2018

Kære venner,

For at hjælpe min hullede hukommelse i forbindelse med en erindringsbog, begyndte jeg for et par år siden at skrive lister over hvor, hvornår, og hvem, og hvad og hvorfor ?... så jeg kunne samle til bunke.

En af listerne fik overskriften: ” Tårer i øjnene ”

Jeg opremsede for at kalde lidt fortid frem, nogle af de citater, de digte, film-scener , kunstværker, musikstykker og begivenheder der gennem årene, ufrivilligt, men uvægerligt havde bragt tårer i mine øjne.

Tårer og følelser af den slags man ikke selv kan kontrollere.

Den anden verdenskrig fyldte godt på den liste.

Eksempelvis: Vera Lynn som synger: ” When the lights go on again all over the world!”

Tårerne springer frem.

Eller når vor helt: Victor Lazlo, i filmen Casablanca byder den desillusionerede Rick: ”Welcome back to the fight.”, for slet ikke at tale om, da han rank og uforfærdet overdøver de tyske soldaters hæslige sang og dirigerer cafeens orkester i en sejrsikker udgave af La Marseillaise.

Og Liva Weel i Poul Henningsens intime og underfundige drømmetekst : ” Man binder os på mund og hånd ” fra Revyen Dyveke, som indledte sine prøver d.8 april 1940.

Og Churchills taler… men det vender jeg tilbage til!

Brillerne må af igen og øjnene tørres.

Listen var uendelig og det kunne undre mig at så meget fra den krig jeg ikke havde klar erindring om, figurerede så prominent og uafrysteligt.

Aller øverst stod reaktionen på frihedsbudskabets magiske, indledende ordlyd og speakeren Johannes G. Sørensens karakteristiske stemme: ” Her er London , BBC sender til Danmark... ”, som vi netop, endnu en gang har hørt.

Tårer igen og tårer og klump i halsen!

Også nu!

Jeg kunne selvfølgelig give både barndomshjem, opdragelse, skole , eller almindelig gammelmands gråd-labilitet skylden.

Sentimental nostalgi, som om den sidste krig var bedre end den næste, er også under mistanke.

Men så enkelt er det ikke.

For minder, både de klare og de mere fortonede har det med at fortættes, både på grund af al den tid vi selv har levet med dem og i dem, men så sandelig også under det tryk fra de begivenheder som, nu og her i vores omverden forekommer mig stadig mere og mere truende.

Myter er fortættede minder og fortættede minder kan, efter min bedste overbevisning, bruges til noget mere og andet og bedre end en nostalgisk tudetur.

I aften er i aften og oven i købet Fjerde maj og festen får fuld flagning, men jeg vil vove den påstand, at man også en hverdag, hvor man tit kan være eneste gæst herude, allerede ved opstigningen af den med årene stadig længere trappe, går ind i et fortættet og minde- og meningsfyldt univers.

For her er både helt stille og så mange stærke fortællinger.

Jeg behøver vel næppe opremse henrettelsespladsens rystende afstøbninger af pælene, den lange pergolas savnede navne, den lille lund her bag mig, hvor de blotte navne på KZ lejrene åbner afgrunde af ufattelig rædsel, og så, centralt omkring Aksel Poulsens milde monument, de faldne modstandsfolks tavse og talende grave.

At vi så sidste år, d. 29 august, den lyseste dato i de mørke år, føjede endnu et mindesmærke for de ca. 2000 faldne krigssejlere til, bidrager nu kun til stedets alvor og de mange minders fortættede fortælling.

Men minderne har en anden funktion.

For først når fortiden bliver til fremtid er den værd at mindes.

Da Lord Halifax, i Joe Wrights fine film: ” The Darkest hour” efter Churchills tale: ” We shall never surrender” , ser sig slået i diskussionen om Englands fortsatte, om end ensomme, kamp mod det tredje rige , udbryder han om Churchill:

” He just mobilized the language”!.

Han har netop mobiliseret sproget.

En vidunderlig tanke!

Her og NU er stedet hvor vi skal mobilisere minderne!

Her, i Mindelunden!

”Al magt til minderne!”, kunne være et pudsigt og paradoksalt udsagn.

Men jeg mener det!

Så må vi tage lidt tårer med i købet.

Det kan godt være vi netop i dag giver os hen i befrielse og fest og fred og ingen fare.

Selvfølgelig gør vi det… denne ene gang om året.

En fest er en fest når der er noget at fejre.

Men ligesom fortiden fortoner sig , så truer den fremtid, vi ikke kender… medmindre dette steds koncentrerede og fortættede myter og minder bliver til et værktøj.

Et værktøj, ja!

Et nutidsværktøj.

Et brugbart nøgternt samtidsværktøj hvormed vi, lidt mere tillidsfuldt og lidt mindre frygtsomt tør møde i morgen.

Jo stærkere minderne, og måske tårerne, melder sig, og det gør de så sandelig her i dag, jo stærkere melder de sig med en forpligtelse.

VI er forpligtet overfor alle de ofre og alle de døde og alle de savnede, til at tage morgendagens, måske mindre festlige, hverdag på os.

Hver dag truer.

Dette sted, denne lund, disse sten og alle disse navne må ikke kun blive bærere af den store helte-myte… hvor stærk den myte, for nogen af os, så end kan synes.

Først når myterne bliver et værktøj, får både gråd og jubel mening.

Et værktøj, rakt os af fortiden som vi kan bruge for fremtiden.

Den hårdt tilkæmpede frihed skal både fejres og fastholdes.

Vi er samlede her i dag, for at mindes den store indsats modstandskampens deltagere og ofre, og krigssejlerne og de danske våbenfæller, som kæmpede på allieret side, ydede.

Tit med livet som indsats eller med dybe ar på sjælen.

Men vi er her også for med deres indsats rank i ryggen, at hylde det spinkle håb, at ondskaben KAN bekæmpes og besejres.

DE GJORDE DET, så vi igen og igen, som i dag 73 år efter, i frihed kan samles , til lyden af de magiske linier: ” Her er London … her er London !... og opleve frihedsbudskabets skrattende under.

Jeg takker de faldne og jubler med de levende .

Jeg ønsker os alle en fri, fredelig, festlig og forpligtende fjerde Maj.

Tak fordi De lyttede.

Per Arnoldi