Indlæg i Politiken 20.01.2024 Mogens Fosgerau og Frikk Nesje

Svært at se fordele ved en ny model for klimamål

Hvis vi vil regulere vores klimaaftryk ud fra forbrugsbaseret opgørelse af CO2-udledningen, vil det give lige så grove og upræcise incitamenter som opgørelsen af det produktionsbaserede klimaaftryk.

KLIMA

Mogens Fosgerau og Frikk Nesje,

Hhv. professor og adjunkt, Økonomisk Institut, Københavns Universitet

I den danske debat bliver der ofte argumenteret for forbrugsbaserede klimamål, som handler om CO2-udledning ved produktion og transport af varer, vi forbruger her til lands, med henvisning til at Danmark bør være et foregangsland. Men et foregangsland skal ikke bare gå forrest. Det skal også gå i den rigtige retning.

Der er bred enighed om målet, at Jordens befolkning skal reducere udledningen af drivhusgasser. Et grundlæggende globalt klimapolitisk problem er koordinationsproblemet, kendt som fællesskabets tragedie.

Problemet er, at vi ikke er i stand til at koordinere de forskellige nationale interesser, således at vi kan opnå det fælles bedste. Omkostningerne ved at begrænse drivhusgasudledningen rammer mest hos det land, der gør noget for at begrænse, mens gevinsterne via klimaet er fordelt over hele kloden. Alle lande har således et incitament til at lade resten af verden tage omkostningerne, mens gevinsterne tilfalder alle lande, uanset om de selv har reduceret deres udledning.

I DEN DANSKE klimapolitiske diskussion argumenterer flere for at reducere verdens CO2-emission mest muligt. Men det er vigtigt at huske, at klimapolitik i Danmark og EU må forholde sig til det grundliggende globale koordinationsproblem og den samlede effekt af vores klimapolitik. 

Vi begynder ikke på bar bund. Vi har en række aftaler i FN-systemet, som sætter rammerne og mulighederne for klimapolitikken. Her er udgangspunktet, at verdens lande sætter mål for deres egen udledning. Det vil sige den udledning, der produceres i de enkelte lande. Ansvaret for udledning ligger i princippet der, hvor udledningen finder sted.

Nu har Klimarådet imidlertid foreslået, at Danmark sætter sit eget supplerende ’klimapejlemærke’ for en forbrugsbaseret opgørelse af Danmarks udledning. De mener, at vi i Danmark bør gå forrest og også påtage os ansvaret for den udledning, der er sket i produktionen af de ting, vi forbruger i Danmark. Andre er også kommet med lignende forslag, og de giver ingen stærke argumenter for politik baseret på denne tilgang.

DEN PRODUKTIONSBASEREDE opgørelse, som verdens lande allerede er enige om i FN, har en række afgørende fordele.

Ansvaret for udledning ligger som udgangspunkt hos den, der foretager udledningen. Dette definerer også en række handlemuligheder. Det er ret let at opgøre, hvor meget et land udleder, for vi har ret godt styr på, hvor meget olie der bliver brændt af. (Undtagelsen er udledning fra ikkefossile kilder, landbrug og den slags, som er noget sværere at måle).

Det er ret ligetil at regulere udledningen, for den kan rammes klokkerent med en afgift eller en kvote på fossil energi, som er proportional med CO2-udledningen. Ved at ramme klokkerent kan vi få mest mulig CO2-reduktion for mindst mulig samfundsmæssig omkostning verden over. At omkostningerne er lave, er helt afgørende for muligheden for overhovedet at gennemføre den globale grønne omstilling.

Vi har endda en mekanisme på vej, hvorved vi kan give vores omverden incitament til at have samme stramme klimapolitik, som vi har i EU. Vi har i EU allerede besluttet at indføre klimatold på import af varer fra lande, som ikke selv regulerer deres CO2-udledning. Det instrument har den meget smukke egenskab, at f.eks. Kina kan undgå vores klimatold og beholde pengene selv, hvis de indfører en CO2-afgift eller anden regulering, der matcher EU’s. Derved bidrager klimatolden til at koordinere den globale klimapolitik.

Klimapolitik baseret på den produktionsbaserede opgørelse har således mange fordele i praksis. Den er i overensstemmelse med aftalerne i FN, vi kan ramme udledningerne klokkerent med CO2-afgift og lignende, og vi kan gøre det på en måde, så vi bidrager til at løse det grundliggende globale koordinationsproblem. 

DET FORBRUGSBASEREDE klimaaftryk er derimod problematisk som fundament for klimapolitik.

Det kolliderer med de grundprincipper, verdens lande er blevet enige om i FN.

Der findes opgørelser af Danmarks samlede nationale forbrugsbaserede klimaaftryk. Det er ’top-down’-beregninger baseret på nationalregnskaber for verdens lande og udenrigshandelsstatistik. Det er en rimelig opgørelse, som i hvert fald rammer totalerne rigtigt, men er altså ikke mere præcis i detaljen, end verdens landes nationalregnskaber og udenrigshandelsstatistik er. Der skelnes kun mellem 163 brancher, og det er vanskeligt at sige noget om CO2-indholdet i specifikke varer. Tallene er grove gennemsnitstal, som det er svært at agere meningsfuldt på.

