Det værst tænkelige er sket. Vores barn har været i fingrene på en pædofil...
Hvordan kunne dette ske? Hvorfor? Hvordan? 1000 spørgsmål fór gennem hovedet på mig. Spørgsmål, jeg aldrig får svar på.
Marts 2017 bliver vi informeret om, at en mandlig pædagog medhjælper i vores børnehave er anholdt og mistænkt for seksuelt overgreb på flere børn.
Det første jeg tænker er: "det er ikke mine børn, han har gjort noget ved... Det ville jeg da have opdaget… Eller ville jeg??"
Min telefon ringer fra et nummer jeg ikke kender. Straks får jeg ondt i maven. Det er fra politiet.
Jeg begynder at ryste. De fortæller, at den mistænkte har fortalt, at min søn er at finde på det beslaglagte materiale og anmodede om, at jeg kom ned på politigården for at hører nærmere. Politimanden fortæller det ”bare” er billeder og ikke er så slemt!!
Min verden er pt. gået helt i stå.
Ved mødet sidder der to fra kommunens PPR og politimanden.
Han fortæller det ”bare” er billeder, taget i skiftesituationer, de har fundet af min søn. Jeg er på dette tidspunkt ikke helt mig selv.
Jeg kan ikke huske hvad de to fra kommunen siger. Jeg får et visitkort med numre jeg kan ringe på, hvis jeg har brug for at snakke.
Og så kører jeg ned og henter min søn, han er det eneste jeg tænker på.
Dagen efter vælger jeg at ringe til psykologerne i kommunen. De var ikke lige ved telefonen, men der blev lagt en besked, om at jeg havde ringet.
Flere timer efter ringer de tilbage. Det blev en kort samtale. Jeg skulle bare huske det var okay at græde………… Græde, jeg er fuldstændig ude af mig selv. Græde….jeg har hulket hele dagen og natten, i smug for mine børn, jeg kan jo ikke fortælle dem hvad der er sket.
Hvorfor hører psykologen ikke mit råb om hjælp,? Hvorfor sætter hun ikke noget i gang? Hvorfor ringer hun ikke igen? Hvorfor?!!
Jeg ringer til politiet. Jeg vil høre om min anden søn også er involveret. De vil ringe tilbage. De ringer aldrig…
Jeg får efter et par dage eller uger (på dette tidspunkt har jeg ingen tidsfornemmelse) taget mig sammen til igen at ringe til politiet.
Jeg vil vide, hvad han laver på de billeder, hvad han har gjort, hvor hans hænder er. For mig er det ikke ”bare” billeder.
Det er ikke muligt at komme i kontakt med politimanden, men der bliver lagt en besked.
Da politiet ikke ringer tilbage, får jeg igen taget mig sammen til at ringe.
Jeg taler med en anden fra politiet. Hun fortæller noget helt andet. Hun fortæller sandheden. For det er ikke ”bare” billeder. Det er billeder, hvor han rører mit barn på en seksuel krænkende måde. Der er også en video med seksuelle overgreb på.
Så hvad skal jeg nu gøre? Skal jeg ringe og bede om hjælp? Men det har jeg jo prøvet.
Skal jeg være bekymret for min søn, kan han huske noget, hvad har jeg overset? Hvorfor har jeg overset det? Hvorfor har de ikke opdaget noget i børnehaven? Hvorfor!! Hvordan!!
På dette tidspunkt er vi en del forældre der undrer os over manglende information fra kommunen, politiet, advokat og de psykologer de efter sigende har sat på sagen.
Kommunen havde dog iværksat en KL-undersøgelse. En undersøgelse der skulle vise om kommunen eller børnehaven havde en skyld. Men ingen undersøgelse af, om kommunen havde håndteret denne sag korrekt, ikke en undersøgelse af om de kunne have hjulpet os bedre, ikke en undersøgelse om forløbet under og efter sagens afslutning.
I øvrigt er KL´s undersøgelse fortrolig. Så hvad den siger og hvad den konkluderer står stadig i det uvisse for os forældre.
Advokaten der er blevet udpeget af politiet kontakter os aldrig. Vi rykker politiet, vi ringer til advokaten, lægger beskeder men intet sker. INTET
Vi får efterfølgende tildelt en advokat der straks kontakter os. Vi holder et møde og endelig er der en der hører på os. Hun forklarer os, hvad hendes opgave er, hvad vi kan forvente og alle de andre ting vi skal være opmærksomme på.
