- Når noget er moderne, betyder det, at det er nyt i forhold til noget gammelt. Når et samfund udvikler sig til noget moderne, betyder det, at der sket et brud med nogle livsformer og traditioner. Begrebet det moderne er altså betegnelsen for et samfund, der er i konstant bevægelse. Et samfund, hvor livsformer og traditioner løbende ændrer og udvikler sig i nye retninger. Der er stor uenighed om, hvornår verden blev 'moderne', men i dansk litteraturen regner vi perioden 1870-1900 for det moderne gennembrud.
- Baggrunden for det moderne gennembrud var industrialiseringen, hvor fabrikker og maskiner blomstrede op. Elektriciteten og dampmaskinerne var de helt store opfindelser, som gjorde det lettere og mere produktivt at drive fabrik. I takt med industrialiseringen voksede de store byer og specielt København blev til en storby. Der opstod gradvist en arbejderklasse, der organiserede sig i fagforeninger. Venstre og Højre (senere De Konservative) var klart dominerende på den politiske scene i denne tid. I 1871 blev Socialdemokratiet stiftet, men der skulle gå en årrække, før de blev konkurrencedygtige imod bøndernes Venstre og godsejernes Højre.