Eventuel regulering af den forbrugsbaserede CO2-udledning vil derfor give lige så grove og upræcise incitamenter som opgørelsen af klimaaftrykket af de enkelte varer. Derved bliver de samfundsmæssige omkostninger ved reguleringen alt for høje.

Med regulering af vores forbrugsbaserede klimaaftryk vil vi i praksis blot indføre en alt for grovkornet begrænsning af vores samhandel med resten af verden. Den vil ikke ramme CO2-udledningerne klokkerent. Som sagt er det afgørende for den globale omstilling, at vi gør det så smertefrit som muligt, og det vil sige med så præcise incitamenter som muligt.

DET ALLERVIGTIGSTE er, at vi husker, hvad det egentlig er, vi er i gang med. For at nå de globale klimamål er vi nødt til at få det meste af verden med.

Det kan være mere end svært at overbevise lande som Kina om, at det er en god idé, at vi begynder at regulere Danmarks forbrugsbaserede klimaaftryk og dermed Kinas udledning. Det vil reelt blot fungere som en begrænsning på import fra Kina. Vi må også huske at tænke på, hvordan vores politik ser ud set gennem kinesernes briller. Kina har allerede forpligtet sig til, at deres udledning skal toppe inden 2030.

EU’s klimatold ligner en regulering af vores eget forbrugsbaserede klimaaftryk, i og med at den retter sig mod CO2- udledning, der foregår uden for EU. Den store forskel er, at f.eks. Kina kan undgå vores klimatold ved at indføre deres egen produktionsbaserede CO2-regulering. Derved understøtter klimatolden både den globale koordination af klimapolitikken og foregangslandsargumentet. En mulig dansk regulering af vores forbrugsbaserede klimaaftryk vil snarere modarbejde den globale koordination.

Alt i alt er det svært at se nogen fordele ved at indføre nationale klimapejlemærker for det forbrugsbaserede klimaaftryk. Ønsket derom bygger på den idé, at vores klimapolitik bør gå ud på at reducere den samlede CO2-udledning mest muligt. Men for at nå det mål må vi forholde os til de rammer og muligheder, det globale koordinationsproblem giver. Vores tilgang bør understøtte disse rammer og muligheder og samtidig tilskynde alle verdens lande til selv at sætte ambitiøse klimamål. Her vil politik baseret på det forbrugsbaserede klimaaftryk ikke ramme skiven.

Replik Torsten Hasforth og Charlotte Jensen, Concito.01.2024

MOGENS FOSGERAU

Jo, vi skal også nedbringe klimaaftrykket fra vores forbrug

Der er en selvstændig værdi i at afdække den globale klimaeffekt, som forbruget har.

REPLIK

Torsten Hasforth og Charlotte Jensen,

Cheføkonom, Concito, og adfærdsanalytiker, Concito

I ET STRINGENT argumenteret indlæg taler Mogens Fosgerau og Frikk Nesje om ulemperne ved at bruge vores forbrugsbaserede klimaudledninger som et politisk mål. Fosgerau og Nesje sammenligner den produktions- og forbrugsbaserede opgørelse af vores klimaaftryk. Det er forskellen på, om vi ser på vores udledninger af drivhusgasser, der hvor selve udledningen sker, for eksempel på fabrikken, der laver stålet, eller vi ser på det forbrug, der skaber efterspørgslen efter selv samme stål.

Fosgerau og Nesje ser det som problematisk, hvis vi i Danmark påtager os ansvaret for de udledninger, der er sket i produktionen uden for Danmark af de varer, som vi forbruger i Danmark. Derfor argumenterer de specifikt imod Klimarådets anbefaling om at indføre et national klimapejlemærke for det forbrugsbaserede klimaaftryk. Concito har også anbefalet et sådant pejlemærke i rapporten om Danmarks globale forbrugsudledninger, hvor vi argumenterer for mindst en halvering i 2030 i forhold til 2020.

Men med den tilgang fratager de ’forbrugeren’ dennes ansvar, og de afskærer os fra et stort og nødvendigt handlingsrum. Et handlingsrum, der kigger på os som forbrugere og som et forbrugende samfund. Et handlingsrum, som er nødvendigt for at komme i mål med den grønne omstilling.

VORES LEVEVIS og vores forbrug er jo drivkraften i de drivhusgasudledninger, der skaber ravage i klodens klima. Det er korrekt, at den forbrugsbaserede opgørelse er en svær størrelse at bygge klimapolitik på. Styrken ved den produktionsbaserede opgørelse er, at fokus er på de nationale udledninger, som netop nationalstaten kan monitorere og aktivt arbejde for at reducere.

Men der er en selvstændig værdi i at afdække den globale klimaeffekt, som forbruget har. Når vi følger og tager ansvar for vores forbrug, giver det en forståelse for, hvad der driver klimakrisen. Samtidig åbner det for en anden og større palet af handlingsmuligheder.

