Valghandlingen 18.11.25
"Jeg vil arbejde for bedre vedligeholdelse af og mere sikkerhed på veje og cykelstier, så alle trafikanter kan komme trygt og nemt frem i hverdagen uden frygt for ulykker eller skader. Der skal være gode veje at transportere sig på på tværs af hele kommunen – både som cyklist og som bilist – og der skal være steder, man kan parkere sin bil. Ved at underskrive dette valgløfte lover jeg at prioritere veje og cykelstier i den kommende valgperiode, hvis jeg bliver valgt." (i lighed med hvad jeg har arbejdet for i denne valgperiode!)
Hvis vi skal beskytte fællesskabets penge mod social dumping og arbejdskriminalitet kræver det politisk handling – både lokalt og regionalt. Det handler om, at der politisk arbejdes for at bringe det op i alle relevante fora.
Det handler om at sikre: Stærke klausuler i udbud og kontrakter. Effektiv kontrol af, at klausulerne bliver overholdt. Klare konsekvenser, når klausulerne bliver brudt.
Se mine svar på Midtjyllands Avis' kandidattest - tag selv testen her på midtjyllandsavis.dk
Se mine svar på TV2's kandidattest - tag selv testen her på nyheder.tv2.dk
Se mere om mig på TV2 Østjyllands side
Se mine svar på DR's og Altingets kandidattest - tag selv testen på dr.dk
Se mine svar på ÆldreSagens kandidattest (pdf) - tag selv testen på aeldresagen.dk
Se mine svar på Forældrenes Landsorganisation FOLA's kandidattest (pdf) - tag selv testen via Facebook
Se mine svar på Bymidtetesten - læs mere om testen på bymidtetesten.dk
5 skarpe fra Helle Præsius Busk
🔹 Spørgsmål 1: Hvilke erfaringer og oplevelser med det lokale kulturliv bringer du med til bordet - og hvordan vil du bruge det politisk?
Svar: Jeg går forholdsvis ofte til koncerter i Silkeborg, arrangeret af forskellige lokale musikforeninger og mere kommercielle arrangører. Desuden har jeg ”musik i familien”. Jeg er ikke pt. i det politiske udvalg med ansvar for kulturlivet, men selvfølgelig opmærksom på mulighederne. For mig er det vigtigt, at der er lige adgang til øvesteder. Private, musikforeninger, kommercielle arrangører og andre med musikinteresse skal også have lige adgang til de kommunale koncertsteder.
🔹 Spørgsmål 2: Hvordan vil du sikre, at der også er plads til et levende musikliv i kommunens prioriteringer efter valget?
Svar: Silkeborg Kommune er ikke en gennemsnitlig kommune. Når vi sammenligner vores serviceudgifter pr. indbygger med andre kommuner, så skal vi ligge under landsgennemsnittet. Det betyder, at vi har mindre til overs til ”luksus”, når vi har sørget for den basale velfærd. Derfor er vi mere afhængige af et godt foreningsliv indenfor musikken – og det har vi heldigvis! Vore rammer og muligheder for at stille faciliteter til rådighed for de frivillige skal prioriteres!
🔹 Spørgsmål 3: Hvordan vil du støtte op om det lokale vækstlag – unge musikere, øvelokaler og mindre scener?
Svar: Vi har nogle gode, kommunalt drevne kulturlokaler som Rampelys, Kedelhuset og Jysk Musikteater, hvor der er adgang til scener i forskellig størrelse. Her er favorable vilkår for foreningers musikudbud. Vi har desværre ikke så mange øvelokaler, men der er dog Lydpotten med 3 øvelokaler – og så er der sikkert et utal af isolerede garager rundt omkring. Jeg har ikke et overblik over sammenhængen mellem udbud og efterspørgsel. For mig er den lige adgang den vigtigste støtte.
🔹 Spørgsmål 4: Hvad vil du gøre for at sikre, at børn og unge har adgang til musikundervisning og kulturelle aktiviteter?
