Måske bliver du allerede lidt træt, når du ser, hvor lang vores fortælling er. Til dig, der gerne vil springe til slutningen, kan vi afsløre, at vores fortælling ender godt; vi kommer i mål i den forstand, at vi og vores søn bliver henvist til en dygtig psykolog. Nedenstående beretning omhandler de elleve måneder frem til denne henvisning, og det ER en lang fortælling, der bl.a. involverer 2 ansatte ved politiet, 3 psykologer, 2 advokater, 5 sagsbehandlere, 3 ansatte i Familiehuset, 2 ansatte i Børnehus Hovedstaden samt 4 medarbejdere i ledende stillinger i Albertslund Kommune.
Vi har valgt, i denne fortælling, at omtale vores søn som "vores søn" og ikke ved navn. Hans far bliver omtalt som "Peter", hvilket er et navn valgt til lejligheden. Udover de impliceredes navne, har vi ikke ændret på vores oplevelser og erfaringer med Systemet. Vi (forældre), er enige om denne fremlægning. Det er mig (Mor), der er det fortællende ”jeg”. Vi/jeg har valgt at fortælle med en jeg-fortæller, i stedet for en vi-fortæller, da det sidste bliver enormt knudret.
Vores rolle i den her historie gik op for os mandag d. 27. marts 2017, da vi blev indkaldt til møde hos politiet og orienteret om, der på en pædagogmedhjælper (i vores søns børnehave)'s computer var fundet nogle videoklip med vores søn. Vi fik ikke at vide, hvor mange klip, det drejede sig om, og heller ikke, hvad indholdet på videooptagelserne var, udover det var noget med nøgenhed. Egentlig startede denne historie tidligere for vores vedkommende, da vores søn igennem en længere periode havde vist tegn på mistrivsel. De tegn vil vi ikke uddybe nærmere, men det var tegn, der gjorde, at vi blev meget bekymrede, da det nu gik op for os, der var sandsynlighed for, vores søn havde været udsat for en form for krænkelser. (På det tidspunkt havde vi ikke fantasi til at bruge ordet ”overgreb”.) Vores kontakt hos politiet forsikrede mig om, at vores søn ikke havde taget skade af krænkelserne, og at vores bekymringspunkter umuligt kunne have noget med krænkelserne af gøre. ”Det her er jo ikke noget, jeres søn bliver traumatiseret af”, sagde han. Det gjorde mig frustreret (for at sige det pænt), at politimanden kunne udtale sig så skråsikkert. Peter og jeg valgte at holde fast i vores mavefornemmelse; at der var noget helt galt. Den pågældende politimand fravalgte, efter at have diskuteret med mig, hvorvidt vores søn havde lidt overlast, at afbryde samarbejdet med mig. I stedet ringede han i den efterfølgende tid til Peter, når der var noget, der skulle aftales, fx valg af bistandsadvokat. Vi sagde ”ja tak” til den advokat, vi blev beskikket, og prøvede i den efterfølgende tid at få telefonisk kontakt med hende, hvilket dog ikke lykkedes. Hun var ikke ved telefonen, når vi ringede, og hun ringede heller ikke tilbage.
I denne periode modtog vi (alle forældre i den pågældende børnehave) dagligt mails vedrørende sagen, udsendt af en af de øverste ledere i Albertslund Kommune (herefter kaldet Leder1). I to af disse nyhedsbreve (d. 27/3'17 og d. 30/3'17) skrev Leder1 at ”alle involverede familier har været i kontakt med de sociale myndigheder”. Jeg svarede på mails’ne, at vi ikke var blevet kontaktet, men fik ikke noget svar. Derfor gik jeg i stedet til psykologerne, der sad ”udstationeret” i vores søns børnehave. Her talte jeg med to psykologer. Jeg fortalte om de bekymringstegn, Peter og jeg bemærkede ved vores søns adfærd. Psykologerne medgav, det var bekymrende og anbefalede, vi fik noget hjælp hurtigt. Den ene psykolog foreslog, vi skulle have ”et akut-forløb i Børnehuset” og spurgte, om vi kunne vente på opkaldet fra kommunens sagsbehandler, og jeg sagde, at det kunne vi godt.
D. 31. marts blev jeg ringet op af en sagsbehandler. Hende kan vi kalde Sagsbehandler1 (for der kommer flere ind i billedet, som historien skrider frem). Jeg fortalte om vores bekymringer, og at vi var blevet stillet et forløb hos Børnehuset i udsigt. Sagsbehandler1 sagde, at det måtte være en misforståelse. Vi skulle ikke have hjælp i Børnehuset, men i kommunens eget Familiehus. Vi ville blive kontaktet af Familiehuset, fortalte Sagsbehandler1.
