4. maj 2023

Mindelunden 2023 - Thomas Senderovitz tale:

Kære alle fremmødte her i Mindelunden. 

Først og fremmest vil jeg gerne starte med en stor tak for det meget ærefulde hverv at få lov at holde årets tale i Mindelunden. Og særligt i år -  80 året for danske jøders redning til Sverige. 

Det er en meget speciel følelse for mig at stå her i dag. Jeg ville nemlig slet ikke stå her, hvis ikke det var for den utrolige indsats, som både danske og svenske medborgere ydede i oktober 1943.

Jeg spoler lige tiden 117 år tilbage – til 1906. Året hvor mine oldeforældre Getz og Paja ankom til København som jødiske flygtninge fra pogromerne i og omkring Rusland. De blev født i hhv Minsk i Belarus og Dnipro, der dengang hed Jekaterinoslav og som ligger i det centrale Ukraine.

De fik i alt 12 børn – heraf var Charles min farfar. Han voksede op i en meget livlig jødisk familie med sine 11 søskende (jeg har mødt dem alle, og tro mig, der var gang i den) med troen på, at Danmark var et sikkert land for jøder at bo i. Og det var det i mange år – de tilflyttede jøder blev en del af det danske samfund og kunne leve i fred.

Dette ændrede sig med nazismens fremmarch i Europa i 30’erne. Selvom den danske samarbejdspolitik under de første besættelsesår bl.a. medførte, at danske jøder (i modsætning til fx norske) i stor stil undgik deportation, varede dette dog ikke ved.

Natten mellem den 1. og 2. oktober 1943, på selve sabbatten der dét år faldt under det jødiske nytår Rosh Hashanah, indledte den tyske besættelsesmagt en storstilet aktion mod danske jøder. Formålet var at tilfangetage og deportere dem alle til den tyske koncentrationslejr Theresienstadt, hvilket desværre blev en realitet for ca. 500 danske jøder.

En oktoberdag i 1943 blev min dengang 5-årige far placeret under dæk på en dansk fiskerkutter, og han fik stoppet et lommetørklæde i munden så eventuelle tyske soldater ikke kunne høre hans gråd og skrig. Få dage før var min farfar ligeledes flygtet til Malmø.

I en storstilet aktion i løbet af oktober 1943 lykkedes det civile danskere at evakuere omkring 7000 personer, svarende til ca. 95 % af de danske jøder, og fragte dem over Øresund i både og fiskekuttere, så de kom i sikkerhed i det neutrale Sverige. 

Redningen lykkedes ikke mindst på grund af civilbefolkningens spontane reaktion på de nazistiske jødeforfølgelser, og svensk velvilje over for de danske jøder. 

Og så er jeg tilbage til, hvorfor det er særligt følelsesbetonet for mig at holde årets Mindelundstale.

Denne velvilje overfor mennesker i nød vil jeg gerne dvæle ved. Det er nemlig essensen af menneskelighed. At vi hjælper dem, der har brug for det. At vi forstår, hvor forfærdeligt det er at skulle flygte fra sit hjemland til en usikker fremtid.

Den 24. februar 2022 kl. 4. om morgenen krydsede russiske kampvogne grænsen til Ukraine fra tre verdenshjørner, og krig i Europa var desværre atter en realitet. Ganske som mine oldeforældre levede man i Ukraine indtil for godt et år siden i den tro, at det  i det mindste var et nogenlunde sikkert land at bo i. En sikkerhed, som i løbet af få dage forsvandt, og som med en skræmmende voldsomhed sendte hundrede tusinder på flugt fra Ukraine.

I dagene efter den russiske invasion begyndte de første meldinger om ukrainske flygtninge at melde sig, og min hustru og jeg besluttede helt spontant at gøre en indsats, der i løbet af kort tid førte til oprettelsen af et humanitært netværk, som skulle hjælpe ukrainske flygtninge sikkert til Danmark, til tag over hovedet, kontakt til det danske samfund og hjælp til det mest nødvendige. Den 3. marts etableredes vores lille NGO Aid Ukraine Denmark formelt. 

Her – et år senere – er brutaliteten og voldsomheden ikke mindsket og vi arbejder fortsat med at hjælpe de nu herboende ukrainere til et værdigt liv. Ikke mindst ønsker vi at hjælpe de mange unge, der enten er her helt alene uden familie eller i hvert fald uden denne ene af deres forældre.

Vi er samlet i dag for at mindes de tapre frihedskæmpere, der uselvisk og med fare for eget liv gjorde det rigtige, da Danmark blev besat. Og i år går mine tanker også til de mange tusind danskere, der i oktober 1943 hjælp tusindvis af danske jøder i sikkerhed. Jeg kan selvfølgelig ikke undlade også at sende de varmeste tanker til alle de hjælpsomme danskere, der har hjulpet og fortsat hjælper vores ukrainske venner til bedre liv. 

Fred og frihed kan og må aldrig tages for givet.

Af hjertet tak.