Svar: Vi har Den Kreative Skole – Kulturskolen Silkeborg. Skolen har et rigtig godt og bredt udbud. Skolen har også Kulturklasser i et samarbejde med alle kommunens folkeskoler. Her foregår undervisningen på den enkelte folkeskole, så transporten ikke er et problem. Det bliver dog en udfordring, så snart der er andre ønsker/behov end lige præcis den faglighed, der er involveret i egen folkeskoles udbud. Om vejen til mere musik og kultur går via decentrale tilbud eller bedre transportmuligheder til de centrale tilbud, det er jeg usikker på. Men det er vigtigt at sikre adgangen allerede i folkeskolealderen!
🔹 Spørgsmål 5: Skal kommunen støtte musikfestivaler, spillesteder og events – og hvordan vurderer I, hvem der skal have støtte?
Svar: Jeg er glad for støtten til spillestederne, som vores musikforeninger kan anvende ud fra reglerne. Silkeborg Kommune giver også støtte til musikfestivaler og events. Her behøver vi ikke udvide engagementet, jf. svaret på spørgsmål 2, for langt de fleste borgere i Silkeborg har råd til at deltage, hvis de har lyst til at deltage. Det politiske udvalg har ansvaret for området, herunder tildelingen af støtte, og det skal de fortsat have. Der skal være lidt for enhver smag, men støtte til de mindste nicher er ikke en kommunal opgave.
Af Helle Præsius Busk, medlem af Plan- og Vejudvalget for Socialdemokratiet
Selvfølgelig er Søfront-projektet udsat – men det er byparken øst for Rådhuset og ned mod Silkeborg Langsø ikke.
Udsættelsen af sagen er alene mit forslag, ikke Socialdemokratiets. Da vi i byrådet den 25. marts 2025 besluttede Søvejs tilslutning til Chr. 8. Vej, argumenterede jeg i byrådssalen for, at ”det alternative forslag” var bedst. Den løsning, som nogen kalder zigzag-vejen. Jeg talte for, at det er godt at få nedsat hastigheden i trafikken hen foran Rådhuset, og at det er godt at få så stort et areal som muligt til brug for byparken. Se ca. 45 minutter inde i optagelsen af mødet. Det mener jeg fortsat. Med ”basisforslaget” for Søvejs tilslutning vil hastigheden IKKE blive nedsat, og arealet til bypark mod Silkeborg Langsø vil blive væsentligt mindre. Desuden vil de parkeringsarealer, som vi desværre ikke kan undgå i de førstkommende år, blive til to separate pladser med dårligere tilgængelighed og et lavere antal parkeringspladser. Jeg vil ikke stemme for et dårligere forløb, uden at alle konsekvenser er undersøgt.
Udsættelsen af beslutningen har derfor intet med fremtiden for den samlede søfront at gøre. Det har udelukkende med gode trafikale løsninger at gøre. En langsommere trafik på Søvej, som i øvrigt også slutter med et par zigzag-sving mod Søgade, er for mig at se langt at foretrække.
Læs om de spændende tanker for byparken i Plan- og Vejudvalgets sag 10 fra 4. november 2025.
En respons på læserbrevet "Mere zigzag og valgtaktik", Midtjyllands Avis 7. november 2025
Læserbrevet "Et godt trafikalt greb, Midtjyllands Avis 11. november 2025
Af Helle Præsius Busk og Jonas Sivertsen, byrådsmedlemmer for Socialdemokratiet i Silkeborg Kommune
I Socialdemokratiet tror vi på, at de bedste løsninger findes i fællesskab. Når vi som politikere træffer beslutninger, der påvirker borgernes hverdag, skal vi sikre, at borgerne ikke blot bliver hørt, men bliver hørt i tide. Tidlig borgerinddragelse er ikke bare en god idé. Det er en nødvendighed.
