Mandag d. 27/3-2017
Vores kamp og vores mareridt starter Mandag d. 27/3-2017, da jeg kan se, at der er et ubesvaret opkald fra et nr., som jeg googler til at tilhøre Vestegnens Politi.
Jeg ved, hvad dette opkald drejer sig om! Vi var jo til informationsmødet sidste mandag, hvor politiet sagde, at der endnu ikke var noget der tydede på, at der var sket noget med nogen af børnene i vores integrerede institution, men at de berørte familier selvfølgelig ville blive kontaktet, hvis andet viste sig…
Lige efter dette møde talte min mand og jeg om, at vi bestemt ikke mente at nogen af vores to børn havde reaktioner, som kunne relateres til overgreb. Vi var ikke bekymrede.
Jeg stod for at skulle gøre mit livs hidtil sværeste opkald; kontakte den efterforsker, der skulle afsløre, at den anholdte havde sagt, at mit yngste barn, der var knapt 3 år, da dette fandt sted, var at finde i noget af det materiale, som de havde beslaglagt.
Jeg ringede efterfølgende til min mand, der lige som jeg, også hastigt lod job være job, for at stå på politistationen 1½ - 2 timer efter.
Vi blev efter orienteringen af efterforskeren tilbudt samtale med PPR/psykolog, men var nødt til lige at finde ud af at lande på benene, som forældre i denne absurde situation. Vi talte meget om, om billederne var blevet delt. Ligger der nu upassende billeder på det forfærdeligt store internet og div. net for pædofile? Tanken var ikke til at holde ud!
Den følgende dag kunne jeg mærke, at dét her kunne jeg ikke rumme alene uden professionel hjælp. Jeg ringede til min mand for at høre, om han også havde et behov for at tale med psykologerne, for så kunne vi sammen tage ned til institutionen for at tale med de psykologer, der var blevet stillet til rådighed. Jeg ville så booke en tid til os samme eftermiddag… Jeg henvendte mig til den daværende leder, da jeg havde afleveret mit barn og forhørte mig om, hvordan vi skulle forholde os. Vi fik en god lang snak om situationen, og hun nævnte bl.a. at hun ville gøre, hvad der stod i hendes magt for at alle fik den hjælp, der var behov for. Og at vi bare skulle møde op.
Det var i øvrigt min sidste samtale med lederen, da hun og souschefen blev fritaget for tjeneste kort efter.
Vi tog ned til institutionen og sad først i personalestuen i en gruppe med andre forældre, hvoraf nogen også havde fået et opkald fra politiet, nogen havde børn, hvor de havde mistanke om overgreb, men ikke var blevet kontaktet af politiet og forældre der bare var dybt kede af det og rystede over situationen. I dette blandede forum blev den tilstedeværende psykolog ved med at fortælle os, hvordan børn ikke nødvendigvis opfattede intim berøringer som krænkende og derfor nok slet ikke havde opfattet den samme krænkelse som vi voksne. Jeg kan huske, at jeg i dette forum sad og var hunderæd for, om min søn nu havde fået ødelagt sine normalværdier og selv ville ende med at krænke evt. mindre børn i børnehaven. Efter ca. ½ time kom der en psykolog mere og der blev hurtigt stemning for at lave ’ene’samtaler (hver familie for sig) i et tilstødende lokale.
I slutningen af denne samtale blev vi tilbudt at blive kontaktet af Familiehuset med henblik på et videre forløb. Det takkede vi ja, til og fik af vide at man lige skulle have et samlet overblik, og så ville vi blive kontaktet.
Der er indkaldt til endnu et stormøde (d. 29/3-2017). Denne gang er det fordi det, desværre har vist sig at der er børn i institutionen, der har været udsat for overgreb.
Lige inden dette møde har der været et orienterende møde for forældre til tidligere børn i institutionen. Mødernes start- og sluttidspunkt gør at vi krydser i hallen. Dvs. at vi står som berørte forældre og snakker med nogen vi kender fra tidligere, som mener at det er opblæst og at det kunne ikke være sandt, det der var sket…!!! Yderst ubehageligt!
