Sangtekster
Sangtekster
Det haver så nyligen regnet
Det haver så nyligen regnet
det har stormet og pisket i vor lund.
Frø af ugræs er føget over hegnet,
åg på nakke og lås for vor mund.
Årets løb har sin lov,
der blev lyst i vor skov,
ak, hvor kort, indtil alt er stormens rov.
Det har regnet, men regnen gav grøde,
det har stormet - men stormen gjorde stærk.
Som de tro'de, at skoven alt var øde,
så de vårkraftens spirende værk.
For de gamle, som faldt,
er der ny overalt,
de vil møde, hver gang der bliver kaldt.
Og de tro'de at hjertebånd kan briste,
og de tro'de, at glemmes kan vor ret!
De skal vide, de aldrig ser de sidste,
de skal vide, at ingen bliver træt.
Thi, som årene randt,
sås det båndene bandt,
kræfter fødtes for kræfterne, som svandt.
De kan spærre med farver og med pæle,
de kan lokke med løfter og med løn,
fælles sprog giver vore tanker mæle,
fælles vilje gør kampdagen skøn.
Nye stridsmænd skal dér,
nye stridsmænd skal her
slutte kreds om den fane, vi har kær.
Ja - det haver så nyligen regnet,
og de træer, de drypper endnu,
mangen eg er for uvejret segnet,
men endda er vi frejdige i hu;
viger ej ud af spor,
for vi kender det ord:
Det har slet ingen hast for dem, som tror.
(Johan Ottesen/dansk folkemelodi)
Frihedssangen
En vinter lang og mørk og hård
på fem forbandede år
har knuget landet i sin favn
med kulde og sult og savn,
og der gik slid på skoven, skår på skår,
og der gik råddenskab i svage træer.
Gå til modstand, alle danske, alle mand
som en, og gør Danmark frit.
Med tvang og terror gik de år,
men nu går vinter mod vår.
Det samler sammen til en tø,
hvor vinter og vold skal dø.
På trods af mord og brand og fængsel er
en folkevilje vokset og brudt frem.
Gå til modstand, alle danske, alle mand
som en, og gør Danmark frit.
En storm, en skyllende april,
en sidste niende april,
en storm, der renser landet ud
med opgørets skarpe lud.
Fej alle vissengrønne væk, og lad os
se det friske, grønne land igen.
Gå til modstand, alle danske, alle mand
som en, og gør Danmark frit.
(Sven Møller Kristensen/Knudåge Riisager)
En lærke letted
En lærke letted, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit.
Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit.
Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit.
Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.
Nu er det forår og Danmark frit.
Velsign det, Herre, fra sund til klit.
(Mads Nielsen/Mathias Christensen)
Altid Frejdig
Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende.
Aldrig ræd for mørkets magt,
stjernerne vil lyse!
Med et Fadervor i pagt
skal du aldrig gyse.
Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
(Chr. Richardt / C.E.F. Weyse)