Talen herunder er bragt som manus - det talte ord gælder.
Kære alle
Først og fremmest en stor tak til Kammeraternes Hjælpefond, Mindelunden og de mange andre, der står bag denne smukke aften.
Tak for at holde traditionen i live
Jeg er meget glad for at få lov til at holde en tale for jer på denne betydningsfulde aften.
At markere Danmarks befrielse her i Mindelunden betyder meget for de få af jer, der er tilbage, som oplevede krigen, modstandskampen og heldigvis til sidst også befrielsen på egen krop.
Og for de mange af os, hvor det er en eviggyldig del af vores familiehistorie.
Men også for alle dem, som måske ikke direkte er forbundet til krigen, men som er fulde af taknemmelighed over det store offer, andre har gjort for vores alle sammens frihed. Og som er stolte over det mod, de mange unge modstandsfolk udviste.
De fleste danskere mindes stadig aftenen ved at sætte et lys eller to i vindueskarmen. Andre kommer her ud for at mindes vores fælles historie. Tak til jer, der er mødt op. Vi skal blive ved med at huske. Og vi skal alle sammen blive ved med at hylde.
I aften er det 79 år siden, at Danmarks befrielse blev annonceret.
En aften, som lige netop dét her sted er den vigtigste og samtidig mest grufulde påmindelse om.
For kun få dage inden befrielsen blev den sidste frihedskæmper henrettet lige her, hvor vi er samlet i dag.
Og de helte, vi mindes, var unge mennesker.
Hver gang jeg er her i Mindelunden, så slår det mig, hvor unge.
De var 20 år. 21 år. Ja, helt ned til 17 år.
Men på trods af deres unge alder, så var de ikke i tvivl om, hvad der var krævet af dem.
På trods af deres unge alder var de ikke i tvivl om, hvad der var rigtigt og forkert.
På trods af deres unge alder, så følte de en pligt, og de handlede på den.
Og den pligt, som alle de modige modstandsfolk handlede på, vil jeg gerne tale om her i aften.
For jeg har tænkt over, hvad var det egentligt, der fik dem til at handle så målrettet og så viljefast.
De gik jo længere, end nogen mener, at de burde – ja endda imod Danmarks officielle linje - og i dag ved vi alle, at vi skylder dem den største tak for det, de gjorde.
De kæmpede en uselvisk frihedskamp, der var med til at sikre os et frit Danmark.
De rettede ikke ind efter reglerne. De satte i stedet deres frihedskamp ind mod værnemagere og nazister med livet som indsats.
Og de gjorde det som en selvfølge. Men vil det også være en selvfølge for danskere i dag?
På ganske få år har vores opfattelse af fred ændret sig. For med krig inden for Europas grænser endnu engang, er truslen mod vores frihed rykket tættere på. Gamle og nye fjender truer vores del af verden, vores frihed og demokratier omkring os.
I vores nabolande gør de sig klar til at kunne forsvare sig. De opruster, både i deres forsvar og på hylderne derhjemme. Ja, selv vores ellers neutrale nabo er nu med i NATO.
Den sikkerhedspolitiske situation i Europa er alt for alvorlig til at trække frinummer fra ansvaret. Vi opruster også – heldigvis – men forstår vi alvoren?
Jeg håber det.
Og når vi nu er ved håb, vil jeg gerne komme med en indrømmelse.
Jeg var selv en af dem, der håbede på et frinummer tilbage i 2007, da jeg var til session på Antvorskov Kaserne. Det fik jeg ikke.
Jeg skulle i trøjen, og jeg endte med at aftjene min værnepligt i Vordingborg. Det er jeg glad for i dag.
For jeg ved nu, at frihed og ansvar hænger uløseligt sammen.
Et frit samfund kan kun eksistere, hvis der er nogen, der står ved deres ansvar og er klar til at forsvare deres land.
Og endnu vigtigere: Hvis vi ikke selv er villige til at forsvare os, hvordan skal vi så forvente, at andre vil gøre det?
Nu hvor krig og ufred på ny er blevet uhyre aktuelt håber jeg, at mange danskere vil spejle sig i de her tapre unge helte her i Mindelunden.
Den tapperhed, vi i dag mindes, skal vi finde frem i os selv. For den kan desværre risikere at blive nødvendig.
Og det er en anden ting, jeg gerne vil tale om i dag. Ser vi ud i verden, er der mange steder, hvor de gør langt mere for at hylde deres modige soldater og frihedskæmpere. Det kan vi lære lidt af, her i Danmark
Vi skal sige dem tak. Vi skal være stolte af dem.
For helt ærligt, når vi kan hylde popstjerner, fodboldspillere og influencers, så kan vi også godt hylde vores soldater og vores veteraner.
Og blandt andet derfor er denne aften og denne hyldest til modstandsfolkene så vigtig.
Vi bør vise vores taknemmelighed ved at udvise lige så stort mod, hvis det kræves af os.
Og vi skal ikke være i tvivl om, hvad der er vores pligt.
Når jeg bliver ved med at vende tilbage til det med pligten, så er det fordi, at der under krigen var forskel. På dem, der så det som deres pligt, og dem der ikke gjorde. På dem, der stod på den rigtige side, og på dem der aktivt stillede sig på den forkerte.
Og det nævner jeg, fordi det faktisk ikke er så længe siden, jeg selv var herude i Mindelunden sidst.
Den 9. april for at være helt præcis. Endnu en afgørende dato i vores fælles historie.
Jeg var herude, fordi jeg har truffet en svær beslutning. En beslutning jeg ved kan delene vandene. Og derfor har jeg besluttet mig for at nævne det i aften.
Den 9. april i år blev Karl Edvard Nielsens gravsten fjernet.
Det blev den, fordi det er kommet frem, at Karl Edvard Nielsen ikke var modstandsmand, men sabotagevagt, da han arbejdede for de nazister modstandsfolkene bekæmpede.
Derfor var det også det rigtige at fjerne Karl Edward Nielsen gravsten efter lange, grundige overvejelser.
For bag hvert et navn på disse gravsteder og mindeplader står et modigt menneske, der deltog i Danmarks frihedskamp. Og herude hylder vi dem, der værnede om vores frihed. Kæmpede for den. Og gik i døden for den. Betalte den ultimative pris.
Med den information vi har i dag, ved vi, at der efter krigens afslutning blev begået en fejl, da Karl Edward Nielsen fik en plads i Mindelunden. Vi ændrer ikke historien, vi forskønner ikke historien. Der var danskere, der arbejdede for nazisterne, og hans historie vil også altid være en del af Mindelundens historie.
Jeg mener ikke, at det er på sin plads, at Karl Edward Nielsen – på en dag som denne – skal hyldes, mindes og æres side om side med store helte som Flammen og Citronen.
Og Karl Edward Nielsen er ikke den første, hvis gravsten er blevet fjernet. Allerede kort tid efter krigens afslutning var myndighederne klar over, at der var sket en fejl.
I 1950 besluttede Kirkeministeriet derfor at sløjfe Harald Christensens grav, efter det var kommet frem, at han under krigen havde stået på den forkerte side.
Harald Christensens grav er uden mindeplade i dag. Det samme er Karl Edward Nielsens nu også.
Vi skal aldrig glemme de tapre frihedskæmpere, der uselvisk og med fare for eget liv gjorde det rigtige, gjorde deres pligt.
Det gjorde, at vi med rank ryg kunne fejre denne aften i 1945, da det berømte befrielsesbudskab havde spredt sig over by og land:
”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.”
Tak for ordet.