Her er det nok på sin plads med en lille "faktaboks"; Familiehuset er Albertslunds eget tilbud til familier "med behov for hjælp til at få en bedre hverdag" (citat fra hjemmesiden). Børnehus Hovedstaden, som jeg i denne tekst bare kalder "Børnehuset" "bistår kommunerne i Region Hovedstaden med koordinering og udredning i sager om overgreb mod børn og unge", og dem kan du læse mere om på dette link. Familiehuset yder altså generel hjælp til familier med udfordringer, hvor Børnehus Hovedstaden er specialiseret i at behandle børn, der har været udsat for overgreb.
D. 7. april ringede jeg til Sagsbehandler1 for at høre, om det var mig, der havde misforstået; om jeg skulle have ringet til nogen? Sagsbehandler1 sagde, at det var Familiehuset, der skulle kontakte mig, og det ville de nok gøre snart, så vi kunne komme i gang med forløbet. Peter ringede også til Sagsbehandler1 et par gange. Vores søn viste stadig tegn på mistrivsel, og vi var rådvilde, ift, hvordan vi skulle tackle situationen.
D. 24. april, altså cirka en måned efter, en psykolog fra PPR mente, vi skulle have “akut hjælp”, blev vi ringet op af en medarbejder i Familiehuset (herefter kaldet Familieterapeut1). Vi deltog i et møde med Familieterapeut1, hvor vi fortalte om vores bekymringer, men vi oplevede ikke, at blive taget alvorligt. Familieterapeut1 sagde, at vores søns adfærd jo kunne skyldes så meget, og sådan var der så mange børn, der var… Og hun rådede os til at behandle ham som ”et helt normalt barn”. Måske sagde hun også andre ting, men det er de ting, jeg husker fra samtalen, og da vi ikke opfattede rådene som brugbare, fravalgte vi yderligere supervision fra den kant.
D. 1. maj skrev jeg en mail til Leder1. Jeg fortalte hende om, det havde været en udfordring at få hjælp, og at vi havde brug for hjælp hurtigst muligt, da vi oplevede, vores søn var i mistrivsel. Leder1 svarede hurtigt og forklarede at grunden til, det havde taget så lang tid at komme i kontakt med Familiehuset, skyldtes en personfejl.
D. 19. maj modtog vi en af disse tidligere nævnte fællesmails til alle forældre i børnehaven, udsendt af Leder1. Her stod bl.a., at bevismaterialet først ville være gennemgået efter sommeren, og ikke - som vi først havde fået at vide - i maj. Det var en ret voldsom nyhed at få, i en henkastet bemærkning i en fællesmail. Det bidrog yderligere til følelsen af at blive negligeret i systemet.
Peter og jeg takkede, på trods af det ufrugtbare møde med Familieterapeut1, ja tak til at indgå i et gruppeforløb med andre forældre i sagen, ledet af Familieterapeut2 og Familieterapeut3. Den del af mødet med Systemet har været vellykket. Det har været og er rart at have kontakt med andre familier i samme situation, og at kunne ventilere… Men mødet med de andre forældre ydede jo ikke konkret hjælp til vores søn, og vi var fortsat bekymrede for hans trivsel – Også selvom vi nu havde et forum at læsse af i.
Via gruppeforløbet erfarede vi, at nogle af de andre forældre modtog mails fra Albertslund Kommune om sagen, der var målrettet forældrene til de implicerede børn. Peter og jeg modtog ikke disse mails.
D. 24. juni skrev jeg således til Leder1 igen og gjorde hende opmærksom på, at vi ikke var på maillisten. Vores søn havde i mellemtiden skiftet børnehave, og vi var derfor "faldet ud" af systemet. Derudover skrev jeg til Leder1, at jeg var utilfreds med, man skulle møde op til forældremøder for alle forældre i den pågældende børnehave, for at få nyt i sagen. Jeg undrede mig over, der ikke blev holdt møder kun for de direkte berørte forældre. Hvis Peter og jeg dukkede op til forældremøde i den tidligere børnehave, ville alle jo vide, at vores søn var et af de krænkede børn, i og med, han nu gik i en anden børnehave. Leder1 svarede, at der var flere forældre, der havde det som os, og at de nok skulle skrive og udsende et referat.
D. 26. juni skrev jeg igen til Leder1, da nogle af de andre forældre havde modtaget førnævnte referat, men Peter og jeg havde ikke modtaget det. D. 27.juni modtog jeg svar fra en anden medarbejder i Kommunen (herefter Kommunemedarbejder1) om, at vi ville komme på maillisten.
