier til de nye stater Kroatien, Bosnien og Kosovo.
Efter et årti præget af nationalt had og blodig borgerkrig herskede der efter Slobodan Milosevic' - og senere Vojislav Seseljs og Radovan Karadzic' - udlevering til krigsforbryderdomstolen i Haag måske en vis forsigtig optimisme med hensyn til, om dette ulykkelige land måske omsider kunne håbe på en udvikling frem mod en ny begyndelse som et normalt, demokratisk og civiliseret samfund. Desværre har tiden vist, at det går uhyggelig langsomt. Alt imens folk i det lille tilbageblevne og stærkt amputerede serbiske kerneland henslæber deres nøjsomme tilværelse i udsigtsløs resignation. Befriet for - eller berøvet - store dele af deres territorier til de nye stater Kroatien, Bosnien og Kosovo.
Hvad der tidligere var den dominerende regionale og internationalt respekterede stormagt på Balkan, er nu forvandlet til i realiteten 9 ubetydelige ministater: Serbien, Kroatien, Slovenien, Montenegro, Makedonien, Kosovo og et Bosnien, der formelt er opdelt i en serbisk og en kroatisk-muslimsk entitet, men i realiteten består af tre enheder uden ret meget fællesskab. Muslimerne har siden krigen betegnet sig selv som "bosniakker" og dermed forsøgt at tage patent på retten til området.
Hvad der tidligere var den dominerende regionale og internationalt respekterede stormagt på Balkan, er nu forvandlet til i realiteten 9 ubetydelige ministater: Serbien, Kroatien, Slovenien, Montenegro, Makedonien, Kosovo og et Bosnien, der formelt er opdelt i en serbisk og en kroatisk-muslimsk entitet, men i realiteten består af tre enheder uden ret meget fællesskab. Muslimerne har siden krigen betegnet sig selv som "bosniakker" og dermed forsøgt at tage patent på retten til området.
Man kan mene hvad man vil om optakten til borgerkrigen. Alle er tabere. Men det er hævet over enhver tvivl, at serberne som folkeslag blev de største tabere.
Man kan mene hvad man vil om optakten til borgerkrigen. Alle er tabere. Men det er hævet over enhver tvivl, at serberne som folkeslag blev de største tabere.
Mit personlige forhold til Jugoslavien: Min interesse for Jugoslavien går helt tilbage til 1970, da jeg var én af initiativtagerne til oprettelsen af Club 70 i Silkeborg - én af landets første indvandrerklubber - efter at de første grupper jugoslaviske "fremmedarbejdere", som de dengang kaldtes, var ankommet til Silkeborg, hvor jeg på daværende tidspunkt gik på lærerseminariet. Det blev begyndelsen til et livsvarigt engagement i både indvandrer- og flygtningearbejde og en varig interesse for samfundsforhold i Jugoslavien. Interessen blev naturligvis ikke mindre, efter at jeg i 1975 blev gift med Mirjana, som stammer fra en landsby i Serbien (tæt ved byen Aleksinac, som jeg har markeret på kortet 30 km. nord for Nis, som er den næststørste by i Serbien). Halvdelen af min familie var således pludselig jugoslaver. I forvejen var størstedelen af min omgangskreds jugoslaver. Det tætte forhold til "en af parterne" i de blodige konflikter, som har kendetegnet 1990'erne, har naturligvis i en vis udstrækning præget min holdning. Men jeg mener nu selv, at jeg forsøger at være en neutral iagttager - i modsætning til en stor del af den vestlige presse, der entydigt fra begyndelse til den bitre ende ensidigt har udpeget serberne som skurkene.
Mit personlige forhold til Jugoslavien: Min interesse for Jugoslavien går helt tilbage til 1970, da jeg var én af initiativtagerne til oprettelsen af Club 70 i Silkeborg - én af landets første indvandrerklubber - efter at de første grupper jugoslaviske "fremmedarbejdere", som de dengang kaldtes, var ankommet til Silkeborg, hvor jeg på daværende tidspunkt gik på lærerseminariet. Det blev begyndelsen til et livsvarigt engagement i både indvandrer- og flygtningearbejde og en varig interesse for samfundsforhold i Jugoslavien. Interessen blev naturligvis ikke mindre, efter at jeg i 1975 blev gift med Mirjana, som stammer fra en landsby i Serbien (tæt ved byen Aleksinac, som jeg har markeret på kortet 30 km. nord for Nis, som er den næststørste by i Serbien). Halvdelen af min familie var således pludselig jugoslaver. I forvejen var størstedelen af min omgangskreds jugoslaver. Det tætte forhold til "en af parterne" i de blodige konflikter, som har kendetegnet 1990'erne, har naturligvis i en vis udstrækning præget min holdning. Men jeg mener nu selv, at jeg forsøger at være en neutral iagttager - i modsætning til en stor del af den vestlige presse, der entydigt fra begyndelse til den bitre ende ensidigt har udpeget serberne som skurkene.
Birgithe Kosovic, der i 2011 har modtaget flere priser for sin roman "Det dobbelte land" skriver hen imod slutningen af romanen således om dette hårdtprøvede område af Balkan. Det er den gamle partisekretær, der fabulerer over sit lands skæbne:
Birgithe Kosovic, der i 2011 har modtaget flere priser for sin roman "Det dobbelte land" skriver hen imod slutningen af romanen således om dette hårdtprøvede område af Balkan. Det er den gamle partisekretær, der fabulerer over sit lands skæbne:
"Jugoslavien, tænker han og inhalerer, det er en sindstilstand. Og selv om der er sket alt det, der er sket, og det næsten er, som om han kan mærke jorden vibrere hele vejen ude fra Dubrovnik bag bjergene - er landet stadig det samme land, som det altid har været.
"Jugoslavien, tænker han og inhalerer, det er en sindstilstand. Og selv om der er sket alt det, der er sket, og det næsten er, som om han kan mærke jorden vibrere hele vejen ude fra Dubrovnik bag bjergene - er landet stadig det samme land, som det altid har været.
Og folk kan kalde det Jugoslavien, de kan kalde det Serbien eller Kroatien eller noget helt andet, og folk kan kalde sig jugoslavere, eller hvad de vil; og de kan elske det land, og de kan hade det, de kan slå ihjel for det, blive myrdet eller gå i døden for det - men landet er stadig det samme land:
Og folk kan kalde det Jugoslavien, de kan kalde det Serbien eller Kroatien eller noget helt andet, og folk kan kalde sig jugoslavere, eller hvad de vil; og de kan elske det land, og de kan hade det, de kan slå ihjel for det, blive myrdet eller gå i døden for det - men landet er stadig det samme land:
Allestedsnærværende, nøgent og uforstyrreligt. I mørke og stilhed. Som om, forekommer det ham, at de alle sammen vandrede rundt på et mægtigt, tavst ansigt uden nogensinde at opdage det."
Allestedsnærværende, nøgent og uforstyrreligt. I mørke og stilhed. Som om, forekommer det ham, at de alle sammen vandrede rundt på et mægtigt, tavst ansigt uden nogensinde at opdage det."