På selve mødet får vi igen får vi smøren om at børnene har været sovende, de har ikke følt sig tvunget til noget, og at små børn har en anden opfattelse af krænkelser, hvis de har følt at det var en leg, ikke har følt ubehag i situationen, eller følt sig truet. Disse udtalelser føler vi forfølger os/ kaster en forbandelse over sagsbehandlingen langt, langt videre frem. Til trods for andre beviser fra politiet, reaktioner fra børnene og undren fra os, som forældre. Bl.a. den konstatering, at vores to drenge holdt op med at sove til middag allerede i vuggestuen, så hvorfor var vores barn blandt de forurettede børn, hvis de ’bare’ har sovet, mens krænkelserne fandt sted???
Det er forresten også på dette møde, at vi konfronteres med den dårlige kommunikation. Dels til tidligere forældre i institutionen og dels kommunikationen/informationen til de berørte familier. Vi priser os lykkelige for at det lader til at vi får al information…
April 2017
Vi er nu begyndt at se en ændret adfærd hos vores barn og ser tidligere adfærd fra et nyt perspektiv og bl.a. derfor ringer vi to gange til den ’hot-line’ der er stillet til rådighed, så vi kan få samtale/ råd og vejledning fra den PPR psykolog eller familieterapeut der sidder i den anden ende. Vi vil godt have professionelle til at vurdere på disse adfærdsændringer. Vi føler ikke rigtig at vi bliver hørt, så vi dropper at få hjælp på denne måde.
D. 25/4-2018 er der igen et stormøde. På dette møde er alle forældre inviteret. Så her sidder vi og lytter til spørgsmål, som føles mere eller mindre ligegyldige, når man er forældre til et krænket barn. Der tales om KL-undersøgelsen der skal sættes i værk og hvad den vil fokusere på. En del forældre undres over at forældre ikke skal spørges i KL-undersøgelsen, da en evaluering af kommunikationen ville være på sin plads.
Maj 2017
Den 9/5-2017 har min mand og jeg et møde med en psykolog i familiehuset, som ingen af os kommunikerer så godt med. Det er et møde med henblik på at vi voksne kan få samtaler, fordi vi voksne er i krise. Børnene trives jo (ja, lige bortset fra nogen af de bekymringer vi går med, og som endnu ingen har formået at berolige os omkring….) Vi takker ja, til at mødes med andre forældre i gruppesamtaler, og vi vil blive indkaldt, når man kender datoen for første møde. Dét var en rigtig god beslutning for os. På det første møde d. 30/5-2017 sad forældre som os og som vi kunne spejle vores følelser og frustrationer i, og nogen vi kunne dele vores tanker med.
Juni 2017
5/6-2017 lader det endelig til at kommunen vil hjælpe os familier/ lytte til vores frustrationer. Måske skubbet lidt på af de to familiebehandlere der står for gruppesamtalerne i familiehuset.
Vi bliver indkaldt til et evalueringsmøde, hvor det er meningen at vi kan fortælle om vores oplevelser, samt sikre at vi får den hjælp, vi har brug for fremadrettet. Vi takker selvfølgelig ja til dette møde. Det møde holdes først d. 17/8-2017…
I forbindelse med denne indkaldelse har man lyttet til kritikken, da man som familie tilbydes at være med på et fællesmøde eller der kan aftales et individuelt møde.
D. 12/6-2017 afholdes et lidt mere ’alm.’ forældremøde, hvor der også fortælles om dagligdagen, og pædagogisk plan for fremtiden. Men også her blev den mangelfulde kommunikation bragt på banen. Der er fx heller ingen der har hørt fra børnenes beskikkede advokat, trods opringninger til dennes kontor.
15/6-2017 Der kommer endelig en mail i e-boks fra kommunen, hvor man kan tilmelde sig et nyhedsbrev, hvis man har et barn der er berørt af sagen, men hvor barnet ikke længere går i institutionen. Det være sig børn, der er så gamle, at de er startet på SFO eller børn der er startet på andre institutioner, dels i samme kommune og dels i andre kommuner. Nyhedsbrevet vil bl.a. være orientering om udvikling i sagen, invitationer, referater fra div. møder i institutionen, samt status på varetægtsfængslingens forlængelser. Denne mulighed for at få informationer om sagen er kommet på opfordring af en forælder!!!!
