Jens Lyster, tidligere sognepræst på Als og nu bogforlægger i Broager, gør status over en spændende livslang opdagelsesrejse i Nordens salmer og salmebøger. Under foredraget går vi på opdagelse sammen.
Opdagerfærden har indkasseret forbløffende fund af gamle salme- og andagtsbøger dels på fornemme biblioteker i Oxford, Reykjavik, Oslo, Bergen, Trondhjem, Stockholm, Uppsala, Gotland, Wolfenbüttel i Braunschweig og Breslau i Polen. Dels ved at følge Brorsons opfordring i julesalmen "Ak, søger de ydmyge steder" og gøre fund på lossepladsen i Guderup, i en uglerede i Notmark og ikke mindst i en kirkerotterede fra svenskekrigens tid i lydhimlen over prædikestolen i Helsingørs Domkirke. De mest ydmyge, men ikke mindst interessante salmetryk er skillingsviserne. Også et eksemplar af de forhadte, men i dag ukendte forsvenskningssalmebøger fra samme tid er fundet – i Oxford såmænd!
Ved at gå på opdagelse i kendte salmer er der fremkommet nye svar på gamle spørgsmål. Hvordan giver Gud gode råd og hvilke fugle synger blidt i "Den mørke nat forgangen er"? Hvad er et akrostikon, og hvordan kaster et mystisk akrostikon nyt lys over salmen "Du, Herre Krist, min frelser est" og gør den til en adventssalme i en krisetid?
I opdagelsesrejserne indgår møder med hjælpsomme bibliotekarer og kolleger, men naturligvis også skuffelser. Da malmøprovsten Sthens samlede skrifter blev udgivet i 2015, valgte de altid høflige svenskere at udeblive fra udgivelsen og fortie den som en ubehagelig påmindelse om Skånes danske fortid.