D. 18. juli modtog jeg invitation til et evaluerende møde med kommunen. Jeg modtog den i min e-boks. Peter fik ikke nogen mail. Jeg skrev derfor til Kommunemedarbejder1 og oplyste om, at Peter fortsat ikke modtog mails vedrørende sagen, men at vi naturligvis ville deltage i mødet.
D. 27. juli modtog jeg en mail fra vores søns tidligere børnehave om, at jeg nu var tilmeldt deres mailsystem. Jeg svarede med det samme, at jeg ikke havde tilmeldt mig nyt fra denne kant, og at jeg ikke var interesseret i at få generelle nyheder fra børnehaven, men kun nyt om sagen. Jeg mailede lidt frem og tilbage med den daværende leder i børnehaven, der også undrede sig over, jeg nu figurerede på denne liste, som jeg åbenbart efterfølgende blev slettet fra igen.
Vi ventede det meste af sommeren på nyt om vores søns sag. Det var en hård ventetid, det siger formodentlig sig selv ,så det vil jeg ikke udpensle yderligere. D. 2. august ringede jeg selv til politiet og fik her fat i Politimedarbejder2, der fortalte mig om et par af video-optagelserne med vores søn. Dagen efter ringede hun igen og fortalte om flere klip. Det stod nu klart, at det, vores søn havde været udsat for bedre kunne beskrives med ordet ”overgreb” end ”krænkelser”. Selvom det var hårdt at høre om indholdet på klippene, var det også en lettelse, at tale med en, der magtede at fortælle ligeud, hvad der var på optagelserne. Samme dag, efter at have talt med Peter, ringede jeg til Familieterapeut2 og fortalte hende om de nye informationer; altså at indholdet på videooptagelserne med vores søn var væsentligt voldsommere, end vi var informeret om i første omgang. Familieterapeut2 foreslog, hun kunne sende en underretning til kommunen med henblik på, vi som familie kunne få et forløb i Børnehuset. Det takkede Peter og jeg ja tak til. Underretningen blev sendt til kommunen d. 17. august 2017. Det var således anden gang, vi blev stillet i udsigt, vi ville få et forløb i Børnehuset.
Samme dag, altså d. 17. august, deltog Peter og jeg i et møde med de familier, vi kendte fra Familiehuset, samt Kommunemedarbejder1 og en leder, vi ikke før havde stiftet bekendtskab med (herefter kaldet Leder2). Formålet var at evaluere det hidtidige forløb med kommunen, i det det var kommet kommunens medarbejdere for øre, at der var en del utilfredshed i forældregruppen.
Kommunemedarbejder1 og Leder2 lyttede tilsyneladende til alt, hvad vi havde at sige og skrev det ned i et overskueligt dokument, som vi fik tilsendt efterfølgende. De noterede sig bl.a.
Da mødet skulle afsluttes sagde Leder2: "Meeeen, det må jo også have været begrænset, hvad han har kunnet lave med jeres børn...". - Underforstået, at det vores børn havde været udsat for, ikke kunne være så voldsomt, som vi gav udtryk for. Leder2 mødte heldigvis protester fra os, der deltog i mødet, men bagefter var jeg helt slået til tælling. Det gjorde mig ked af det, at dem, der skulle hjælpe os, ikke forstod, hvilken alvorlig situation, vi stod i. Måske især fordi, det var få dage efter, jeg havde talt med politiet og fået at vide, hvilke slags overgreb, vores søn havde været udsat for.
Dagen efter skrev jeg en mail til Leder2. hvor jeg gjorde opmærksom på, jeg var blevet slået ud af hendes udtalelse. Vi mailede lidt frem og tilbage, og hun beklagede og fremstod meget empatisk. Leder2 skrev, hun ville sige videre til Leder1, at der skulle tilbydes, at "nogle udefra" så på vores børn. Leder2 skrev "Vi vender tilbage til dig". Jeg har aldrig siden hørt fra Leder2.
Peter og jeg afventede at få hjælp. Vi vidste, underretningen om alvorsgraden af overgrebene mod vores søn var sendt til Albertslund Kommune, og vi gik derfor ud fra, vi ville blive kontaktet af en sagsbehandler eller en medarbejder i Børnehuset.
I starten af oktober talte jeg med Familieterapeut2, der jo havde skrevet underretningen. Jeg fortalte, at vi endnu ikke var kontaktet. Familieterapeut2 tjekkede derfor vores sag. Hun sagde, hun kunne se, at vores sag var i systemet, og at vi var tildelt Sagsbehandler2. Peter og jeg fortsatte således med at vente.