27/6-2017 konstaterer vi, at vores søn har fået et udslæt på tissemanden, så vi måtte henvende os til en ferielæge. Her fik vi bl.a. testet vores nu 4 årige barn for kønssygdomme! Det var heldigvis en stafylokok infektion, men bekymringerne blev sat på turbo-fart…
Juli 2017
Vi er også henover sommeren nødt til at tage natbleen op igen. Det sker i samarbejde med vores søn, da han er blevet mere urenlig om natten. Der er ingen problemer i det, men da vi er på ferie agerer vores søn mærkeligt, når han skal have bleen på. En adfærd der får associationer til sagen. Vi fortæller om situationen ved gruppesamtalerne i Familiehuset d. 16/8-2017.
August 2017
D. 17/8-2017 er det endelig tid til en evaluering med kommunen. Lederen af PPR og en kommunikationsmedarbejder, der har været på sagen fra starten, virker lyttende, men hører alligevel ikke vores bekymringer… Bekymringer, som vi gang på gang har bedt om en professionel vurdering af og igen forespørger på. Vi bliver direkte afvist; man vurderer kun på et barns trivsel her og nu. Der bliver ikke tolket bagud i tiden…! Men undskyld, findes eftervirkninger/ senfølger/ traumer slet ikke i Albertslund kommune??? Vi, i gruppeforløbet, ved på nuværende tidspunkt at et barn har sagt fra over for de krænkelser, det er blevet udsat for. Og set i lyset at ’kommunen’ har været i kommunikation med politiet ugentligt siden sagens start, så undrede det os meget at lederen af PPR udtalte sig SÅ skråsikkert, da hun sagde ved mødet at: ”Nu var det jo begrænset, hvad han kunne have nået at udsætte børnene for…” Dét var ikke en populær udtalelse! Men vi er af den overbevisning, at hun trods dét, fangede vores vrede og frustrationer over hendes manglende indsigt i de krænkelser, som børnene har været udsat for og håbede at det ændrede hendes syn på vores sager. Men det føltes desværre ikke som om, det har ændret på noget som helst! Det har i hvert tilfælde ikke ændret hastigheden på sagsbehandlingerne…
September 2017
September 2017 betød for os endnu et møde, denne gang med politi og kommune (her primært presse/kommunikation og familiehus). I forbindelse med dette møde er der igen problemer med at nogen af de berørte familier ikke får indkaldelsen, men får kendskab til mødet via andre.
Udover en gennemgang af sagens nu meget omfattende materiale meddeler politiet også, at vi snart kunne få den præcise ordlyd af anklageskriftet i hver vores personlige sag. Det aftales med kommunen at de stiller med en PPR psykolog, samt en sagsbehandler, som vi kan tale med den dag, hvor vi skal på politigården og have oplyst den endelige ordlyd i anklageskriftet. På dette møde efterlyser vi endnu engang et sted/ en medarbejder hvor vi kan henvende os med bekymrende adfærd fra før anholdelsen. Endnu en gang afvises det at tolke på noget tilbage i tiden…
Den 18/9-2017 sender vi en underretning til kommunen omkring vores søns urenlighed og depressive tilstand. I underretningen nævnes også den tidligere adfærd, som vi ønsker vurderet i skyggen af denne sag. Der kvitteres for modtagelsen efter forskriften inden for 24 timer, men underretningen bruges først reelt til noget, da den sendes til Børnehuset med henblik på samtale i et § 50 forløb. Et forløb, som i øvrigt først blev tilbudt (d. 12/10-2017) til alle de berørte børn efter utallige opfordringer fra os forældre.
I forbindelse med underretningen tager vi kontakt til Familiehuset, da vi nu føler os virkeligt magtesløse. Hvordan skal vi takle denne situation? Hvordan rummer vi vores barn, når vi ikke kan få hjælp til at se ham som en helhed??? Vi får nu tilbudt samtale med en psykolog og takker ja, men har et direkte ønske om at det ikke bliver den første psykolog vi var til samtale med i forbindelse med opstart af gruppeforløbet, da vi ikke følte at vi vil kunne kommunikere ordentligt med hende.
