Så er det atter tid for MIDSOMMER Kunstudstillingen i de hyggelige rammer her på Kirsebærgården.
19 lokale kunstnere og gæsteudstiller Lis Kristiansen har over den seneste tid arbejdet for at have kunst af alverdens karakter at vise frem. Og her er meget smukt at se!
Jeg har ikke selv de store kunstneriske evner, men jeg har i mange år været på sidelinjen, både i forhold til min mors malerier og siden til min datters kreativitet især med tegning men også med andre materialer. Derfor er jeg klar over, hvor mange timers arbejde, der ligger bag værkerne her i udstillingen. Nogle materialer kræver tid og hårdt arbejde, andre kræver en sikker hånd og stor forsigtighed, men fælles for alle kunstnerne er kreativiteten og evnen til at få en inspiration til at blive et fysisk værk i perfekt samklang med det valgte materiale.
Der har i mange år været tradition for kunst og kunstudstillinger her i Sejs-Svejbæk. De første udstillinger, som jeg mindes, blev afholdt på Sejs Skole i en ferie – efterårsferien, så vidt jeg husker. Her hang værkerne på gange og i fællesarealer, og de lokale kunstnere sad vagt på aftalte tidspunkter. Jeg tror ikke, at salget var særlig stort, men glæden ved at vise det frem, som kunstneren var optaget af at kreere, den var til gengæld stor. Det gør sig stadig gældende. Over årene har forskellige initiativrige kunstnere i lige så forskelligt regi brugt tid og kræfter på at skabe det fælles rum, hvor kunsten kan vises frem.
MIDSOMMER Kunstudstillingen har været afviklet her på Kirsebærgården siden 2013. Var det ikke for Coronaen, så ville dette års udstilling være den 10. i rækken, men må blive næste år. Unikt ved netop MIDSOMMER Kunstudstillingen er inddragelsen af uderummet til kunst. Omkring Kirsebærgården kan de bedste og mest holdbare dele af tidligere års temaer fortsat nydes: Hekse, mal på sten, skulpturer, grafik, nordisk mytologi, ”Rethink dit affald”, mobiler/bevægelse og viklekunst. Temaet i 2019 med bevægelse inkluderede Fugle og dermed også de karakteristiske fugle, som minder os om kunstudstillingen i bybilledet i Sejs-Svejbæk, når tiden nærmer sig.
Fuglen er logoet for Sejs-Svejbæk Kunstforening, det nyeste skud på den lokale kunstneriske stamme, og foreningen står bag denne Midsommer Kunstudstilling 2022. Tak til jer for invitationen til i dag! Jeg har stor respekt for, at vore lokale kunstnere danner en aktiv forening og går ind i en så væsentlig opgave som at formidle kunst for hinanden og for byens borgere. Det er til glæde og inspiration for mange. Selvom man ikke selv har evner til billedkunst og skulptur, så er nydelsen og fornøjelsen ved andres kreativitet stor. Jeg glæder mig til at se værkerne i bygninger og udendørs, og det gør I fremmødte sikkert også, så derfor erklærer jeg hermed MIDSOMMER Kunstudstillingen 2022 på Kirsebærgården for ÅBEN.
10. april 2022, opslag på Facebook
Det er vel ikke obligatorisk at komme med en 100-dages-status, men jeg lægger mig hermed i slipstrømmen af de opslag, som er kommet i de seneste dage fra både byrådspolitikere og borgmester :-D
Det har været spændende og i perioder lidt hektiske hundrede dage. Jeg oplever, at politik er en konstant afvejning af input/information og output/handlinger!
Som ny byrådspolitiker ved man jo godt, at der er byrådsmøder, og at man skal ind i forventeligt to faste udvalg. Inden den 1. januar er det også klart, hvilke udvalg man får fornøjelsen af. Jeg har fået fornøjelsen af Plan- og Vejudvalget samt Klima- og Miljøudvalget, to spændende udvalg med RIGTIG mange sager på dagsordenen. Der går lang tid med at læse dagsordener og bilag, og nogle gange kan det næsten ikke nås i det forholdsvis lille antal dage, hvor materialet er til rådighed inden møderne. Jeg klager ikke, jeg konstaterer blot. Til gengæld er det utroligt spændende at deltage i især udvalgsmøderne. Til både byråd og udvalg er der forskellige temamøder, lige fra erhvervspolitik til møder med lokalråd om lokalplaner og tværgående workshop om f.eks. klima. Oplysende!
Ud over det politiske arbejde på tværs af byrådet er der det politiske arbejde i den socialdemokratiske byrådsgruppe. Jeg har fået fornøjelsen at blive en del af gruppeledelsen, idet jeg har fået posten som gruppesekretær med hvad det indebærer af praktiske og mere overordnede opgaver. I vores gruppemøder mindst 2 gange månedligt stiller jeg mange spørgsmål som nyvalgt, fordi nogle emner har ”historiske” baggrunde og andre er funderet i efterårets valgkamp. Det er en balance at finde ”min egen stemme” i samklang med ”partiets stemme”, hvor vi står sammen i et fællesskab.
Den sidste type møder, som fylder i kalenderen, er møder med borgere og forskellige slags interessenter. Jeg forsøger at have mere viden om f.eks. sager i lokalområder, især når de er mål for offentlig debat. Og det sker jævnligt på begge mine udvalgsområder. Også telefonsamtaler og mailkorrespondance med både borgere og byrådskolleger er en betydelig del af det store billede.
Der er blevet gjort meget for at klæde os på til byrådsarbejdet. Vi nyvalgte har været på såkaldt ”Kattegat-kursus”, vi har været til samtaler og interne kurser om økonomi mv.. De mange temamøder forsøger at belyse alle de enkeltdele, som Silkeborg Kommune består af. Der gøres et fantastisk forarbejde fra administrationen på de enkelte fagområder og centralt, så vi kan træffe beslutninger på et oplyst grundlag. Tak for det!
Jeg er glad for byrådsarbejdet. Jeg er glad for at være ny giftefoged med pt. 6 vielser på CV’et. Jeg er glad for mine skønne byrådskolleger med meningsforskelle og interessante drøftelser i mange sammenhænge. Og så er jeg stolt af at være valgt til byrådet af gode borgere i en kommune med gang i mange ting. Jeg gør fortsat mit bedste for at leve op til tilliden, og jeg vil forsøge at komme med opdateringer her på Facebook.
Helle for helhed, dialog og fællesskab!
18.08.2022, på tur med Det Grønne Råd
19.08.2022, politikere i baren ved Regatta 2022
03.10.2022, KMU i Det Gamle Rådhus
11.06.2022, Åbningstale ved MIDSOMMER kunstudstillingen
07.10.2022, KL Teknik og Miljø Topmøde i Sønderborg
14.10.2022, udflugt på Silkeborg Kraftvarmeværk, med Rune K.
04.02.2022, gruppefoto fra kursus for nyvalgte byrødder
05.02.2022, foto fra første besøg på Bragesvej