Alt for ofte ser vi, at borgerinddragelse sker for sent. Når beslutninger reelt allerede er truffet, og borgerne inviteres ind blot for at "blive hørt", underminerer det tilliden. Den slags inddragelse er ikke reel, og det ved borgerne godt. Resultatet er frustration, modstand og en oplevelse af afmagt.
Vi skal vende det om.
Borgerinddragelse skal ske tidligt, og den skal være forpligtende. Det betyder, at dialogen skal starte allerede i idéfasen. Ikke for at informere om, hvad der skal ske, men for at lytte, lære og lade borgernes input få reel betydning for den videre proces. Dog er borgernes erkendelse af, at borgerinddragelse ikke altid er det samme som at få ret i alt, også vigtig.
Det kræver mod. Det kræver tid. Og det kræver, at vi som politikere tør give slip på ideen om, at vi altid kender det bedste svar.
Men gevinsten er stor: Bedre beslutninger, stærkere lokalt ejerskab og ikke mindst en styrket tillid mellem borgere og beslutningstagere.
Derfor ønsker vi en ny tilgang: En forpligtende og reel dialog mellem borgere, udviklere, interessenter og politikere. Ikke kun i det tekniske eller administrative, men på alle området, hvor beslutninger har konsekvenser for borgernes liv.
Tidligere. Bedre. Mere demokratisk.
Læserbrevet "Tidlig borgerinddragelse", Midtjyllands Avis 3. november 2025
Af byråds- og PVU-medlemmer Jan Beck-Nielsen (LA) og Helle Præsius Busk (A)
I Silkeborg er vi kendt for frisk luft, gode råvarer og en levende bymidte. Men nu skal duften af nystegte fiskefrikadeller på Torvet åbenbart forbydes.
Et forbud. Mod fiskefrikadeller.
Det lyder næsten som satire, men det er desværre virkelighed.
I 40 år har fiskehandlerne på Torvet stegt fiskefrikadeller uden problemer. Det har været en del af stemningen, en del af duften af Silkeborg. Nu må de ikke længere, fordi én butiksejer føler sig generet.
Selvfølgelig skal vi vise hensyn. Men vi skal også bruge fornuften. Ét menneskes irritation må ikke føre til, at vi andre mister en tradition, et håndværk og en del af det liv, der gør vores midtby levende. Ovenikøbet samtidig med at midtbyens fiskehandler flytter til Viborgvej i nordbyen.
Hvis vi begynder at forbyde alt, der kan genere nogen, så ender vi med at have en tom og steril by, hvor alle går rundt uden at dufte, høre eller mærke noget. Skal vi så også forbyde pølsevognen, udeservering fra restaurationerne, de brændte mandler til jul og kaffen fra caféerne, fordi nogen synes, det lugter?
Politik handler om proportioner. Og det her er helt ude af balance.
Vores tilgang handler om tillid og ansvar – ikke forbud. Hvis der er et problem, så må man finde en konkret løsning sammen med den enkelte erhvervsdrivende. Man kan måle, justere og samarbejde. Ikke bare forbyde.
For det er netop den slags forbud, der kvæler initiativet, kreativiteten og de små erhvervsdrivende, som faktisk holder bylivet i gang.
Vi skal turde sige det højt: Vi vil hellere have duften af friskstegte fiskefrikadeller end lugten af overstyring.
Silkeborgs torv skal ikke være et showroom – det skal være et levende samlingspunkt for mennesker, dufte, smage og traditioner.
Så lad os nu holde hovedet koldt, hjertet varmt og panden klar til en god fiskefrikadelle.
Af Helle Præsius Busk, Sejs-Svejbæk, på vegne af den Socialdemokratiske byrådsgruppe i Silkeborg Kommune
En cykelsti mellem Sejs-Svejbæk og Silkeborg er hjerteblod for lokalområdet. Det har den været i rigtig mange år. Sejs-Svejbæk Lokalråd har haft en cykelsti i eget tracé på programmet siden 2009. Der er blevet indsendt adskillige ”huskesedler” om emnet i 2006-2018, hvor jeg var formand for lokalrådet, og senest har det nuværende lokalråd i februar 2025 gjort opmærksom på trafiksikkerheden ved De Små Fisk og behovet for en ny cykelsti. Med opgraderingen af De Små Fisk, som blev sat i gang af Sejs-Svejbæk Lokalråd tilbage i 2010 og indviet i juni 2025, er det en hastesag. De nye faciliteter med badebro og forskellige aktiviteter gør, at benyttelsesgraden af badestedet er stigende. Dermed er trafikken på Sejsvej for både biler og cykler øget.