Vi fik så en af de medarbejdere der havde betjent ’hot-linen’, og som vi faktisk havde en snak med, men ikke helt syntes, at vi blev forstået… Nå, men vedkommende fik en chance vi var jo nødt til at snakke med nogen. Vi har første møde med ham 19/9-2017. Og der kommer flere til. Mange af disse samtaler handler om, hvordan vi er som familie og hvordan vi skaber den bedste base for fremtidige oplevelser. Min mand vælger at stoppe efter et par samtaler, da han føler at det bliver parterapi og ikke samtale med hjælp til vores søn som fokus. Jeg fortsætter, da det hjælper mig videre med nogen gode ting. MEN igen er der fokus på os og ikke på, hvad vores barn har været udsat for (i vores sag er det ’bare billeder’ og man (politi og kommunen/PPR) mener ikke han har oplevet den situation der er billeder af arværet krænkende for ham). MEN der er jo ingen der vil se, hører på os eller observer vores barn!!!! Han har jo åbenbart haft brug for at ændre adfærd…
Oktober 2017
D. 10/10-2017 ringes vi op af politiet der over telefonen meddeler mig, hvad der præcist står i anklageskriftet om vores søn. Der er jo ikke nogen overraskelser, så den del er jo OK. Vi tilbydes at komme ned på politigården og få beskeden, men da det jo er det samme afslår vi i første omgang. Vi er lidt skuffede over måden det bliver gjort på, når nu aftalen på det sidste møde med politiet var, at vi skulle komme ned på politigården og der også kunne få en samtale med en sagsbehandler og en PPR-psykolog. Vi vælger at ringe tilbage til politiet for at lave en aftale dagen efter. Vi vil ikke forspilde en chance for at fortælle PPR og sagsbehandleren om bekymringerne for vores barn. Gennemgangen af anklageskriftet er hurtigt overstået, vi kender ordlyden, så ingen overraskelser. Til gengæld taler vi ca. en time efterfølgende med sagsbehandler og PPR psykolog (som i øvrigt også er den første psykolog som vi talte i enrum med i institutionen, dengang sagen lige var startet). Her lover de at de vil tage bekymringerne med videre og tage fat i vores søns sagsbehandler.
D. 12/10-2017 får vi ENDELIG en indkaldelse til en børnefaglig undersøgelse. Den er tilbudt til alle berørte familier og lader ikke til at være en direkte virkning af vores møde på politigården. Beskeden er at, hvis vi takker ja til undersøgelserne, vil disse blive foretaget i perioden 1/11-2017 – 1/3-2018. Vi takker ja!
November 2017
D. 2/11-2017 modtager vi en mail fra vores søns beskikkede bistandsadvokat, hvor hun fortæller, at retsmødet er sat til 3/1-2018 kl. 9.00 uagtet at hun ikke kan være tilstede. Lige dér fik vi endnu en mavepuster af ’systemet’. Vi skrev retur til hende, at vi var kede af, at hun ikke kunne være tilstede, men at vi jo måtte acceptere, at det blev sådan. Vi nævner sagen i korte træk som understøttelse på en forespørgsel på om det er muligt at sende en stand-in, da vi agter at være tilstede i retten og muligvis har spørgsmål efterfølgende.
D. 10/11-2017 melder advokaten tilbage, med en uddybende forklaring på, hvorfor man ikke tager hensyn til tilstedeværelsen af en bistandsadvokat i en tilståelsessag. Hun vil dog, da vi er mange forældre der er frustrerede over et langvarigt sagsforløb, prøve om dagen, undtagelsesvis, kan omberammes til en anden dato. Beskeden er senere at sagen skal omberammes, da anklagemyndigheden nedlægger påstand om forvaring, derfor skal den ind om statsadvokaten og det kan ikke nås til d. 3/1-2017.
Den 23/11-2017 taler vi med egen læge om forløbet. Hun foreslår at hun forhører sig hos speciallæger på Hvidovre hospital omkring vores nogen specifikke bekymringer vi har omkring hans ’opdagelse af sin seksualitet’. På Hvidovre svarer man vores læge, at de syntes at vi skal henvises til et ambulant forløb. Vores læge får samtykke til at lave en henvisning samme dag. Hvidovre har dog ikke de fornødne ressourcer, hvorfor vi bliver ringet op af Rigshospitalet (der har overtaget sagen) den 4/12-2017. (Altså en reaktionstid på knapt 1 ½ uge). Samtalen munder ud i , at vi som forældre skal tage psykolog- samtalerne op igen og samtidig aftales det, at vores barns sagsbehandler tager fat i Rigshospitalet og laver et møde, som også kan bruges til opstart af § 50 undersøgelsen.