Kommunen udtalte i pressen at, de giver familierne hjælp i denne svære tid. De glemte bare at sige, at de faktisk ikke vurderede, at vi havde brug for hjælp, at vores børn ikke havde brug for hjælp fordi DE vurderede at der ikke var bekymringer vedr. vores børn. Dog helt uden at snakke med os og vores børn…….
Der har været møder mellem forældrene, politiet og kommunen. Møder hvor berørte forældre ikke blev indkaldt til, fordi kommunen ikke have tjek på hvem der skulle indkaldes. Møder hvor vi forældre har måtte invitere de berørte forældre til. I det hele taget har der været kaos i alle de informationer fra kommunen. De har ikke kunne svare på vores spørgsmål, til gengæld kunne den øverste leder for børne- unge afdelingen i Albertslund fortælle, at de to ledere fra børnehaven var blevet afskediget. Hvorfor ved vi ikke. Og at en del berørte forældre ønskede at være anonyme, og at hun heller ikke ønskede at vide hvem vi er. En udtalelse hun dog senere har undskyldt.
Vi er blevet tilbud samtaleterapi og gruppeterapi i familiehuset. Et sted som har gjort alt for os. Og jeg vil altid være dem taknemmelige.
Vi forældre, har kunne tale sammen om vores frustrationer, tanker, samtaler med børnene og alle de bekymringer vi har nu og i fremtiden.
Men det stopper, det ved vi, vi er nemlig blevet spurgt om hvor lang tid vi mener at have brug for disse samtaler af kommunen. For altid ville mit svar være, men det ved jeg godt ikke sker.
Og så er vi overladt til os selv.
I juli 2018, altså mere end et år efter sagen startede, blev vi tilbudt børnefaglige undersøgelse af vores børn.
Men dette gjorde de ikke, fordi de vurderede det. Det gjorde de, fordi vi forældre har skrevet, ringet og råbt om hjælp uden at få den.
Men vi takkede NEJ TAK, for vores søn er sund, rask, glad og i god trivsel. Men det er han jo ikke pga. af deres hjælp. Det er han, fordi vi som forældre og familie har kæmpet for at holde vores familie sammen. Vi har skulle observere vores søn, og de signaler han har udsendt. Men hvordan vi evt. har skulle tackle dem....ja det har jo været et rent gætværk for os.
Vi har på ingen måde, kunne vide om han har haft behov for hjælp, da vi jo ikke kender til behandlingen af børn, der er blevet seksuelt overgrebet/misbrugt. Så måske har vi overset noget i de 1 1/2 år der er gået siden sagen startede. Måske vil det hele komme tilbage og give udslag senere. Og hvis det sker, ved jeg, at kommunen ikke kommer til at slippe så nemt denne gang.
Så når vi som familie ser på hele sagen som helhed, så KLAPPER VI HINANDEN PÅ SKULDRENE, for vi har klaret den, alene... uden hjælp fra den kommune, som ellers lovede og udtalte, at vi fik al den hjælp vi havde brug for. De glemte bare at sige, at det ikke var den professionelle hjælp (fra Børnehus Hovedstaden) vi fik. Vi kunne "nøjes" med psykologerne fra kommunes PPR (som jo ikke ligefrem har seksuelle overgreb som deres kompetence) og kommunens familiehus, som bevares har gjort hvad de kunne, for at holde sammen på os familier. Men når alt kommer til alt, så er det jo heller ikke der´ deres kompetencer ligger.
Så nu står vi her. Manden har fået sin dom. Manden som ødelagde alt.
Men hvad med OS? Hvad skal vi gøre.?Vores børn er for evigt stemplet. Vores børn er noteret i systemet, et system som aldrig har talt deres sag. Som aldrig tog sig af dem og os. Et system som burde være der 100 procent. Og som bare svigtede og svigtede.
Så nu går livet videre for os. Vi er glade, trives og har et sammenhold som måske er udover det sædvanlige, men det har vi været nødt til....for vi blev efterladt alene i en tid, hvor vi havde allermest brug for hjælp og støtte, men den kom bare aldrig.