På byrådets anlægsseminar i maj bød Socialdemokratiets byrådsgruppe med borgmesteren i spidsen ind med prioritering af midler til cykelstien. Siden har også andre politiske partier givet opbakning til cykelstien, så der er et reelt håb om, at cykelstien har opbakning i hele byrådet, når det endelige anlægsbudget skal vedtages her i efteråret.
Socialdemokratiet bakker op om de gode formål med en cykelsti til Sejs-Svejbæk:
Trafiksikkerhed for alle borgere i Sejs-Svejbæk, der har ærinde på cykel i Silkeborg – og omvendt, også for de borgere, der vil besøge Sejs-Svejbæk, De Små Fisk eller de andre naturskønne lokaliteter sydøst for Silkeborg!
Outdoorhovedstadens tilgængelighed for alle borgere! Cykelruter med forskellig målgruppe: De, der søger udfordringer, kan bruge mountainbikeruterne i Nordskoven. De, der søger motion og bevægelse under ordentlige forhold, kan bruge det eksisterende cykelstinet. Her er en god cykelsti på denne naturskønne strækning nødvendig. De Små Fisk er centralt placeret som et stop på flere ruter.
Grøn mobilitet og klima for alle borgere. Visionsplan for grøn mobilitet er igangsat af Plan- og Vejudvalget den 3. juni 2025. Som kommunens næststørste omegnsby er der et enormt potentiale i en god cykelinfrastruktur mellem Sejs-Svejbæk og Silkeborg. Et befolkningstal på 4.677 personer p.t. med et førstevalg af cyklen som transportmiddel er et klima sparet for meget CO2.
Sundhed for alle borgere. Når vi bruger cyklen i stedet for bilen til hverdag, så øges sundheden og borgerne forbliver mere raske. Det er i alles interesse.
Cykelstien er en mærkesag for den socialdemokratiske byrådsgruppe! Og cykelstien er hjerteblod for Sejs-Svejbæk
Læserbrevet "Hjerteblod for Sejs-Svejbæk er cykelsti", Midtjyllands Avis den 16. juli 2025
Af byråds- og PVU-medlemmer Søren Thomsen (EL) og Helle Præsius Busk (A)
Flere lokale politikere har italesat befolkningsprognosen for Silkeborg Kommune som helt uden vækst, som leverpostej og med andre negative ord. Det er svært at være negativ, når der er vækst – og det er der. Altså positivt. Derfor er de realistiske scenarier for Silkeborg Kommune fortsat positive.
Antallet af lokalplaner har ikke været højt de seneste år. Det skal især ses i lyset af den prioritering, som et enigt Plan- og Vejudvalg foretog i 2022: Der må kun laves nye lokalplaner, når der er kapacitet i områdets institutioner. Den beslutning tog vi i konsekvens af, at der var blevet vækstet uhæmmet og uovervejet i en længere periode. Institutionerne kunne ikke følge med i vækstområderne, og forældre måtte transportere sig langt for at få plads til børnene. Skolerne var pressede.
En del af billedet med de få lokalplaner kan også tilskrives, at der ved byrådsvalget i 2021 blev valgt mange nye byrådsmedlemmer. En del af dem med mere variation i byggeriet som et mål. Derfor har flere lokalplaner haft rigtig mange ture i udvalg og byråd. Det tager tid fra den øvrige planlægning.