Senere i samme måned skulle Peter og jeg til møde med Politimedarbejder2, for at få fremlagt (genfortalt) indholdet af de videoptagelser, de havde fundet. Vi blev tilbudt at få en psykolog og/eller en sagsbehandler med ind til mødet. Vi takkede ja tak til en sagsbehandler, og Sagsbehandler3 deltog således også på mødet. Efter vi var blevet fortalt om indholdet på videooptagelserne spurgte Politimedarbejder2 og Sagsbehandler3, om vi som familie fik den fornødne hjælp, for det her var jo ret voldsomt. Peter og jeg fortalte om sagen, som skitseret herover og sagde, at vi bestemt ikke oplevede at få hjælp, men vi mente, at den ville komme nu, da vores sag jo var sendt videre til Børnehuset. Sagsbehandler3 sagde, at hun var helt sikker på, der ikke var sendt nogle sager videre til Børnehuset. Hun inviterede os til et møde, hvor vi kunne tale sagen igennem og lægge en plan for fremadrettet hjælp.
Sagsbehandler2 hørte vi aldrig mere til.
Inden mødet med Sagsbehandler3 skrev Peter og jeg en længere skrivelse om vores søn. Vi havde gennem hele forløbet undret os over, der ikke var lavet børnefaglige undersøgelser eller som minimum indhentet udtalelser fra den nuværende- eller tidligere børnehave. Peter og jeg skrev således selv en længere udtalelse om vores søn, med fokus på styrkeområder, udfordringer, bekymringsområder m.m. At vi selv skrev sådan en "udredning" skulle vise sig at give os et forspring i systemet.
Ved mødet med Sagsbehandler3, fik vi indsigt i vores søns journalrapport. Det var en meget besynderlig oplevelse, da vi ikke kunne genkende det sagsforløb, der her blev beskrevet. Her gengiver jeg et par "forundringspunkter" fra journalen:
Mødet med Sagsbehandler3 var behageligt og effektivt. Hun sendte vores sag, inklusive den skrivelse, Peter og jeg havde lavet, videre til Børnehus Hovedstaden. Vi blev nu tilknyttet Sagsbehandler4.
Nu nærmerede retssagen sig, og vi blev således, af vores nye bistandsadvokat (den første kom vi som nævnt aldrig i kontakt med), orienteret om, at det var hensigtsmæssigt at have "noget på skrift" at vedlægge vores børns sag ift deres reaktioner, som følge af overgrebene. Det kunne have afgørende betydning ift. erstatningsudmålingen. Jeg skrev derfor til Leder3 (en ny aktør i denne fortælling, der havde fået status af vores kontaktperson i kommunen), hvorvidt de børnefaglige undersøgelser (som de i mellemtiden havde besluttet sig for at lave alligevel) kunne nå at være færdige inden retssagen (?). Leder3 svarede, at hun regnede med, de børnefaglige undersøgelser var færdige inden uge 8, så det ville ikke blive noget problem at få dem færdige inden retssagen.
Nu foregriber jeg sagens gang og afslører, at det eneste barn (så vidt jeg ved), der nåede at have en børnefaglig undersøgelse med i sin sag ved retssagen fire måneder efter, jeg skrev til Leder3, var vores søn.
Den 5. december var Peter og jeg til det første møde i Børnehuset. På mødet deltog, udover Peter og jeg, to medarbejdere i Børnehuset (herefter kaldet Børnehusmedarbejder1 og Børnehusmedarbejder2) samt Sagsbehandler4 fra Albertslund Kommune. Dette møde var, for Peter og jeg, en stor omvæltning. De to medarbejdere fra Børnehuset havde sat sig grundigt ind i vores sag. De omtalte vores søn som "traumatiseret", og Peter og jeg som "forældre i krise". De mente, det var vigtigt, vi fik hurtig hjælp, og de var målrettede ift. hvilken hjælp, vi havde brug for. Det var meget overraskende for Peter og jeg at stifte bekendtskab med dette fuldstændigt nye syn på vores søn og det, han havde været udsat for. Derudover var det nyt for os, at der var nogen, der tog styringen på vores sag. Hidtil havde vi selv følt, vi skulle drive den fremad.
Børnehusmedarbejder1 og Børnehusmedarbejder2 sagde, de ikke behøvede at lave et udredende forløb for vores søn, da vi selv havde lavet den lange skrivelse. De kunne sagtens, sagde de, læse ud af vores beskrivelse, hvad der var på spil for ham.
I januar havde vi endnu et møde i Børnehus Hovedstaden.