27/11-2017 holder bistandsadvokaten et fællesmøde, hvor vi bliver orienteret om sagsgang, strafudmåling, erstatninger og meget mere.
December 2017
Sagsbehandleren ringer d. 11/12-2017 og konfirmerer aftalen om et § 50 møde, og vi aftaler at hun sætter et møde i stand med hende selv, os og Rigshospitalet med henblik på opstart af § 50 undersøgelsen.
Den 19/12-2017 er der gruppemøde i Familiehuset. Her plejer der lige at være en runde, hvor vi taler om, ’det der fylder’ her fortæller vi om vores vej, via egen læge og håber, at det måske også kan hjælpe nogen af de andre familier. På en eller anden måde havner samtalen (styret af de to familiebehandlere) i at jeg bekymrer mig meget og at min mand måske ikke lige ser alle punkterne som bekymringer, og at jeg netop skulle komme frem med dem i dette forum. Øhhh… vi troede at der var blevet lyttet i dette forum, også af familiebehandlere, og vi mener bestemt, at de har kendskab til flere af de bekymringer, som vi har haft, samt det faktum, at de ved, hvor meget alle i gruppen har kæmpet for at få set på vores børns ændrede adfærd. De virkede overraskede over, at vi ikke var klar over, at de kunne være vejen til at få lavet en samlet vurdering. Det har så måske ikke været helt tydeligt... Men de bad os om at lave en liste over vores bekymringer, og så evt. tale med den psykolog, som vi (nu kun jeg) har samtaler med, om dem. Jeg mener at den psykologsamtale, hvor alle bekymringerne var med talte vi bl.a. om hvordan vi kunne have en samtale med vores barn omkring det skete. På tidligere samtaler har der også været snakke om, at man ikke skal hænge alle reaktioner op på overgrebet, det må ikke blive vores barns identitet at være offer i denne sag…. Øhhh… nej, det er vi selvfølgelig ikke interesserede i, men hvis vi skal hjælpe barnet, skal vi så ikke se (vurdere) det først???
Januar 2018
9/1-2018 ringer jeg til politiets efterforsker, da jeg nu er nødt til at vide flere detaljer fra det klip der er med vores barn. Hvordan reagerer han på det der sker på klippet? Virker han ked af det, utryg, bange, hvordan ligger han på puslebordet…??? Efterforskeren vil gerne svare helt præcist og er netop nu på kursus, men lover at ringe tilbage, når hun har set klippet igen.
10/1-2018 ringer vores søns sagsbehandler og fortæller, at det er blevet besluttet at vores barns sag skal visiteres ind til Børnehuset. Sagsbehandler vil gerne vedlægge underretningen, og vil høre om der er andre bekymringer jeg vil have med. Vi aftaler, at vi sender den liste af bekymringer vi har, så vil hun sende det videre til Børnehuset sammen med det ansøgningsskema hun rekvirerer.
11/1-2018 melder efterforskeren tilbage efter at have set klippene med vores søn igen. Vi får svar, der giver ro: vores barn virker ikke til at han er bange eller ked af det. Men vi får også et svar, der øger mistanken om at vores søn måske har mere bagage end det klippet viser. Men derfor må vi også kæmpe videre for at vi får de bedste redskaber til at hjælpe vores søn, så han får den bedste mulighed for at komme videre med så lille et ar, som muligt.
16/1-2018 afleverer vi personligt (så vi får ’set giraffen’) en kopi af vores underretning (som jo var fra 18/9-2017), samt et print af ’bekymringslisten’. (Og får selvfølgelig en kvittering for modtagelsen.) Sagsbehandleren ringer efter en times tid for lige at få svar på lidt spørgsmål og et samtykke til at måtte sende ansøgningen på en samtale i Børnehuset. Sagsbehandler har læst alle punkterne igennem og er, ifølge hendes egen udtalelse, meget berørt af de bekymringer, vi har for vores barn. Det er første gang nogen i systemet tydeligt har sagt at de kan se/ forstå vores bekymringer.
Den 22/1-2018 er afgørelsen på ansøgningen til Børnehuset, at den børnefaglige undersøgelse skal igangsættes. Afgørelsen er truffet på underretningerne fra politiet d. 29/3-2017, og vores egen á 18/9-2017, samt den liste med bekymringer, som vi havde udarbejdet.
