Helle Præsius Busk, medlem af Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune, på vegne af den socialdemokratiske byrådsgruppe
I juni skrev jeg om ”levende byer i balance” som replik til et ønske om et højere gear fra bl.a. Kristian Pihl Lorenzen. På sit september-møde har Plan- og Vejudvalget rent faktisk behandlet en del af de 31 lokalplaner, der blev nævnt dengang. De lokalplaner, der er nået til politisk behandling, spænder vidt. Lige fra bevarende lokalplanlægning for kulturmiljøet Høgdal ved Them/Salten over et erhvervsområde i Hårup til bolig-lokalplaner i Eriksborg, Gjessø, Voel og Gjern. Det er lokalplaner i et højt gear. Det er prioritering af vækst og erhvervsliv. Det er vækst udenfor Silkeborgs byskilte og fremfor alt, det er balanceret.
Planlægningen foregår fortsat i respekt for Planstrategi 2050, og det skal den blive ved med.
Der har været flere læserbreve i den seneste tid om især bevarende lokalplaner i de områder, der pt. ikke er dækket af lokalplanlægning, men kun af kommuneplanen. Det drejer sig om Alderslyst – og det kunne også være om Sydbyen eller Midtbyen. Vi har heldigvis en ganske udmærket arkitekturpolitik. Den skal blot sættes i spil tidligere i processen. I august besluttede Plan- og Vejudvalget vedr. sagerne på Lundsgade, at ”udvalget skal orienteres ved lignende sager, hvor der nedrives flere sammenhængende boliger/matrikler, ligesom arkitekturpolitikken videst muligt bruges aktivt i den konkrete sag”. Vi vil i Socialdemokratiet arbejde for, at arkitekturpolitikken kommer til at spille en tydeligere rolle i alle kommunens boligområder med særkende og charme, når der gives både nedrivnings- og byggetilladelser. I praksis vil det betyde, at vi aktivt vil spørge ind til politikkens anvendelse, når vi får orienteringer – og at vi vil være tydelige i kravene ved forberedelsen af nye lokalplaner.
Lokalplaner, vækst og balance skal etableres på et solidt grundlag, og arkitekturpolitikken er en væsentlig del af dette grundlag!
Helle Præsius Busk, medlem af Plan- og Vejudvalget i Silkeborg Kommune, på vegne af den socialdemokratiske byrådsgruppe
Kommunen har en stor og vigtig opgave i forhold til at sikre muligheder for vækst i alle dele af kommunen, og det gør vi. Byrådets vision om Balanceret vækst er i Planstrategi 2050 omsat til sigtepunktet om “Levende byer i balance”.
Der arbejdes i Teknik- og Miljøafdelingen med at gøre det rigtige for fremtidens model for balanceret vækst i hele kommunen. I budget 2024 er der sat ekstra midler af til området, permanente midler på ekstra 7 mio. og engangsbevilling for nuværende på 2 mio. og aktuelt er 31 lokalplaner under udarbejdelse. Der er ingen træghed i systemet, og det nuværende byråd er sammensat sådan, at der primært bliver accepteret lokalplaner med visioner om andet end fortjeneste. Derfor har der været brugt en del tid på at rette op på planlægning fra tidligere byråd, så vi kan få skabt det rigtige afsæt til fremtiden.
Så det nuværende byråd understøtter i den grad udvikling og investeringer i hele kommunen. Det er noget sludder, når Kristian Phil Lorenzen (KPL) skriver, at borgere og virksomheder oplever urimeligt lange ventetider. Ventetider i forhold til hvad? KPL sammenligner med 1980 i Kjellerup, altså for 45 år siden. Vi er kommet et stykke videre i Silkeborg Kommune. Man kan sagtens selv få lavet en lokalplan og gøre som dengang.
Vi vil i Socialdemokratiet arbejde med sigtepunktet “Levende byer i balance”, men vi vil gøre det rigtige fra starten og ikke gå med hovedet under armen. Vi vil gøre arbejdet i respekt for Planstrategi 2050 samt de aftaler, der er indgået i byrådet.
Planlægningen i Silkeborg Kommune vil som helhed blive mere balanceret:
Ans har fået gennemført et kommuneplanrul og helhedsplanlægning indenfor det seneste år, og der har vist sig naturmæssige begrænsninger, men også muligheder i området. Disse muligheder bliver der i øjeblikket arbejdet med.
Der er netop igangsat en lokalplan i Gjern.
Fårvang har kapacitet til byggeri indenfor de eksisterende rammer.
Kjellerup arbejdes der også med pt., her er der også gang i den kommunale planlægning, og kommunen har desuden arbejdet længe og intensivt med de private udviklere.
At have erhvervsjord nok i en kommune som Silkeborg er meget vanskeligt. Vi vækster på alle fronter, men erhvervslivet ved jo godt, hvor de vil købe: tæt på motorvej og med tilgængelighed til store veje. Der arbejdes i øjeblikke med opkøb flere steder i kommunen, og vi skal nok komme i mål til fremtidens vækst i en balanceret kommune. Vi tager de lavthængende frugter først, og vi forventer erhvervsjord til salg i Hårup sidst på året og året efter i Funder.
Så når KPL konkluderer, at vi skal op i gear, så er det ikke nødvendigt. Vi er der. Borgerne og livet i kommunen skal kunne følge med. Det passer ganske enkelt ikke, at der er træghed. Vi er i gang med at fremme den rigtige vækst, så Silkeborg Kommune bliver så balanceret som muligt.
Læserbrevet Levende byer i balance i Midtjyllands Avis, 20. juni 2024