I denne lektion skal vi arbejde med skrivning, dvs. Det at skrive og opbygge en tekst i en bestemt genre.
Du har i de foregående lektioner arbejdet med skriveproces, og er nu forhåbentligt blevet bevidst om din egen skriveproces.
Nu arbejder vi lidt videre med hvordan man skriver en god tekst.
Skriftsprog og talesprog
Skriftsprog
Skriftsprog er det skrevne sprog. Det udtrykkes ved hjælp af bogstaver, og det er nedfældet elektronisk eller på et fast materiale, fx papir.
Skriftsproget kommunikerer på mange forskellige måder – lige fra en sms, en mail og det personlige brev til mormor til sproget i Lov om almen voksenuddannelse. Forskellene er markante. Men det er stadig det danske sprog.
Det talte og det skrevne sprog bruger sproget på hver sin måde og har hver sine genrer.
Når du selv skal skrive, skal du bruge din viden om både genrer, kommunikation og sprog. Viden om sproget drejer sig fx om, hvordan man laver sætninger og skaber sammenhæng i en tekst fra først til sidst, men også om ords betydning og stavning. At kunne sætte tegn er nødvendigt, for tegnene er en slags signaler fra afsenderen til modtageren og er med til at give mening. Jo mere du ved og lærer om det danske sprog, om genrer og kommunikation, jo bedre, for når du skriver, trækker du på hele din danskfaglige viden og "sammensmelter" den.
Talesprog
Talesprog er det talte sprog. Det udtrykkes mundtligt; det er altså lyde, der repræsenterer ord og meninger.
Det talte sprog kendetegnes ved brugen af stemmen som et virkemiddel, fx kan man give et eller flere ord en særlig udtale eller en særlig betoning. Der findes forskellige former for talt sprog, fx slang, jargon (gruppesprog), fagsprog og dialekter.
Talesproget bruger vi, når vi snakker med hinanden over aftensmaden; i den løse snak behøver der ikke være en fast struktur (vi kan fx snakke, "som vinden blæser"), der er ofte gentagelser og afbrydelser, vi kan hurtigt skifte emne ("hvor var det nu, jeg kom fra?"), og der kan være host, grinen, udråbsord, lydord og pauser undervejs. Også kropssproget bruger vi til at understøtte det, vi siger (en løftet pegefinger).
Vi bruger talesproget på en anden måde, når vi i grupper drøfter kompositionen i et eventyr af H.C. Andersen - så har vi nemlig brug for både at holde os til emnet og et fagligt sprog; det samme gælder, når vi holder oplæg for hinanden i dansktimerne, og nogen kommenterer indholdet og stiller spørgsmål til det. Det er også talesproget, dronningen bruger, når hun holder sin nytårstale. Eksemplerne viser den store spændvidde, der er, når vi har med det talte sprog at gøre.
1. Skriv en sagprosa tekst – du vælger selv undergenren. (husk at være bevidst om genretræk for den valgte genre)
2. Skriv en fiktiv tekst – du bestemmer selv undergenren (husk at være bevidst om genretræk for den valgte genre
I de foregående lektioner arbejdede du med sætningens led, som kan hjælpe dig med næste skridt, nemlig tegnsætning.
Se videoerne herunder omkring punktum og komma
Læs her: Rod i sproget