Februar 2018
4/2-2018 retssagen er nu fastsat til d. 21/3-2018, bistandsadvokaten kan heller ikke denne dag, men hun gør hvad hun kan for at ændre det. Hun melder tilbage igen d. 6/2-2018 at retten har accepteret, at der kommer to fra hendes kontor, som vil være der for os fra kl. 9.00. Den ene har vi set på et fælles møde og vi har også korresponderet med ham flere gange. Hun vil så selv komme omkring kl. 13.00 og procedere erstatningskravene. Vi er trygge med denne løsning, når det ikke kan være anderledes.
Den 7/2-2018 har vi vores første møde i Børnehuset sammen med vores barns sagsbehandler fra kommunen. Det er et godt møde, hvor vi bliver bekræftet i, at der er nogen punkter i underretning og ’bekymringslisten’, som giver anledning til nærmere undersøgelser. På dette møde spørger kommunens sagsbehandler ind til, om der kan nå at komme en afslutning/ konklusion inden retssagen, som jo er d. 21/3-2018. Vi kan høre at det bliver lige presset nok, men at de vil gøre, hvad de kan fra Børnehusets side. Børnehuset var tilstede ved nogen af de første møder om sagen og udtrykker, at de derinde ikke er enige/ tilfredse med at kommunen har ’omskrevet’ deres ord om, at det kan være at børnene ikke har opfattet krænkelserne som et overgreb, men hvis der er reaktioner, så skal de selvfølgelig tages alvorligt…!!!
Den 21/2-2018 er vi forældre til et såkaldt anamnese-møde i Børnehuset. På dette møde vil de gerne høre om vores søns rammer for livet fra fødslen og til nu. Vi udfylder også nogle skemaer omhandlende vores søns adfærd. De lover at melde tilbage, når de har et samlet overblik.
Marts 2018
Psykologen fra Børnehuset melder tilbage pr. telefon d. 6/3-2018, at hun har materiale nok til at lave en konklusion omkring vores søn, men at hun egentlig godt vil underbygge den med en samtale med vores søn, om det var OK med os. Vi taler lidt frem og tilbage om datoer og jeg spørger til om konklusionen på den børnefaglige undersøgelse kan nå at blive færdig til retssagen, men det kan den ikke medmindre at vi dropper den samtale, som hun gerne vil have med vores søn. Vi prioriterer samtalen med vores søn, da der endelig er én der vil se ham og hans væren i alt det her. Vi aftaler en tid. Samtalen kommer til at foregå 14/3-2018. Det er en legende samtale, som psykologen også optager på video.
Jeg er ved at være fyldt op af kampen for at få hjælp, alle aftalerne, alle møderne, og nu, hvor vi rent faktisk får hjælp er bekymringen om der overhovedet er kræfter tilbage. Kræfter til at modtage og bruge de redskaber, som vi sandsynligvis vil få til at hjælpe vores søn med. Alt dette resultere i at en ellers nøje planlagt fridag ender i en dag med tude-ture, tankemylder og bekymringer af mange slags. Retssagen er også snart en realitet. Jeg får lavet en tid ved den psykolog, som vi har været/ er i forløb hos via familiehuset. Efter den samtale, som foregår d. 12/3-2018, er der ’fyldt håb og tro på fremtiden i rygsækken igen’, men det ryster os alligevel at aviserne samme eftermiddag igen begynder at skrive om ’vores sag’. Det giver lige nogen timers fysisk ubehag i form af kvalme, men så overtager viljen til retfærdighed. Viljen til at kæmpe og vise hele verden, hvilket monster der gemmer sig inden i pædagogmedhjælperen!
Den 14/3-2018 har kommunen indkaldt til endnu et møde. Denne gang har de indkaldt alle instanser, så vi berørte forældre burde kunne gå fra mødet uden ubesvarede spørgsmål. Der er politi i form af efterforskningslederen, den primære efterforsker samt en pressemedarbejder. Kommunen var repræsenteret af presseansvarlig, juridisk medarbejder, leder af familiehuset samt direktøren for børn og unge. Derudover var der de to familieterapeuter fra vores gruppeforløb. En bistandsadvokat deltog ligeledes.