Når vi ikke forholder os til forbrugets natur, samt med hvad der er en klimarigtig livsstil, så fastholdes vores klimatunge forbrugsmønster. Det gør det langt sværere at nå i mål klimamæssigt.

Ved kun at se på produktionsbaserede opgørelser afskærmer man sig fra mange reelle løsninger. De løsninger, vi kender, der giver anledning til at tage fat om udfordringens rod – nemlig forbrugets omfang og sammensætning.

I CONCITO SER vi det som uundgåeligt at afvige fra det, der i en klassisk økonomisk forstand karakteriseres som de ’optimale’ reduktionsværktøjer. I en ’uperfekt’ verden, der ikke nemt lader sig beskrive af klassisk økonomisk teori, er det legitimt at tage fat i flere reguleringsformer, som løser de problemer, vi står over for. Det betyder også, at der ikke er én enkelt løsning, der kan bringe os i mål, men flere strenge, vi skal spille på.

Vi ser produktions- og forbrugsbaserede opgørelser og reduktionsindsatser som supplement til hinanden. Der skal tages udgangspunkt i at adressere og nedbringe udledningerne fra vores forbrugstunge livsstil. En mere klimavenlig kost er for eksempel en vigtig løftestang for en fremtidig grøn fødevareproduktion. Samtidig skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at få ’styr på egen hønsegård’ ved at reducere aftrykket fra aktiviteter i Danmark.

Fosgerau og Nesje ønsker en løsning på klimakrisens globale koordinationsproblem, men klimapolitik indebærer i sidste ende i lige så høj grad behovet for en omfattende omkalfatring af den økonomiske og sociale aktivitet inden for hver økonomi. Her er der behov for, at vi handler på baggrund af vores viden om det forbrugsbaserede klimaaftryk og vores livsstil og samfundets bidrag til dette.

Duplik, Mogens Fosgerau og Frikk Nesje 08.02.2024

Det er bedre at regulere CO2-udledningerne fra produktionssiden

REPLIK

Mogens Fosgerau og Frikk Nesje,

hhv. professor og adjunkt, Økonomisk Institut, Københavns Universitet

VI TAKKER for den fine replik til vores indlæg, hvor vi argumenterede for at lade vores klimapolitik styre af den produktionsbaserede (territoriale) opgørelse, hvor man måler den CO2-udledning, der sker ved produktion i Danmark, og ikke vores forbrugsbaserede klimaaftryk, hvor man altså også ser på den CO2-udledning, der sker ved det, vi forbruger.

Concito mener, at forbruget driver klimakrisen. Forbruget er »drivkraften i drivhusgasudledningerne«, og at vi bør tage fat i »udfordringens rod – nemlig forbrugets omfang og sammensætning«.

Men det giver ikke mening at sige, at det særskilt er forbruget, der driver klimakrisen. For udbud og efterspørgsel optræder på hver sin side af de samme transaktioner. Vores forbrug er produceret et sted. Forbrugets klimaaftryk opstår i produktionen. Det er de samme klimagasser, man opgør begge steder. Vi har påvist store fordele ved at regulere på produktionssiden, med kvoter og afgifter og med komplementære politikker i overensstemmelse med aftalerne i FN.

Som Concito siger, udelukker vi en række indgreb over for forbruget ved at undgå den forbrugsbaserede opgørelse. Det er helt tilsigtet. Vi vil adressere klimaproblemet så direkte og effektivt som muligt. Det indebærer, at der er nogle reguleringsværktøjer, vi ikke skal bruge. 

Concito mener, at »en mere klimavenlig kost er … en vigtig løftestang for en fremtidig grøn fødevareproduktion«. Vi mener, at en regulering af landbrugets udledninger af drivhusgas er nødvendig. Det må simpelthen vise sig, hvad det vil betyde for vores madvaner. Visse fødevarer vil blive dyrere, andre billigere, og det vil madvanerne tilpasse sig.

VIRKELIGHEDEN afviger ganske rigtigt fra de stiliserede økonomiske teorier. Faktisk er det netop en sådan afvigelse, der gør det bedre at regulere CO2-udledningerne fra produktionssiden. På produktionssiden kan vi lettest måle og regulere udledningerne. På forbrugssiden har vi derimod det informationsmæssige problem, at det er svært at opgøre CO2-indholdet i alle verdens produkter med nogen større pålidelighed. Den ’uperfekte’ verden er en grundsten i vores argumentation.

Concito konkluderer, at »klimapolitik indebærer … behovet for en omfattende omkalfatring af den økonomiske og sociale aktivitet inden for hver økonomi«. Vi er uenige. Det er legitimt at ønske sig, at samfundet skal organiseres anderledes, men man gør ikke klimaet nogen tjeneste ved at spænde det for en bestemt politisk vogn. 

For os som forskere i den offentlige debat er det vigtigt, at vores bidrag er relevante, uanset hvilken politisk overbevisning man måtte have. Vi taler for at adressere klimaproblemet ved at reducere vores klimapåvirkning så direkte og så effektivt, som vi kan, på en måde, der understøtter den globale koordination. Så må det efterfølgende vise sig, hvordan den økonomiske og sociale aktivitet påvirkes.