D. 1. februar var vi til afsluttende møde i Børnehuset. Her fik vi forelagt en plan, der bestod i, vi blev henvist til en psykolog med særlig viden ift. små børn og traumer. Sagsbehandler4 fortalte derudover, at sagen nu ville overgå til Sagsbehandler5. Jeg blev frustreret over, at vi nu skulle "starte forfra" hos to, for os, nye mennesker. Som skitseret i det ovenstående havde vi jo hidtil været i kontakt med rigtig mange mennesker. Derudover havde vores søn det skidt i denne periode, og jeg følte mig magtesløs ift hvordan, Peter og jeg skulle håndtere det.
Da jeg havde hentet vores søn i børnehaven den dag, og vi var kommet hjem, åbnede jeg derfor for snakken om overgrebene. Jeg havde prøvet at åbne den snak tidligere, men her havde han nægtet, at det var noget, han havde været udsat for. Denne gang gik det dog helt anderledes; vores søn begyndte at fortælle. Udover, han selv fortalte, havde han også mange spørgsmål. Vi talte om det hele eftermiddagen og aftenen.
Dagen efter talte jeg i telefon med Sagsbehandler4. Jeg fortalte hende om samtalen med vores søn og sagde, at vi blev nødt til at få noget hjælp nu. Sagsbehandler4 forsikrede mig om, hun ville kontakte den psykolog, de anbefalede i Børnehuset, så snart, de sendte hende navnet.
To dage efter mailede jeg de ting, vores søn havde sagt, til Sagsbehandler4. Det undrede mig, hun ikke svarede på min mail. Efter yderligere fire dage skrev jeg således til hende, om hun havde modtaget min mail. Sagsbehandler4 svarede, at det havde hun, men hun havde ikke kunnet handle i sagen, da hun ikke havde hørt fra Børnehuset. Samme dag ringede Peter derfor til Børnehusmedarbejder1 og bad hende maile navnet på psykologen til Sagsbehandler4. Børnehusmedarbejder1 svarede, at det ville hun gøre med det samme. Da der var gået yderligere en uge, skrev jeg igen til Sagsbehandler4. Derudover skrev jeg til Leder1 og Leder3. Jeg bad om, at der snart kom fremdrift i vores sag. De svarede mig imødekommende alle tre, og den efterfølgende dag sendte Sagsbehandler4 os kontaktoplysningerne på psykologen. Det var d. 14. februar. Der gik altså 14 dage fra vores søn begyndte at tale om overgrebene, til vi blev henvist til en psykolog. 14 dage er jo ikke lang tid i et større perspektiv, men for os, i den situation, vi stod i, var det lang tid.
D. 17. februar fik vi tilsendt den færdige børnefaglige undersøgelse vedrørende vores søn. Undersøgelsen bygger udelukkende på de ting, Peter og jeg har fortalt, og er i vidt omfang kopieret direkte fra den lange skrivelse, vi selv lavede i oktober. Peter og jeg joker således med, vi selv har skrevet den børnefaglige undersøgelse, men egentlig synes vi, det er kritisabelt at to forældre, der, ifølge Børnehus Hovedstaden, er i krise, laver så vigtig en beskrivelse af deres eget barn. Vi er jo på ingen måde objektive, men dybt påvirkede af sagens omstændigheder. Vi undrer os over, der ikke er indhentet udtalelser fra vores søns tidligere- eller nuværende børnehave.
D. 27. februar var Peter og jeg til første møde med vores nye psykolog. Herefter har vi talt med hende hver især, og vores søn er også startet i et forløb hos hende. Det er en fantastisk stor lettelse omsider at være landet hos en, der tager ansvar for vores sag. Det er også en stor lettelse, at der endelig er en, der prøver at hjælpe vores søn. Hidtil har den tilbudte hjælp jo været til Peter og jeg. Endelig er der en, der hjælper vores søn, og det er jo ham, og ikke os, der har været udsat for overgreb.
Så her ender vores fortælling. Vi er i skrivende stund i gang med et forløb hos førnævnte psykolog, og vi er således ikke længere i en venteposition ift at modtage hjælp, eller at blive anerkendt som en familie, der har brug for hjælp. Som I formodentlig kan udlede af vores fortælling, har det været en udmattende oplevelse at bruge det forløbne år på at kommunikere med Albertslund Kommune. Vi synes, vores forløb har været langt, men vi er omvendt klar over, vi selv har drevet processen fremad ved at være offensive. Vi formoder, familier, der ikke er ligeså offensive, aldrig får den hjælp, de har brug for, og at vi således har taget den hurtige vej gennem systemet. Vi håber, vores historie kan være med til at sætte spot på denne problematik.