I april 2022 besluttede byrådet en vision med fire pejlemærker, bl.a. denne: ”BALANCERET VÆKST, så vi sikrer sammenhængskraft i hele kommunen”. Plan- og Vejudvalget har haft et stort fokus på at prioritere planlægning i centerbyer (Kjellerup), omegnsbyer (alle mellemstore byer fra Ans og Bryrup til Virklund og Voel), samt landsbyer, når det har budt sig til.
Risikoen ved at vækste for hurtigt og for meget oplevede vi i 2022 og 2023, hvor vi havde stram økonomi og svært ved at følge med i offentlige funktioner. Nu triller gevinsterne fra væksten ind, men vi skal være realistiske. Vi skal vækste klogt. En realistisk vækst er stadig vækst, blot vækst med omtanke.
Læserbrevet "Silkeborgs vækst - realisme frem for risiko", Midtjyllands Avis 6. april 2025
Af byrådsmedlemmerne Rune Kristensen (S), Thomas Tonsberg Schlie (V), Helle Præsius Busk (S), Dorthe Schou Jensen (S), Luis Da Silva Martins (RV), og Kathrine Frøhlich (SF)
Vi står ved en skillevej, hvor vi kan sikre en grønnere og mere robust fremtid for vores lokalområder. Silkeborg Byråd har sat en klar retning med sin ambitiøse varmeplan, der betyder, at vi skal udfase naturgas og olie og omstille til bæredygtig fjernvarme.
Vi bakker fuldt op om udrulningen af fjernvarme, og det er der god grund til. Fjernvarme er ikke blot en investering i miljøet, men også i vores egen økonomiske tryghed. Med fjernvarme bliver vi mindre afhængige af svingende energipriser, men sikrer en stabil og forudsigelig varmeforsyning.
Vi har indtil den 30. april 2025 til at nå en tilmeldingsprocent på 65 procent. Det kræver en indsats fra os alle sammen. Hvis vi når dette mål, kan vi sikre os adgang til ca. 50 mio. kr. fra den statslige fjernvarmepulje og blive en del af Silkeborg Forsyning stærke kollektive varmeforsyning. Dette er en enestående mulighed, som ikke kommer igen i mange år.
Silkeborg Forsyning har gjort det muligt for alle at være med. Med attraktive kampagnetilbudprodukter kan du få fjernvarme for 0 kr. i startomkostninger og betale over din varmeregning. Alternativt kan du betale med det samme, hvis du ønsker det. Selvom husstanden lige har investeret i en varmepumpe, vil det stadig være fordelagtigt at få fjernvarme. Derfor kan udgiften med tilslutningsbidrag og områdetillæg være godt givet ud, som et fremtidigt salgsargument og en forøgelse af værdien på din ejendom. Du er jo ikke tvunget til at aftage fjernvarme, og du kan vente med tilkobling, til varmepumpen er udtjent.
Hvis vi ikke griber denne chance, vil vi i fremtiden være overladt til individuelle varmepumper, hvor varmepriserne er direkte afhængige af elpriserne. Dette vil ikke kun være dyrere, men også mindre stabilt. Desuden vil vores lokalområde gå glip af de mange fordele, som en kollektiv fjernvarmeløsning tilbyder, såsom forsyningssikkerhed og fleksibilitet i energikilder.
Vi skal også være forberedt på, at der uanset hvad vil komme gravearbejde i vores områder. Vælger mange en individuel varmepumpe, vil elnettet skulle opgraderes, og det vil betyde gravearbejde.
Fjernvarme er en investering i vores fælles fremtid. Vi vil med dette fælles indlæg gerne vise og signalere, at vi lokalpolitikere på tværs at partier står sammen om at sikre en bæredygtig og økonomisk fordelagtig løsning for alle. En stor opfordring til at gribe denne chance og vise, at vi vil en grøn og robust fremtid for Virklund, Sejs-Svejbæk, Them, Salten og Knudlund.
Sig ja til at få fjernvarme.
Læserbrevet "Fjernvarme til Virklund og Sejs - grib chancen nu", Midtjyllands Avis 19. marts 2025