Den 19/3-2018 ringer psykologen forgæves med en tilbagemelding fra Børnehuset. Men hun indtaler en besked på telefonsvaren, hvor hun bl.a. også er interesseret i at vide, hvordan vores søn har haft det efter samtalen. Vores tanke er umiddelbart at det er OK. Vi når desværre ikke at ringe tilbage før næste dag, og da er vores syn på vores søns reaktion på samtalen en helt anden. Vores søn har mareridt natten til d. 20/3-2018, hvor han er vågnet flere gange og har kaldt på mor, har grædt og sagt ’Nej, nej, jeg vil ikke den vej’ og ’STOP, STOP’.
20/3-2018 giver Børnehuset os besked om, at de mener at vores søn skal tilbydes et forløb med flere legesamtaler. Vi vil snart blive indkaldt til et afsluttende møde i Børnehuset. Så her 1 år og 4 dage efter at gerningsmanden blev anholdt, og 6 måneder og 2 dage efter kommunen kvitterede for vores underretning, har vi en anbefaling fra Børnehuset om et videre forløb.
Med til denne historie hører også lige lidt bonus info:
For sideløbende med ovenstående, har vi som barn og forældre i institutionen bl.a. skulle forholdes os til 3 nye ledere (på hinanden følgende) i institutionen, samt det faktum at den 2. af de konstituerede ledere (som var den vi havde mest kontakt med) stoppede ca. 3 mdr. før tid pga. nyt arbejde. Derudover var der en del uro i personalegruppen lige efter sagen startede (forståelig nok, da noget skyldtes sygemelding og noget var p.g.a. afhøringer og psykologsamtaler). Kommunen havde bevilliget ekstra personale for at sikre børnene den bedst mulige hverdag (og det var for de flestes vedkommende kendte ansigter). Alt dette gav en vis uro, selv om det blev gjort for at sikre børnene.
Eftertanker
Vi fortryder inderligt at vi ikke så de små signaler, som vores søn sendte, før sagen startede og fik handlet på dem dengang. Men vi gjorde jo desværre bare det, som de også skriver i de brochure vi fik udleveret i starten, om seksuelt misbrug, nemlig at reaktionerne kan skyldes mange ting, og at der ikke er nogen ensretning i reaktioner. Og selv om reaktionerne hos børnene kan være voldsomme, er det ikke nødvendig vis et tegn på seksuelle overgreb.
Vi er ærgerlige over, at ha’ været så naive, at vi troede på kommunen, da de sagde at, de ville hjælpe, så tænkte vi, at det så ville være tilfældet uanset hvad, vi ville få brug for i denne sag. Altså forstået sådan, at de personer, psykologer, familiehusets ledere, medarbejdere der deltager på diverse informationsmøder og som vi var i kontakt med ville høre, hvis der var noget i vores historie, som de vurderede krævede handling, så ville de hjælpe os med det, og i særdeleshed når vi havde aftalt en handling… Men dét var desværre MEGET naivt! Desværre viser det sig jo også at familier der har kimet div. instanser ned ’kun’ fik et forspring på ca. 14 dage/3 uger i forhold til den børnefaglige undersøgelse, og det til trods for at de startede kampen for hjælp lang tid før os…
Vi har flere gange i forløbet og til flere medarbejdere i kommunalt regi, ytret ønske om at man ville vurdere de ændringer i vores søns adfærd, som han havde før sagen rullede, men fortid er fortid, men hvis først det store billede tegner sig senere, hvad så…?
Hele sagsforløbet har været ’gennemsyret’ af holdningerne "det er begrænset, hvad børnene har været udsat for" og "børnene har ikke oplevet krænkelsen, da de har været sovende". Eller måske er der nogen, der har fået begrænsninger i økonomi, eller ’mundkurv på’. Så når vi har spurgt om mere hjælp er vi blevet afvist, da man ikke vil tolke på reaktioner der HAR været. Og ’sjovt nok’ er der så mere end 4 ugers reaktions tid, når vi så står med konkrete reaktioner, som vi ønsker at få hjælp til…
Vi håber, at vi ved at stå frem med vores historie, kan ændre nogen ting i systemet. Det være sig ikke kun i vores egen kommunes system, men hvis man kan lave nogen retningslinjer for sådanne typer sager, for med det antal sager der har været belyst/ omtalt i pressen i det forgangene år, så bliver vi desværre nok ikke den sidste sag, hvor gerne vi end vil det.
Vi ønsker ikke at vores søns, og vores families offer skal være forgæves, så hjælp os med at ændre systemet!