Kan man få for meget godt historie? Nej, vel. Nedenfor ses en række opgaver og aktiviteter, som kan bruges direkte i din historieundervisning.
Klik på videoen og hør mig fortælle om Konfirmationens historie.
Hvert år bliver 40.000–45.000 unge konfirmeret i Danmark – men sådan har det ikke altid været. Engang var konfirmationen tvungen, og man skulle endda bestå en prøve. Og gud nåde og trøste den, der ikke gjorde!
Alt dette og meget mere kan du og dine elever dykke ned i i dette 8 sider undervisningsmateriale. Her finder du både klassiske kildeopgaver og kreative aktiviteter – blandt andet et lille skuespil.
Husk også at kigge i lærerarket, hvor du blandt andet finder et link til en tv-udsendelse, der fungerer som et oplagt supplement.
Et stamtræ er et godt udgangspunkt til, at arbejde med "Familie og fællesskaber", som er ét af de første områder i grundskolens historieundervisning.
I 3. klasse er der et nyt fag på skemaet. Historie! Kan det blive bedre? Næppe.
Denne opgave hedder "Din, min og vores historie". Den er tiltænkt som den første historieopgave en elev møder. Den tager udgangspunkt i elevens egen familie jf. kompetenceområdet ”Kronologi og sammenhængs-forståelse”. Til opgaven findes også et lille lærerark, som bl.a. kan gøre dig klogere på, hvorfor denne familie-hyggeopgave er oplagt at starte historieundervisningen med.
Opgaven er beregnet til 3.-4. klassetrin, men alle er velkomne til at se nærmere.
Denne opgave er nok mest relevant i tiden op til jul, eftersom den tager udgangspunkt i julegaver. Udgangspunktet er en side i Illums julekatalog fra 1901. Her kan ses hvilket legetøj elevernes tipoldeforældre kunne ønske sig. Herefter skal eleverne lave interviews med deres forældre for at høre hvilke gaver de fik. Ellers inddrages den nyeste legeforskning, ligesom der skal fremstilles et julekatalog anno 2101! Til elevopgaven er også et lærerark, hvor der er supplerede viden og relevante links.